Liva Weel

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Liva Weel var nok ikke altid lige let at danse med. Hverken som kæreste, kone, medspiller i revy, skuespil og film – og så alligevel. Hun var i hvert fald ekstremt flittig, sagde ikke nej til ret meget – hvilket siger en del om hendes arbejdsevne, for hun fik tilbudt ekstremt meget – og gav næsten hver gang hele sit talent på scenen, hvad enten drejede sig om at fremføre viser, udråbe brandere eller (hvilket skete tit i den tids skuespil) begynde et skuespil som stuepigen, der så steg til graderne, som regel ved at gifte sig med den rigtige mand!

Men hendes meget langvarige affære eller kærlighedsforhold eller næsten mand og kone med Hans Kaufmann resulterede gang på gang i heftige skænderier og smækken med dørene. Og til en af hendes bedste tekstforfattere, Poul Henningsen, sagde hun engang i et voldsomt skænderi under indtagelse af en stor mængde alkohol, at det jo var dem på scenen, der forvandlede deres lort til guld! Det var selvfølgelig heller ikke helt forkert.

Her er altså en bog om legenden Liva Weel med det heftige temperament og det store scenetalent, der gjorde hende til folkeeje over det ganske land; der var simpelthen storm på teatrene i 30’erne, når hun var på plakaten. Hun levede et ganske omtumlet og offentligt liv, der betød, at hun sled sig selv op. Men sjovt og interessant havde hendes liv været. Et liv a la carte.

Janni Andreassen, der er journalist og har skrevet en del om arktiske forhold og polarekspeditionerne, har skrevet en meget detaljeret biografi over Liva Weel fra hun blev født i 1897 og døbt Olivia Marie Olsen til hendes død i 1952. Derimellem var hun blevet lystspil-, operette- og revystjerne i Frede Skaarups Scala i 1920’erne, og i 1930’erne og 40’erne på en hel masse andre scener i hovedstaden, Folketeatret, Nørrebros Teater, Riddersalen, Apolloteatret m.fl. samt på turne med teaterselskaber eller som visesanger over det ganske land. En række glansnumre henrykkede publikum, og nogle står tilbage den dag i dag; man behøver blot at nævne ”Man binder os på mund og hånd” fra Dyveke-revyen i Riddersalen 1940 eller ”Glemmer du” og ”Gå med i Lunden” fra filmen ”Odds 777” fra 1932.

Tidens teaterdirektører vidste godt, at en forestillings succes i høj grad kunne afhænge af, om Liva var med eller ej, så hendes honorarer var også ganske høje. Det var nu også nødvendigt at spille nogle penge sammen, for hun havde et stort forbrug; hun brugte meget både på sig selv og på venner og bekendte og på sønnen Jørgen.

Man får et fint kendskab til Liva og tidens revyscene gennem bogen, specielt fordi Liva livet igennem førte en ganske detaljeret dagbog. Den citerer forfatteren gennemgående, både direkte og indirekte. Og måske bliver det ind imellem for meget af det gode, når vi skal vide alt om, hvad Liva foretog sig på et kurophold eller halvanden måneds rejse til søs med fragtskibet M/S ”Tunis”. Eller når hun fortæller om skænderier med kæresten – eller forelskelse i forskellige mænd – eller hvordan hun selv syntes forskellige premierer var gået. Hendes kjole til brylluppet med Fritz Hueg (det ægteskab varede ikke længe) står helt tydelig for os: ”Det er Magasins modeskaber hr. Engelberth, der har komponeret Livas kjole. Den er lavet af sort crepesatin, uden ærmer og ryg. Men med en flad krampe i nakken, der holder skulderstykkerne sammen. Bæltet i taljen er udstyret med en skarabæ i simili. Til kjolen hører en smokingjakke med opretstående krave. Endelig som prikken over i’et – en stor sort hat med velour transparent, syet med de bløde florentinerhattes fald i skyggen. Liva har hvide svineskindshandsker på, med kraver af skind og sort velour. Håndtasken er ligeledes hvidt svineskind med en stor emaillelås, der viser sig at indeholde en pudderdåse. Fruen har et bånd af jadeperler om halsen, strømperne er peaufarvede og skoene i sort silke. Det siges, at Liva har gemt en lille myrtekvist i sin ene strømpe.” (side 220, vistnok et indirekte citat fra Politiken). Bare et eksempel på, hvor deltaljeret fremstillingen er. De direkte citater fra dagbogen er endnu mere detaljerede. Oveni er der så også en række citater fra avisernes anmeldere, som egentlig godt kunne have været redigeret tættere.

Disse indvendinger skal ikke skjule, at forfatteren har gjort et stort kildearbejde, og at vi faktisk får meget interessant at vide. Det er bare lidt anstrengende at læse ind imellem. Men det er klart en stor fordel, at Liva Weels dagbogsskriverier bliver inddraget, for det er jo Livas egne tanker og oplevelser, vi får, som det blev opfattet på stedet så at sige. Et tidsbillede af dansk underholdning i form af revy, skuespil, sang og film. Og derfor er det værd at læse Janni Andreassens Liva-biografi.

[Historie-online.dk, den 18. november 2020]