Menu
Forrige artikel

Landbrug og landskaber i Vestsjælland

Kategori: Bøger
Visninger: 8066

Af Hans Jørgen Winther Jensen, museumsinspektør cand.phil., ph.d., Hørsholm Museum. 

De to forfattere er ansat på Historiens Hus, Ringsted Museum og Arkiv, der således delvist har lagt arbejdstid til, men kun delvist fordi meget af arbejdet med bogen er foregået i fritiden.

Ifølge forordet er bogen et forsøg på at sammenfatte landbrugserhvervets vilkår, produktion og påvirkning af kulturlandskabet gennem de sidste 250 år. Det er et af de væsentligste temaer i en analyse af det moderne landskab og dets opståen, så man kan  ikke beskylde forfatterne for at være verdensfjerne, så meget desto mindre som de her i bogen forsøger, at henvende sig til en bred læserskare, hvad et letlæseligt dansk og gode illustrationer vidner om.

Bogen består af to hovedafsnit. Historikeren Kirsten Bøge Henriksen behandler emnet indtil ca. 1950 på ca. 115 sider, hvorefter etnologen Lene Hadsbjerg tager over og behandler tiden derefter på godt 60 sider. Bogen er forsynet med noter, en meget kort ordbog, en noget mangelfuld litteraturliste og en række bilag med værdfuld statistik. Med hensyn til bogens statistiske materiale er det meget fortjenstfuldt, at forfatterne tit forsøger at sammenstille oplysninger om Vestsjælland med oplysninger om hele landet. Isolerede oplysninger oplyser jo tæt på ingenting.

Vestsjællands amt er den geografiske ramme for værket. Det er ikke nogen selvfølgelig ramme, når emnet er forholdet mellem landbrug og landskab; men anvendes, fordi det er den økonomiske støtte fra Vestsjællands Amt, der har muliggjort udgivelsen. Når det er sagt, må man også sige, at især Kirsten Bøge Henriksen forsøger at udskille forskellige landskaber i amtet., og hun forsøger, at belyse det centrale forhold mellem landbrug og nutidens landskab ved at sammenholde beskrivelser af datidige ændringer eller fænomener med disses aftryk i form af nutidige landskabselementer, der vises med fine fotos - eksempelvis gærde/hegn, vejforløb i forskellige landsbytyper.

Kirsten Bøge Henriksens fremstilling er kronologisk med 9 afsnit, der igen er underinddelt i mange afsnit, men heldigvis kan hun bygge på adskillige veldokumenterede lokalhistoriske artikler og bøger.

Lene Hadsbjergs behandling af tiden efter Anden Verdenskrig er helt anderledes end Kirsten Bøge Henriksens behandling af tiden før. Det er der gode grunde til. Den førstnævnte har ikke så mange  forskningsresultater at bygge på som Kirsten Bøge Henriksen. Desuden befinder samfundet  sig i 2006 stadig i mange af de processer, som Hadsbjerg beskriver. Den manglende tidsmæssige distance vanskeliggør overblikket. Endelig kan man diskutere, om de lokale særtræk, for f.eks. Vestsjællands vedkommende, er forsvundet eller bare er sværere at få øje på med så kort tidsafstand.

Efterkrigstiden behandles under tre hovedoverskrifter: "Landbruget under omstilling", "Strukturreform og rationalisering" og "Det nye landskabsbillede". Disse er igen underopdelt i alt 14 underafsnit.

Som det forhåbentlig fremgår, viger den hovedsageligt kronologisk disponerede fremstilling her for en tematisk skildring. En sådan disposition kan undertiden hjælpe til at undgå gentagelser; men her forekommer mange gentagelser. Måske optræder gentagelserne for at hvert enkelt lille afsnit skal kunne læses for sig selv. Til gengæld er det svært at holde overblikket, og det specifikt vestsjællandske fader noget ud i selve teksten. Såvel overblik som de vestsjællandske konturer kan dog fremkaldes ved hjælp af bilagstabellerne.

Hadsbjerg og Henriksen har givet amtet en fin afskedsgave med den foreliggende meget indbydende bog om et stort og uhåndterligt emne.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Århus i verden - Fra bjerget til byen 2
Atlantvolden i Nordjylland
Russertiden