Luftkrig og litteratur - Essays

Af Thomas Petersen

Der havde været massive angreb på byer før, men natten til den 28. juli 1943, gik millionbyen Hamborg under i et bombe-inferno af ild og storm. Ironisk nok midt i en langvarig hedebølge. Aktionen bar kodenavnet ”Gomorrah” - med tydelig henvisning til de gammeltestamentlige byer Sodoma og Gomorra, der blev ramt af Jahves vrede og derfor gik under i ”ild og svovl”.

Missionen blev udført af Royal Air Force, dækket af den 8. amerikanske luftflåde. Den havde kun et formål: At dræbe så mange civile som muligt samt ødelægge deres boliger. Churchill havde haft sine betænkeligheder ved at bombe forsvarsløse byer, men var alligevel endt med at give chefen for Bomber Command, Sir Arthur Harris, frie hænder. Og han viste, at han kunne og ville bruge dem for fuld udblæsning.

Målet med bombningen af Hamborg var altså at nedbrænde og tilintetgøre byen så fuldstændigt, det lod sig gøre. Titusinde tons spræng- og brandbomber blev kastet ned over de tætbeboede områder øst for Elben. Taktikken var omhyggeligt testet på forhånd. Først knustes vinduer og døre med tunge sprængbomber, dernæst satte lette brandbomber ild til tagkonstruktionerne. Der rejste sig i løbet af få minutter en ildstorm, der rakte et par kilometer op i luften, som sugede al ilten til sig, og som varede i tre timer. Sebald får ordet på basis af øjenberetninger

”I nogle kanaler brændte vandet. Sporvognenes glasruder smeltede, sukkerforrådet kogte i bageriernes kældre. De, der var flygtet op fra beskyttelseskældrene, sank grotesk forvredne ned i den flydende asfalt, hvor tykke blærer boblede op. Ingen ved nøjagtig, hvor mange der mistede livet denne nat, eller hvor mange, der mistede forstanden, før de døde. --- Overalt lå grufuldt lemlæstede kroppe. Fra nogle flakkede de små, blålige fosforflammer stadig, andre var brændt brune eller purpur og skrumpet ind til en tredjedel af deres naturlige størrelse. De lå sammenkrummet i pøle af deres eget allerede delvist afkølede fedt. --- Den afsindige stank af død og fordærvet kød, der steg op fra murbrokkerne, fede rotter, sværme af grønglinsende fluer og fingerstore mider, der åd de døde, grotesk forbrændte kroppe, der gik i et med den boblende varme asfalt, asken fra hele familier, der kunne samles i små baljer eller bare dødsangsten fra dem, der befandt sig i udkanten af katastrofens epicentre, ”, (side 36f.).

Så vidt Sebalds egne ord. Hvorfor udpensler han i den grad rædslerne? Han gør det for at forklare det fravær af bøger om dette emne, der har kendetegnet bogmarkedet siden 1945. Sebald leverer i sin bog en hård kritik mod den tysksprogede efterkrigslitteratur. Primært retter han den mod den såkaldte Gruppe 47, bestående af forfattere, der var voksne under krigen. Sebald mener, at de svigtede både moralsk og litterært ved ikke at engagere sig i emnet. Hvordan kan en kultur se sig selv i øjnene, hvis den ikke vil være ved den virkelighed, som den kommer af, spørger Sebald.

Eller som han formulerer det i bogen:

”Det, de tyske forfattere frembragte efter krigen, var ofte præget af selvbedrag og et mere eller mindre ubevidst ønske om at fremme deres egen prekære position i et samfund, der i moralsk henseende var næsten fuldstændig miskrediteret. --- For et overvejende flertal af de forfattere, der forblev i Tyskland under Det tredje Rige, var det at redefinere deres selvopfattelse efter 1945 et mere påtrængende problem end skildringen af de reelle forhold, der omgav”.

Retfærdigvis indrømmer Sebald, at der var undtagelser, men også at de var få. De allerfleste ville eller orkede simpelthen ikke at røre ved emnet. De få var f.eks. Heinrich Böll, Hermann Kasack, Hans Erich Nossack og Peter de Mendelsohn. Bölls bog ”Der Engel schwieg”, der blev til i slutningen af 1940´erne, udkom imidlertid først i 1992. Mens andre forfatteres bøger udkom på mere eller mindre ukendte forlag. En sågar på et motorforlag. Sebald mener, at rædslerne skabte et så enormt traume hos tyskerne, at de allerhelst ville glemme eller fortrænge dem.

