Lange linjer i landskabet
Af Cand.mag. Benny Staal
Bogen "Lange linjer i landskabet. Hulbælter fra jernalderen" er en stor fin fremlæggelse af de gådefulde anlæg bestående af lange rækker af opgravede huller i brede bælter – de fleste fra den ældre jernalder. Hvad de repræsenterer, ved ingen med sikkerhed, og efter at have læst bogen, er man ikke blevet meget klogere. Dette er ingen kritik, men en tør konstatering. Der er stadigvæk plads til tolkninger.
Bogen er på 463 sider, opdelt i afsnit med beskrivelser af hver af de 41 kendte lokaliteter i Danmark, hvor der optræder hulbælter – nogle ganske få meter undersøgt, andre erkendt nogle kilometer lange. Indledningsvis bliver vi klogere på, hvordan hulbælterne dukker frem, fra det første i Grøntoft i 1963 til i dag, hvor vi har 41 lokaliteter med langt den overvejende mængde i Sydvestjylland. At de ikke er erkendt i Østdanmark (Sjælland overhovedet) i særlig grad, vil anmelder antage er fordi, de simpelt hen ikke har eksisteret her. Når man påtænker hvor store arealer med jernalder-bebyggelser, der er undersøgt på blandt andet Sjælland, burde der have været spor af denne anlægstype, havde den været anvendt her. Modsat Palle Eriksen, der mener, at bevaringsforholdene spiller ind her. Han skriver på side 14: "Hvis sporene af hulbælterne var ensartet bevaret over hele landet, ville antallet af fundne hulbælter være meget større på Øerne og i Østjylland i forhold til Vestjylland, eftersom den arkæologiske aktivitet er større i det østlige Danmark på grund af flere og større anlægsarbejder." Præcis denne konstatering kan jo være beviset på, at hulbælter ikke var i brug i større målestok udenfor Vestjylland.
Efter gennemgang af forskelligheder, som hulbælterne fremviser, bliver de 41 danske lokaliteter med hulbælter minutiøst gennemgået, hver med et afsnit, der fortæller om det aktuelle hulbælte. Hvert af disse mange afsnit ser ud til at være "skåret over" samme skabelon, sikkert for at give en vis sammenlignelighed, men det virker næsten modsat, når for eksempel "undersøgelse og metode" har fået så stor opmærksomhed. Det burde være omtrent overflødigt, da alle hulbælter er fremkommet og behandlet på nogenlunde samme arkæologiske måde.
Tanken hos anmelder kom i stor grad til at dreje sig om 'hvorfor'? Hvorfor de mange gentagelser, lokalitet for lokalitet, og en indvending må være, at bogen kunne være bygget lidt mere læservenligt op, hvis man rent redaktionelt havde bestemt sig til at sætte de lange beskrivelser af hver lokalitet bagerst i bogen, som bilag. For både det første afsnit om hulbælter generelt, der er nødvendig for at forstå problematikken og forskellene på lokaliteterne, som for især de sidste afsnit under hovedafsnittene "Synteser" og "Funktioner", åbnes lidt op for forståelsen. I afsnittet "Synteser" får Palle Eriksen samlet den ny viden, der trods alt findes i de mange lokaliteter, og der gives en opbyggelig sammenskrivning, så man trods alt får et indtryk af, hvad anlæggene kan have været repræsentanter for. Og i afsnittet "Hulbælternes funktioner" opsummerer Palle Eriksen og Per Ole Rindel de muligheder, der foreligger i tolkningsmæssige sammenhænge. Det skal bemærkes, at under hovedafsnittet "Funktioner" også er omtaler af hulbælter i nyere tid (af Michael Vennersdorf) og af kvægrøverier i Afrika (af Jeanette Varberg). Begge afsnit, som forekommer irrelevante i en diskussion om hulbælter fra dansk jernalder. De andre afsnit i dette hovedafsnit har mere relevans og fortæller om hulbælter i udenlandsk sammenhæng (Mette Løvschal om Holland og England), de ligger dog i forholdsvis dansk nærområde og tidsmæssigt i jernalderen. Michael Vennersdorfs afsnit om et hulbælte i Peru, samt Varbergs betragtninger om kvægtyverier i Afrika, forekommer at ligge alt for langt væk fra virkelighedens danske jernalder, og selv om et fænomen godt kan forekomme flere steder i verden samtidigt, kan sådanne sammenligninger nemt misforstås. Måske er især Varbergs omtale af, at hulbælterne skulle holde kvægtyve væk en søgt anskuelse set i lyset af, at kvæg uden videre og med elegance vader lige igennem disse bælter uden problemer, ifølge studier og eksperimenter foretaget af Henriette Lyngstrøm, hvis publikationer om netop dette emne findes i bogens omfattende litteraturliste. Det vil være ret besynderligt, hvis kvæg i et område (som nævnt af Thomas Guntzelnick om Tykskovvej lokaliteten) havde en anden adfærd, end hvad der er gængs adfærd hos kvæg! Men det er her vist kun nævnt som en vag mulighed i forhold til forsvarsargumentet.
