Med de bare næver

Af Ulla Weishaupt

Så er Frederik Strand atter aktuel med en true crime-bog, “Med de bare næver - Danske drabssager”.

Normalt når man læser om drab i nyhederne, så har gerningsmanden ofte benyttet sig af en eller anden form for våben, kniv, slagvåben eller ligefrem skydevåben. Det er ikke så tit, det er de bare næver, der er våbnet.

Sidste år udkom “En stump genstand” (som er anmeldt på historie-online.dk En stump genstand (historie-online.dk)), og “Med de bare næver” er en form for fortsættelse. Bogen er bygget op på samme måde og består af sytten danske drabssager fra perioden 1843 til 2010. Nogle af sagerne er ukendte, men der er også sager, som har skrevet sig ind i danmarkshistorien, enten på grund af deres grusomhed, eller fordi de har haft pressens store bevågenhed, men fælles for alle sagerne er at de alle er hentet fra Politimuseets arkiv.

Man kan læse bogen dels som de sytten skæbnehistorier det er, men man kan også gennem læsningen følge den udvikling, der har været i politiets efterforskningsmetoder. I de ældste sager, har der ikke været meget at gøre godt med teknisk, og muligheden for først fingeraftryk og senere dna er uvurderlig hjælp i opklaringsarbejdet.

I de fleste af sagerne er den skyldige en mand, det kræver trods alt også en vis styrke at slå ihjel med de bare næver. Men kvinder er nu også repræsenteret. Især en sag fra 1920, hvor Dagmar Overby, der fik tilnavnet Dødsenglen, blev anholdt for et barnemord. Da man gravede i sagen viste det sig, at Dagmar i perioden 1916 til 1920 havde jongleret rundt med adskillige spædbørn, hun havde modtaget i pleje og løbende havde dræbt. Sagen er grum, da der dels er tale om flere børn, men også fordi det kunne være stoppet langt tidligere, hvis myndighederne havde passet deres arbejde ordentligt.

Når man læser om de mange sager, kan man også se, at der er problematikker, som stadig fylder i nutidens Danmark, der er partnerdrab, som stadig er et stort problem, og så er der voldtægter, som ender med drab. I de sidste kunne en del nok også være undgået, hvis man havde taget tidligere anmeldelser af forulempelse og voldtægter alvorligt, da det i mange af disse sager er tale om drabsmænd, der tidligere har udøvet vold.

I en tid, hvor true crime er meget populært, er det en meget berettiget bog. Personligt kan jeg godt lide, at den rækker så langt bagud, den historiske vinkel er ikke så tit repræsenteret i den type bøger, da de fleste true crime bøger beskæftiger sig med sager af nyere dato. Men “Med de bare næver” er der en mulighed for at følge udviklingen samfundsmæssigt, og her tænker jeg især på domsafsigelser, hvor det fx før i tiden var næsten gratis at begå partnerdrab, bliver det i dag takseret væsentligt hårdere. Men også politiets muligheder rent teknisk og den udvikling, der er sket her, synes jeg er interessant og sættes i relief, når man læser sig op gennem tiden.

Det er en velskrevet bog, hvor Frederik Strand får de enkelte drabsmænd levendegjort. Jeg oplever, at han virkelig forsøger at komme bag mennesket og ikke bare fortæller om en forbrydelse. Så jeg kan varmt anbefale bogen hvis man har lyst til at dykke ned i fortidens synder.

Frederik Strand er cand.mag. i filosofi og historie samt ph.d. i politihistorie. Han har været leder af Politimuseet i København siden 2010. Han har tidligere udgivet en lang række bøger om politihistorie, og hans bog, Uropatruljen – politiets hårde halse, modtog Tage la Cour-diplomet.

[Historie-online.dk, den 14. november 2023]