LOGBOG 1 og 2 - En Ærøsømands referat fra det virkelige liv til søs.
Af Kresten Søe
Et liv til søs fra 1955 til 1968
Peter Clausen er født 1939 på Ærø og fortæller i de to fortløbende bind om sin løbebane til søs indledt med sin slægt og de første år hos forældrene. Skolegangen kom han qua en hård barndom skævt ind på, og tvang og mismod gjorde, at han ikke kunne motivere sig til at tage realeksamen. Han drog derfor til søs allerede som 15årig.
Han sejlede først med en galease i Østersøen for så senere at tage hyre på langfart i mange år - først med rederierne A.P. Møller og ØK senere med Ove Skou.
Ind imellem blev der også tid til aftjening af værnepligten i den danske flåde med såvel Kongeskibet som fregatten Niels Ebbesen på fiskerikontrol i farvandet omkring Færøerne.
Peter Clausen fulgte handelsflådens avancement den lige vej gennem årene - først som skibsdreng og jungmand med fortsættelser til letmatros og matros.
Gennem sømandslivet revancherede han sig for sin mislykkede skolegang ved gentagen uddannelse. Han tog fine eksaminer fra navigatør, 3. styrmand med forfremmelse til overstyrmand for så sidst at bestå skibsfører eksamen af 1. grad og efterfølgende tilbud om ansættelse som kaptajn i Ove Skou.
Barndommens traumer slår igennem
Her takkede Clausen dog nej efter svære overvejelser om sit liv. Dels på grund af sine erfaringer om sølivets rodløshed med hensyn til ægteskab og familie. Dels med stigende depressive tanker ud fra en egen erkendelse af en ensom og tom tilværelse ventede ham, når han ikke var i langfart på havet.
Tankerne her udviklede sig efterhånden til et traume efter den kærlighedsløse ustabile barndom, der gjorde det vanskeligt for ham at udtrykke følelser og skabe reel kontakt til kvinder.
Godt nok udlevede han seksualiteten hos de kvinder, som søens folk møder i eksotiske havnebyer verden over. Men til gengæld var hans forhold til andre kvinder dybt præget af angsten for gentagelse af den afvisning, han oplevede hos sin mor.
Netop i dette skisma slutter bøgerne brat og for læseren noget uforløst med Clausens erkendelse af sin situation og hans deraf følgende brud med søen. Dette var paradoksalt netop som han allerede som 29årig stod med ansættelsespapirer som kaptajn i hånden.
Bøgerne er, bortset fra et par sider med små s/h fotos af Peter Clausens skibe, uden illustrationer.
Sømandsliv i forandring fra sejlskib til tankskib og bulkcarrier verden over
Da Clausen som følge af sin udsatte rolle i familien og skolen valgte at tage til søs, var skibsfarten i hastig forandring og hyren foregik først i små sejlførende skibe med hjælpemotor.
Udfordringerne her var hårdt arbejde mange timer om dagen, men de hårde liv og ansvaret modnede drengen til mand.
Gennem oplevelserne her får læseren et fint indblik i forholdene til søs i den interessante periode med skiftet fra sejl og småskibsfart til arbejdet i de forskellige mandskabskategorier på større og større skibe på verdenshavene.
Erindringsdelen med oplevelserne i land på værtshuse og mindre pæne steder står mange steder stærkt, ligesom udviklingen i søfartens vilkår også er godt angivet i baggrundsrammen.
Enkelte episoder giver yderligere krydderi bl.a. med en mislykket samtale med Kong Frederik, der kostede Clausen det ærefulde hverv at servere for kongeskibets gæster og fx et dramatiske nærhavari med brand i lasten, der truede med en katastrofal altudslettende eksplosion til farlige arbejdsulykker, pludseligt opståede situationer og urimeligt lange arbejdsdage. Man læseren får også i bøgerne en formidling af frihed, glæden ved naturen og havets luner i storm og stille.
Vurdering og målgruppe
Alt i alt giver det to erindringsbind en fin skildring af en udviklingshistorie fra barn til ung og voksen under vanskelige og udfordrende forhold. Samtidigt formidler Peter Clausen et fint facetteret indblik i en meget interessant periode, hvor dansk søfartshistorie og skibsfart var i rivende udvikling.
Clausen er en god og reflekterende iagttager med et vågent blik for detaljer og et stort anlæg for rettidig omhu i arbejdet på sine skibe, men efterlader også et indtryk af et menneske med et meget introvert smerteligt blik for egne mangler.
Skildringen af sølivets vilkår og facetter er fint såvel i kampen mod elementerne som angående de sociale udfordringer og arten af de mange arbejdsopgaver ombord.
Omvendt virker de mange detaljer og maritime fagudtryk til tider næsten overvældende sammen med de udførlige redegørelser for de mange arbejdsgange i fx navigation, vagtskifter, lastning og losning.
Selv om en del af de mange udtryk er uddybet nederst på siderne, så ville en længere ordliste med forklaring sidst i bogen nok have været en god ide.
Til gengæld vejer det tungt på positivsiden, at der er ofte langt mellem udgivelser af søfartserindringer som disse to bøger, der yderligere skiller sig ud ved at være både velskrevne, letlæste og for en stor del også præget af farverige, spændende og dramatiske oplevelser.
Målgruppen er primært søfartsinteresserede og fx seniorer med samme søfartsbaggrund som Peter Clausen.
[Historie-online.dk, den 27. september 2023]