Levemand, adelsmand og politiker

Baron Carl Frederik Blixen Finecke var i sin tid en markant personlighed. I dag er det kun de færreste, der kender ham, men det rådes der bod på med den første biografi om ham. Han deltog i Treårskrigen, hvor han blev en karismatisk, dygtig leder. Bogen viser, at han var en stor mand i sin samtid

Af Michael Koch              

Carl Frederik Axel Bror baron Blixen Finecke kom til verden i den kosmopolitiske adelige verden i 1822. Han mistede sine forældre meget tidligt og kunne som kun 18-årig se sig som ejer af familiegodserne i Danmark, Sverige og Tyskland. Hans første hustru var den svenske friherreinde Sofia Ankarcrona. De fik børnene Charlotte og Frederik.

Kun ti år efter blev de skilt, og et par år efter ægtede han Augusta, som var prinsesse af Hessen-Kassel, søster til den senere dronning Louise. De havde et lykkeligt ægteskab, men modstanden i hendes familie mod Blixen var meget stor. I 1. slesvigske krig 1848 deltog han med succes sammen med sine herregårdsskytte, og efter Treårskrigen tog han del i det politiske liv. Hans netværk voksede betydeligt og talte blandt andre Otto von Bismarck, Frederik den 7. og Karl den 5. af Sverige. Hans opvækst i Tyskland gjorde, at han så på alt preussisk med stor beundring.

Blixen skelnede ikke mellem at være ægtemand og politiker. Han mere end brugte sin hustrus navn og ære til personlige fordele, indflydelse og kontakter. Som politiker blev han ofte set som en, der aldrig fik udbytte af sit potentiale. Under krigen trivedes han og nød faren og det at være blandt sine folk. Han var populær, betalte meget af sine soldaters underhold og udstyr. En historie siger, at der var skuffer med sølvmønter i hjemmet, som folk kunne tage af ved behov.

I 1850 var Blixen medstifter af Grundejerforeningen. Den blev stiftet efter han og andre unge godsejere havde meldt sig ud af Godsejerforeningen. Ganske nobelt og nytænkende solgte Blixen og andre unge godsejere ud af deres hartkorn og gårde, som bønderne på gårdene efterfølgende ville kunne sælge med fortjeneste. Dermed kom der færre indtægter til stamhuset, men de unge godsejeres handlinger var gode for mange og var meget populære. Dette eksempel er kun ét blandt mange, som bogen imponerende klart og læsevenligt beskriver om Blixens offentlige og politiske liv.

Blixen blev valgt ind i Folketinget oktober 1851, men allerede i august 1852 blev han valgt ud igen. På den private side blev han endelig gift med prinsesse Augusta. Det var 1. juni 1854. Hun fødte en datter meget før tid, som ikke overlevede. Senere fik de både en søn og en datter. Augusta var medlem af den kongelige familie, og den familie brød sig slet ikke om Blixen. Det er den enkle beskrivelse.

Bogen giver et utrolig godt billede af, hvordan aristokratiet, her ved baron Blixen, kunne begå sig i farvandet af en konge, Frederik 7., som var meget folkekær, men som hellere ville hygge sig i privatlivet end være konge for aristokraterne.

Frederik 7. og grevinde Danner som kongen helst så sig selv. Hjemme i privatlivets fred

I december 1859 lykkedes det for Blixen at blive udenrigsminister i Rotwitt regeringen. Den holdt ikke længe, men det var en milepæl for den stræbsomme baron. Regeringen blev mødt med stort had, for Rotwitt var tilknyttet Bondevennerne, der altid havde støttet grevinde Danner. Med Blixens udnævnelse blev hans hustru prisesse Augusta ministerfrue, og det var ikke velset, at en kongelig fik den titel hæftet på sig.

Baron Blixen blev af mange set som en demagog og en forfører. Han var dog dygtig, det lykkedes ham at blive kongeligt gift og få adskillige større roller som minister og i erhvervslivet. Der var mange, der foragtede ham, men noget kunne antagelig tilskrives misundelse og frygt for at blive hægtet af, for Blixen var snu og agerede i den verden, han levede i. Et eksempel er et folketingsvalg, hvor Blixen tabte med 130 stemmer mod en general, der var et politisk ubeskrevet blad. Man havde set for meget til Blixen og var skræmt af det, man så. Det skal så siges, at det var i en hovedstadskreds, og ikke en landlig, hvor Blixen var bedre rustet.

Blixen som den elegante verdensmand. Selvom han kun var udenrigsminister i få måneder, nød han det, og var stolt af at være udnævnt

“Den kosmopolitiske baron var altid godt stof i de europæiske hovedstæder, hvor han ragede op blandt de danske rugbrødspolitikere” En meget rammende beskrivelse af Blixen fra bogen.

Meget spændende læsning omkring kongeskiftet Frederik 7. og Christian 9. og hele optakten til 1864 krigen. Det gælder ikke mindst krigens efterspil. Meget interessant at få det politiske liv før og efter krigen med en anden kameravinkel.

Efter krigen 1864 levede Blixen og Augusta i hendes ejendom i Helsingør. Blixen var ikke længere rask, men han blev alligevel ved med at rejse. Den slesvigske sag lå ham meget på sinde. I 1868 konsulterede Blixen en kendt tysk homøopat, for han havde fået en smertefuld rygmarvslidelse. Blixen fik det kortvarigt bedre, kom hjem til Helsingør, men måtte haste til Baden-Baden igen. Her blev han og familien i fem år indtil han døde 6. januar 1873. Kisten blev transporteret fra Baden-Baden til Skamby, hvor han ligger begravet.

I 1866 blev Blixen fotograferet som forlæg til maleri

Blixens hustru, Augusta, førte udførligt og detaljeret dagbog gennem livet. Det har været en stor gave til forfatterne i researcharbejdet til denne bog, men det er naturligvis slet ikke et sæt dagbøger, der er omskrevet til en bog om hendes mand. Det er med fuldt overlæg, at anmelderen ikke gennemgår og beskriver hele bogen fra start til slut. Nok er det ikke en film eller tv-serie, men læseren bør have hele glæden ved selv at læse sig igennem historien om Blixen. Han var en speciel mand for sin samtid. En adelsmand, hans omgivelser havde svært ved at sætte i bås. Ikke altid populær, og slet ikke blandt flere af de kongelige i hustruens familie. Man fristes til at tro, at Blixen ville andre det bedste. Han var glad for sin hustru, og det var et meget stort tab for Augusta ,da han døde.

Research og udvikling af bogen er meget imponerende. På hver side, i hvert afsnit er der spændende og informativ viden. Hver gang formidlet så læseren konstant ser direkte ind i historien. Bogen er mere end vellykket, det er en bog som enhver med interesse i anden halvdel af 1800-tallet ikke må undvære at læse. Denne bog er skrevet, så mange flere kommer længere og dybere ind i aristokratiet og kongehusets Danmark på Frederik 7. tid. Den giver den fuldbefarne historieinteresserede mængder af interessant læsning, men fordi forfatterne har skrevet bogen så levende og “i øjenhøjde”, kan mange flere få det fulde udbytte af en skøn bog. Så spændende og læsevenligt kan historie formidles.

[Historie-online.dk, den 12. november 2024]