I alt 131 tyske byer (bl.a. Dresden i februar 1945) blev ramt af samme skæbne som Hamborg. Både før og efter. Over en million tons bomber blev kastet, efterladende sig 600.000 døde samt et ukendt antal med dybe traumer samt sår på sjæl og legeme. Tyske forfattere har gennemgående ellers været ferme til at gennemleve eller skrive om den såkaldte Vergangenheitsbewältigung. Hvor smertelig den end var. Men bombningerne forblev imidlertid under såvel forfatternes som historikernes radar.

Så godt som alle Winfried Georg Sebalds (1944-2001) bøger handler grundlæggende om hukommelse og hukommelsestab. Og om, hvad der er forsøgt slettet og fortrængt fra hukommelsen. Han forener i sine værker en række forskellige genrer som f.eks. erindringer, rejseoptegnelser, prosafiktion og historieskrivning. Blandt hans romaner kan nævnes ”Austerlitz” fra 2001 (dansk overs. 2003), der fortæller om en arkitektur-historiker, der gennem konfrontation med 2. Verdenskrigs krigs- og folkedrabstraumer forsøger at genopbygge sig som individ i fortid og nutid. Sebald fortalte i sine romaner om en hel generation af tyske forfattere, som ikke formåede at skrive om det, de havde set, og fastholde det i vores erindring.

Selv var Sebald født i en landsby i Allgäu i de bayerske alper – med andre ord langt fra den katastrofe, han beskæftigede sig med. Hans romaner bærer på overfladen præg af at være dokumentariske, især omkring jødernes skæbne i Nazityskland og det tab af menneskelighed, som Holocaust betød. Men også af de ar som perioden efterlod på den tyske folkesjæl. Og først og sidst, hvordan man litterært beskriver og bearbejder katastrofen.

Nærværende bog udspringer af de forelæsninger, som Sebald holdt på universitetet i Zürich i det sene efterår 1997. På baggrund af bl.a. den kritik, han modtog, bearbejdede han senere forelæsningerne, så nærværende oversættelse er foretaget på basis af den tyske udgave fra 2001. Sebald levede og arbejdede som universitetslærer de sidste mange år af sit liv i England. Her døde han tragisk i en trafikulykke i 2001. Midt i et stort og lovende forfatterskab.

Ødelæggelsesaktionen mod de tyske byer var uden historisk fortilfælde og er kun optegnet enten i de efterlevende og ofrenes hukommelse eller i form af tørre tal i engelske eller tyske annaler. I den tyske efterkrigslitteratur var katastrofen stort set fraværende. Hverken kunstnerisk eller videnskabeligt fristede den tilsyneladende tyskerne. Sebald spørger, hvorfor de allieredes massive terrorbombning af tyske byer under 2. Verdenskrig aldrig blev en del af den tyske efterkrigslitteratur.

Og hans korte svar er: Det skyldes fortrængning hos de forfattere og historikere, der formede den unge tyske forbundsrepubliks virkelighed efter krigen. Og fortrængningen var mulig, fordi fremtidens Wirtschaftswunder, der fristede lige om hjørnet, og som blev finansieret af de Marshallhjælps-penge, der i rigelige mængder strømmede til landet, gav lovning på en fremtid, der kun kunne blive bedre. Tyskernes virkelighed efter 1945 bestod med andre ord af flittig oprydning i ruinerne samt hurtig og massiv genopbygning.

Efter afholdelsen og offentliggørelsen af forelæsningerne i 1997 var der rigeligt med debat og megen kritik, men der blev ikke overbevisende peget på litteratur, som han havde overset eller negligeret. Debatten viste med al tydelighed, at emnet stadig var tabu-belagt, at hukommelsestabet stadig var intakt. Et hukommelsestab, der var ”styret af ubevidst selvcensurerende processer, beregnet til at tilsløre en verden, der er blevet ubegribelig. Som følge af en overenskomst, der var indgået i stilhed, kunne den sande tilstand af materiel og moralsk tilintetgørelse ikke beskrives, det forblev en skamfuld familiebegivenhed”.

Der er tale om en vedkommende debatbog – også for danske læsere. Den rummer mange sekvenser, der egner sig til eftertanke. Bogen viser en forfatter, der ikke kom let til sine skriverier. Relevante, gennemtænkte og velskrevne på trods af et til tider let arkaisk sprog. Sebald ville helt sikkert have nikket anerkendende til den roman med titlen ”Dødszoner”, som danske Simon Pasternak udgav i 2013. Selv om det allermeste af romanen foregår så langt væk som Hviderusland, kulminerer den i en meget livagtig skildring af ildstormen over Hamborg i 1943