Langt fra Vestfronten
Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, Kystmuseet
Forlaget Orbis udgiver bøger om middelhavsområdets kunst og kultur, og middelhavsområdet omfatter her også lande, der ikke grænser direkte op til Middelhavet, men hvor der er en tydelig relation til Middelhavets kulturer. Ud over, at forlaget således er specialiseret, er det også meget kvalitetsbevidst. Begge dele slår igennem i Langt fra Vestfronten. Af det kortfattede pressemateriale fremgår det, at Langt fra Vestfronten er en vigtig bog om første verdenskrig i middelhavsområdet og Mellemøsten, og at den giver baggrundsviden for at forstå den nuværende situation i Syrien og Mellemøsten, samtidig med at den giver en forståelsesramme for fortsatte regionale udfordringer på Balkan.
Hertil kan man så med redaktørernes introduktion føje, at fokus i almindelighed i fremstillingerne af første verdenskrigs historie, efter den indledende redegørelse for mordet i Sarajevo, hurtigt glider fra Balkan til det politisk-diplomatiske spil mellem de europæiske stormagter, og når det drejer sig om selve krigen og krigsforløbet rettes blikket ”normalt udelukkende” mod skyttegravene ved vestfronten i Belgien og Frankrig, og hvis det rettes videre da højest i form af korte udblik til fronten mod Rusland. Det skyldes naturligvis, at det var på de europæiske fronter stormagterne koncentrerede deres kræfter, og det var her krigen fandt sin afgørelse i 1918. Ikke desto mindre er der mange grunde til at interessere sig for krigen i middelhavsområdet, eftersom den fik afgørende betydning for næste alle lande omkring Middelhavet, hvor – og måske især – krigen skal forstås som en konflikt med forskellige og dybe lokale rødder, der både var begyndt længe før skuddene i Sarajevo, og som fortsatte længe efter fredsaftalerne blev underskrevet i 1919. I Langt fra Vestfronten følges verdenskrigen omkring Middelhavet, med hovedvægt på krigen set fra de deltagende magters perspektiv, med vægt på de militærhistoriske perspektiver, krigens politiske historie og krigens konsekvenser (s. 10, 13-14). Med andre ord: Den første verdenskrig i middelhavsområdet, før, under, efter og endnu.
En oversigt over bogens indhold viser, hvor omfattende og kompleks en opgave, der her løses: Nils Arne Sørensen og Uffe Østergaard: Første verdenskrig og middelhavsområdet, s. 10-14; Karsten Fledelius: Den europæiske koncert og Europas syge mand – Osmannerriget og den lange vej til første verdenskrig, s. 15-28; Carsten Løfting: Marokko, Frankrig og første verdenskrig, s. 29-41; Ismar Dedovic: Frihedselsker, forbryder eller brushoved? Gavrillo Princips mange ansigter, s. 42-54; Tea Sindbæk Andersen: Serbiens første verdenskrig, s. 55-64; Peder Jacob Ellehave Kragh: Bulgariens kamp for Makedonien, s. 69-81; Nils Arne Sørensen: Den makedonske front, s. 82-84; Peder Jacob Ellehave Kragh: Makedonien – landet andre kæmpede om, s. 84-93; Mogens Pelt: Grækenlands lange første verdenskrig, s. 94-106; Nils Arne Sørensen: Italien: Den mindste stormagts krig, s. 107-119; Peter Seeberg: Osmannerrigets sidste krig: Fra overlevelseskamp til sammenbrud, s. 120-132; Mogens Pelt: Det armenske folkedrab, s. 133-145; Bjarne S. Bendtsen: Lawrence of Arabia, s. 146-156; Nils Arne Sørensen og Uffe Østergaard: Storbritannien i Mellemøsten, s. 157-165; Nils Arne Sørensen: Gallipoli felttoget, s. 166-174; Stuart Ward: Slaget ved Gallipoli: En middelhavsmytes moderne efterdønninger, s. 175-186; Mehmet Ümit Necef: Hvad skal man huske og hvad skal man fortrænge? Den tyrkiske debat om sejren ved Gallipoli-fronten, s. 187-199; Michael H. Clemmesen: Søkrigen i Middelhavet og Sortehavet, s. 202-214; Lars Erslev Andersen: Sykes-Picot mytologien og det nye mellemøsten efter første verdenskrig, s. 215-226; Carsten Humlebæk: Spaniens første verdenskrig, s. 227-238.
Der er tale om et ambitiøst projekt, der lykkes ved hjælp af kompetente forfattere og en stram redaktionel styring. Alle artikler, når bortses fra det kortere bidrag om den makedonske front (s.82-84), er på omkring 10 sider, og udsvingene i omfanget kan i vid udstrækning tilskrives mængden af billedmateriale. De store temaer der behandles på begrænset plads betyder så også, at alle bidrag er meget komprimerede, hvilket ikke i sig selv er et problem, idet oversigten over dette eller hint emne tilvejebringes og i mange tilfælde også skæres skarpere end det nok ville have været tilfældet, hvis de enkelte forfattere havde haft mere plads til rådighed, ligesom komprimeringen modvirkes af de løbende henvisninger til uddybende omtale af det ene eller det andet emne i foregående eller efterfølgende kapitler, der i øvrigt alle er forsynet med lister over udvalgt litteratur. Ordet kapitel er det, der anvendes ved disse henvisninger (f.eks. s. 84), hvilket næppe er tilfældigt og i øvrigt helt på sin plads. Skønt der er tale om en antologi, så er det lykkedes redaktion og forfattere at skrive en bog der er så helstøbt, at de enkelte bidrag udmærket kan betegnes som kapitler og ikke artikler.