Interessant er Per Ole Rindels fine beskrivelse af Alesia i Frankrig, der er velkendt viden, og som måske giver hovedsvaret på hulbælternes funktion.
Der opridses i bogen de forskellige funktioner, som man mener hulbælterne har. Primært anføres kontrol af færdsel og forsvarsfunktion ved langt de flestes anlæg (som skemaet side 410 viser). At de er forsvarsanlæg er kraftigt bestyrket af fund af tilspidsede pinde på lokaliteten Brændgårds Hede, hvor pindene har været stukket ned i jorden omkring hullerne. Her en direkte parallel til Alesia. Nævnes skal også tilsvarende tilspidsede pinde fundet i voldgraven på Borremosen ved Års, publiceret af Jes Martens.
I bogens mange afsnit er også andre fortidsminder, som er erkendt i hulbælternes umiddelbare nærhed, omtalt. Naturligvis hustomter, men også grave. Men langt de fleste steder ser det ud som om, hulbælterne har været der "alene", som en slags grænsemarkering eller territorital-markering. Vi ved, at jord har haft stor betydning i jernalderen, og at man har respekteret ejendomsretten til jorden ret alvorligt. Så flere af hulbælterne kan sagtens have haft flere funktioner samtidigt. Et faktum er, at de fleste har stået og sandet til efter brugstiden, hvis man kan tale om en egentlig brugstid. For en sådan vil altid være tilnærmelsesvis, hvilket heller ikke betvivles i bogen. Der er fundet ganske få genstande til datering, men udtaget en del flere prøver til naturvidenskabelige undersøgelser. Begge dateringsmåder er usikre, når nu det er erkendt, at hullerne har stået åbne ganske længe. Men måske burde man have gravet betydeligt flere af hullerne op for at øge heldet til at påtræffe et eller andet, der kan datere anlæg som disse.
I alle afsnit omhandlende lokaliteter er der et fint kortmateriale, både gamle kort, reliefkort, nutidige kort og udgravningsplaner – alle sammen viser de præcis, hvor i landskabet bælterne har ligget. De oplysninger, der ligger heri er væsentlige for den, der vil studere hulbælter i fremtiden. Der er også medtaget ganske mange snit af hullerne, måske i virkeligheden for mange, idet udsagn herfra næppe fortæller noget som helst andet, end at der har været et hul. I nogle tilfælde kan man opdele hulbælter i delafsnit, men hvad fortæller det andet, end at der kan have været gravet forskelligt? - måske blot forskelle arbejdsgange hos de mennesker, der gravede lige der, dengang. Vi, der har gravet mange stolpehuller, ved, at man i oldtiden næppe gravede et eneste hul i jorden uden grund. Derfor undrer hulbælterne, for de må have haft en speciel funktion, med den enorme arbejdsindsats, det har krævet at etablere dem. Bogen her viser mange huller... men måske er den udkommet en kende for tidligt, for ville det ikke have været rart, hvis man også kunne sandsynliggøre en nogenlunde ensartet funktion? Det kan man ikke ud fra det materiale, der indtil nu fremligger - men det kan være, at det aldrig sker.
Måske repræsenterer bogen også en "overdokumentation" af et arkæologisk materiale, som ingen entydig konklusion har? Men det skal der sikkert heller ikke være. Her er tale om en arkæologisk fremlæggelse af arkæologer til arkæologer, men på en lidt anderledes måde. Det skal nemlig pointeres, at bogen også er et bevis på et fantastisk arbejde, idet det så vidt vides er første gang en så kompleks, næsten anonym og omtrent upåagtet fundgruppe bliver præsenteret på denne måde.
Der er dog intet i vejen for, at man også forfattede en kortfattet populær udgave, så lægmanden ikke behøver sidde i "læsestolen" i dagevis og ikke blive meget klogere. Emnet er relevant, for der er mange lokaliteter – og meget at forstå endnu.
Bogen er et nødvendigt dokument for den videre udforskning af emnet, men måske er den en smule for lang! For indholdet graver anmelder gerne fem huller ud af seks, men blot tre huller for bogens til tider noget kedsommelige udtryk.
Historie-online.dk, den 28. november 2018
