Lillys danmarkshistorie

Af Trine Grejsen 

”640 sider! så skal der enten være mange billeder eller også skal den fand’me være spændende.”, og det er den. 

Det er en kvindehistorisk fremstilling, hvor man lettilgængeligt kan få et samlet, læseværdigt og veldokumenteret indblik i kvinders vilkår og frigørelse gennem 150 år. Vi bliver proppet med fakta om alle livets forhold og især dem, hvor der har været stor ulighed i behandlingen af mænd og kvinder. Vi får sat navn på mere eller mindre kendte skikkelser med betydning for kvindefrigørelsen i Danmark. Og samtidig får vi kendskab til personer, der levede de ”almindelige” liv, vi kender fra statistikker og medier med: arbejdsskader fra tekstilindustrien, børn født uden for ægteskab, liv som prostituerede, alkoholiserede ægtemænd.

Jeg kedede mig på intet tidspunkt på min vej henover de 640 sider, og nu var jeg vel ikke blevet historiker, hvis jeg ikke interesserede mig indgående for andre menneskers liv, men jeg må da indrømme, at efterhånden som jeg blev bekendt med de forskellige familiemedlemmer, kunne det være svært at skelne, om det var den historiske interesse eller skæbnefortællingerne, der drev min læsning, men læserens motiver skal bestemt ikke ligge forfatteren til last. Jeg synes, det er både vedkommende og modigt at blotlægge sin familiehistorie for at give andre fordomsfri indsigt i mange aspekter af de levede kvindeliv. Disse historier kunne nemt være blevet glemt, fordi ingen vil fremhæve dem som særligt betydningsfulde, og nogle ville måske endda skamme sig over dem.

Vi følger historierne om kvinderne: oldemødre, bedstemødre, mostre, fastre, kusiner og søstre i Pias familie sideløbende med fakta om kvindernes Danmarks Historie, - fra hendes oldemødre blev født i midten af 1850-tallet, og hendes fædrene familie flyttede til København og blev en del af den fremstormende socialdemokratiske bevægelse, over hendes jyske familie, fra et sogn hvor missionen stod stærkt, dog uden at omfatte dem, til generationers knoklen med rengøring, syning i eget hjem eller ude, til hendes egen generation med sex, drugs og fri abort. Jeg håber, hun om 40 år stadig er i live og åndsfrisk, så kan afslutte historien, det fortjener den. Ikke mindst fordi jeg aner en vis tilbageholdenhed, når vi kommer til forfatterens egen historie. Om det er personlig beskedenhed eller journalistens værnen om eget privatliv, skal jeg ikke tolke på, men jeg mener godt, der kunne være blevet trukket mere op på fravalg/fravær af egne børn og af ”den eneste ene” i form af længere varende parforhold blandt veluddannede kvinder. Det er jo mere end veldokumenteret, at hos mændene er det de lavest uddannede, der er single og hos kvinder de højest. Så Pia er en mønsterbryder i forhold til sin lavstatusfamilie, men lige på kornet i sin nye gruppe. Så hendes egen historie er mindst lige så relevant i samtidig kvindehistorie som hendes samtidige fra familien, men i hendes situation er det ikke økonomisk og juridisk afhængighed af mænd, der fastholder kvinder i et bestemt mønster, men hvad er det så?

Nu er det ikke fordi Pia Fris Laneth, der er politolog og journalist på Information, ikke selv bidrager med fakta om ægteskab med alkoholiker, hendes fortid som nøgenmodel og at hendes pudsige efternavn Laneth er konstrueret ud fra de mest positive konstellationer i nummerologien og købt for 3000 kr. Men jeg synes, det havde afrundet og perspektiveret bogen mere set fra et kvindefrigørelsesperspektiv, hvis der også var analyseret mere på området med arbejde, børn og samliv for Pias nye gruppe.  

Set som en historisk fremstilling, er der ikke så mange nyheder. Heller ikke brugen af egen familie er nyskabende, - det er vel på kanten af en genre, - der spænder fra Bente Rosenbecks ”Kvindekøn”, til nogle af de slægtsforskere, der med held har sat personerne i deres stamtræ ind i Danmarks historisk sammenhæng fx Lars Møller ”Man er vel hardbo”. Og lad os være ærlige blandt historikere rangerer journalister ikke højt, men slægtsforskere er nærmest usynlige. Lillys Danmarks historie står ikke under 99.7 på biblioteket, så den skal nok blive opdaget, men jeg synes det er slægtsforskning på den fede måde Og formen er god, da der både er viden og gode historier at hente, så den viden når ud til det store publikum, den og bogen fortjener.

Der er et par irritationsmomenter, fx er selvbesmittelse forklaret selvom det fremgår af teksten, hvad det handler om!! Det samme gælder et par af parallellerne til nutiden, ”vi har fattet budskabet”. Men det er skønhedspletter muligvis sat på af hensyn til egen familie, selvom jeg har større tiltro til dem end som så. Og til sidst når vi nu kender familien så godt, ville det også have været fint, at de var udpeget på alle fotos.

Og for at slutte hvor jeg begyndte, ville jeg under ingen omstændigheder have undværet noget af bogen 640 sider, men den kunne med fordel have været delt op i 2 bind. Jeg synes den indeholder vigtig information til og om kvinder, der måske ikke er så læsevante og hvor 640 sider i et hug kan virke afskrækkende. 

Læs den før din kusine!