For så vidt angår den stivnede krigsførelse, stillingskrigen og hvad der af følger, er billedet på middelhavsfronterne stort set det samme som på den europæiske vestfront, med alt hvad det nu indebærer af lidelser og gru (f.eks. s. 77, 84, 111, 172). Noget lignende gør sig gældende for søkrigens vedkommende. Som det var tilfældet i Nordsøen sluttede også søkrigen i Middelhavet ”med en desperat, men ineffektiv, anvendelse af de indtil da næsten passive, dyre slagskibe,” som det rammende og præcist formuleres (s. 205).
I fremstillinger af første verdenskrigs historie fremhæves det ofte, især af franske historikere, at der i årene frem til 1914 særligt var to konfliktområder, i hvilke stormagternes engagement kunne føre til en europæisk krig, nemlig Balkan og Marokko. Marokko var et fransk protektorat, og om det er der blevet sagt, at Marokkos skæbne må afgøres i Lorraine (s. 29, 38). Startskuddet lød i Sarajevo, da den 19-årige Gavrilo Princip, som en af flere attentatmænd, faktisk havde opgivet at gennemføre det planlagte attentat mod den østrigske tronfølger, ærkehertug Frantz Ferdinand. En bombe var blevet kastet mod tronarvingens kortege og havde såret nogle soldater, men Franz Ferdinand insisterede på at fortsætte programmet, og efter et kort ophold på rådhuset i Sarajevo besluttede han sig for at besøge de sårede. Chaufføren kørte forkert, og måtte standse bilen for at bakke tilbage. Bilen standsede lige ud for Gavrilo Princip, der troede at planerne var mislykkedes, og som derfor var gået ind til en bager for at spise frokost. Da så ærkehertugens bil pludseligt stoppede ved Princips bager, trak Princip sin pistol og affyrede det dræbende og startende skud (s. 42, 48). Gavrilo Princip sættes både ind i den samtidige komplicerede kontekst, ligesom hans noget omtumlede eftermæle vidner om, at ”fronterne virker hårdt trukket op på den regionale historiske slagmark” (s. 53). Her virker det dog som lidt af en forglemmelse, at vi ikke får Princips videre skæbne med. Det anføres, at retssagen mod Princip og hans medsammensvorne varede i flere måneder efter at krigen var brudt ud (s. 49), men hverken Princips selvmordsforsøg umiddelbart efter attentatet, den relativt milde dom – 20 års fængsel pga. Princips unge alder – eller den omstændighed, at han efter alt at dømme som følge af de elendige fængselsforhold døde i 1918, bliver nævnt. Og så alment kendt er Princips skæbne næppe.
Det samme gælder formodentligt i almindelighed det forhold, at den første verdenskrig var direkte årsag til den første jugoslaviske statsdannelse og årsag til, at det lykkedes for Serbien at samle en stor del af alle serbere i en stat, som ikke blev ”en simpelt forstørret serbisk stat, men et fælles sydslavisk statsprojekt.” Og skønt krigen også i de østrig-ungarske områder havde været en katastrofe, så var den ekstremt omkostningsfuld for Serbien, hvor der omkom mindst 500.000 civile og 300.000 soldater af en samlet befolkning på godt 4.000.000 (s. 63). Det er derfor ikke underligt, at erindringskulturen som særlig serbisk erindringstradition adskiller sig fra den mindekultur, der kan konstateres i de dele af Europa, hvor det er følgerne af krigen ved vestfronten, der står i centrum. Denne mindekultur er fortsat omfattende og breder sig til langt fra frontzonen; der er næppe en kirke eller en kirkegård i den mindste flække i Frankrig og Tyskland der ikke bærer mindeplader med navne på faldne ved vestfronten. Sporene af krigens konsekvenser er fortsat tydelige, men klinger dog stadigt mere af og knytter sig måske nok til staters overlevelseskamp, men i serbisk erindringstradition er krigen, i modsætning til de fleste lande i almindelighed og de øvrige tidligere jugoslaviske republikker (måske) i særdeleshed, forblevet en central, national erindring, en heroisk, serbisk fortælling (s. 66-67.) Omvendt optager den første verdenskrig ikke en central plads i makedonsk historiefortælling. Uagtet Makedonien ikke eksisterede som selvstændig stat under krigen, så er den første verdenskrig i makedonsk nationalhistorie et eksempel på, hvorledes landet blev nægtet plads blandt de selvstændige nationer. Krigsårenes lidelser kan vanskeligt finde plads i bestræbelserne på at give en historiefortælling, der beretter om Makedoniens storhed tilbage til Alexander den Store, hvorfor krigen i en sådan storhedsfortælling bliver reduceret til en national katastrofe man inddrager for at vise, hvor uretfærdigt man er blevet behandlet gennem tiden. I makedonsk historieskrivning opfattes første verdenskrig i tæt sammenhæng med Balkankrigene 1912-1913, og flere makedonske forfattere taler ganske enkelt om krigen 1912-1918 (s. 85, 88 92).
Fordommen om den italienske soldat som en uduelig kujon – den med at verdens tyndeste bog handler om italienske krigshelte – bliver grundigt dementeret med fremstillingen af de strabadser, som måtte gennemleves på de italienske fronter (s. 112-114). Gruen her stod i modsætning til digteren og krigshelten Gabriele d´Annunzios veliscenesatte og dygtigt promoverede krigsindsats, der måske nok var farefuld men som også som tilsigtet gjorde d´Annunzio til krigshelt og nationalt ikon (s. 108-109, 117), der fortsat hyldes uhæmmet i det imponerende monstrøse og næsegrus dyrkende Vittoriale degli Italiani i den mondæne Gardone ved Gardasøen. Men også Italien fik dets dolkestødslegende, der kunne danne frugtbar grobund for fascisternes fremmarch (s. 114, 117-118).
Mere kendt, eller i hvert fald mere debatteret, er spørgsmålet om det tyrkiske folkedrab på armenerne. Fakta omkring forløbet, gennemførelsen af folkedrabet og dets følger fremlægges næsten køligt kompetent med en nærmest lakonisk konstatering af, at der ikke findes suveræne stater, der har vedkendt sig ansvaret om folkedrab, med mindre deres vej til suverænitet har været som Tysklands (s. 133-145). Den første verdenskrig kaster lange skygger, og på den ene side virker det som en lidt for ivrig eller ligefrem politiserende konklusion at påstå, at briterne havde glemt deres mislykkede invasion og store nederlag i Mesopotamien, da landet overtog ansvaret for Basraprovinsen i Irak efter invasionen 2003, ”med dansk deltagelse!” (s. 160). På den anden side kan man sige det samme om Afghanistan, hvad enten det drejer sig om briternes bestræbelser i 1800-tallet, russernes i 1900-tallet, eller det der nu er i gang i 2000-tallet. Mere raffineret slår forholdet igennem i forbindelse med Gallipoli, der er blevet et omhyggeligt udformet erindringslandskab – et virkeligt godt udtryk – og hvor den kollektive erindring, som det også er sket ved Verdun i Frankrig, er blevet anset som nøglen til en forsoningsproces for de deltagende parter, dvs. Tyrkiet, Australien, New Zealand og Irland, en metafysisk ”heling af hukommelsen,” og hvor det konkluderes at ”det er værd at ”huske”, at vi ikke er arvens efterkommere så meget som dens samtidige. ” (S. 177-178, 184-185.)
For det neutrale Spanien, der ikke har deltaget aktivt som krigsførende nation i nogen europæisk krig siden Napoleonskrigene, men har oplevet såvel en serie borgerkrige som en række kolonirelaterede krige, bragte den første verdenskrig velstand til landet, som imidlertid førte til en skævvridning af arbejdsmarkedet, der kastede regimet ud i en krise der endte med at underminere det, hvilket forklares ved statsmagtens svaghed (s. 227, 233-234). I det ligeledes neutrale Danmark, hvor statsmagten var stærkere, skete en mere omfattende regulering af økonomien (s. 234), men også det neutrale Danmark høstede øget handel og velstand som følge af første verdenskrig. Danmark og Spanien befinder sig i en hvis forstand i periferien af første verdenskrigs historie. Det gør de to lande så også af det forhold, at for størsteparten af de europæiske befolkninger gælder det, at de to verdenskrige udgør de vigtigste krigserfaringer, og at disse kriges betydning for identitetsdannelsen næppe kan overvurderes (s. 227). Her er Danmarks placering imidlertid mere central end Spaniens.
Man kan hævde, at neutraliteten ganske vist kom den daværende danske stat til gode, men som følge af de danske sydslesvigeres deltagelse i krigen på tysk side måtte også den danske nation tage sin del af krigen. Det er naturligvis derfor, at den første verdenskrig også i dansk sammenhæng er en del af den fælles, nationale fortælling. Denne fortælling strækker sig til vest- og østfronten, og er en del af den fælleseuropæiske, identitetsskabende ballast, og en del af denne ballast blev skabt af krigen på fjernere fronter, i middelhavsområdet og i de tilgrænsende områder. Og i en vis forstand står konflikten visse steder fortsat i brand. Andre steder tror man, at krigens bål er brændt ned, for så at blive chokeret, når det blusser op igen. Årsagen til og baggrunden for denne opblussen kan i mange tilfælde findes i Langt fra Vestfronten. På dansk foreligger ikke en bedre bog om Den første verdenskrig i middelhavsområdet, før, under, efter og endnu.
