Megaliths and Rituals at Tustrup, Denmark
Jysk Arkæologisk Selskab står bag en helt utrolig udgravning af Tustrups stenalderområde, der ligger på Norddjursland. Arkæologerne og historikerne Palle Eriksen, Anne Birgitte Gebauer og Torsten Madsen nøjes ikke med at tolke megalitmonumenterne, men kommer også med spændende bud på de ritualer, der muligvis har været udført på området. Det er en imponerende indsats, der her er ydet.
Af Erik Ingemann Sørensen
Østjylland myldrer med oldtidsspor, der sætter deres tydelige præg på landskaberne. Djursland er her et særlig godt eksempel – og Mols i særdeleshed. Der er ca. 25.000 grave i Danmark, der dermed er et af de største områder set i globalt perspektiv. På Djursland er der 653 svarende til 13% af totalen.
Poskær Stenhus på Mols. Overliggeren alene vejer godt 11 tons. Den er skåret igennem – med den anden halvdel et par kilometer længere henne. Foto: Wikipedia
Tustrup på Norddjurs godt to kilometer fra havet består af fire ”monumenter. To dysser, en jættestue samt et kulthus. Afstanden mellem dem ligger på mellem 50 og 100 meter. Her foretog Nationalmuseet en række udgravninger i perioden 1953 – 1957. Det var amatørarkæologen Carl Vindberg Jensen, der havde skrevet til professor P.V. Glob (1911 – 1985) og gjort ham opmærksom på en række opdagelser. Herefter blev det Poul Kjærum, der var ansvarlig for udgravningen og rekonstruktionerne.
Runddyssen består af fire ortostater – stene på højkant – og 13 kantsten med en diameter på 8.5 meter. Under udgravningerne fandt man en række votivgaver, dog som potteskår.
Runddyssen. Fotografi fra bogen
Man fandt 38 kar af forskellige typer – ituslåede. Måske kan de tolkes som en ”magisk barriere”, der skilte de levende fra forfædrene inde i graven. Det er her religionsfænomenologien af og til kan række en hjælpehånd med begreber som for eksempel mana og tabu. En kraft, der holder mennesker borte, da området er tabu – forbudt. Vi kender det fra danske kirker, hvor knæfaldet spærrer for adgangen til alteret. I de katolske kirker er det den røde lampe, der stopper. Som i fodgængerfelter. Det er samme tanke.
Jættestuen er med et sekskantet kammer på 6.5 kvadratmeter med en højde på 1.85 meter. Selve stengraven har en længde på 10 meter og en bredde på tre meter. I tilknytning til dette anlæg fandt man 33 kar af syv forskellige slags, der alle var slået i stykker. Ud fra størrelsen og konstruktionen antager arkæologerne, at der må være tale om en eller flere højt rangerede personer. At et markant bygningsværk kan opføres, kræver en beslutningstager og personer, der adlyder. I øvrigt fandt man skeletdele inde i dyssen samt mange potteskår – muligvis igen med den sakrale betydning som ved runddyssen.
Jættestuen aftegnet. Læg mærke til det ekstra kammer i øverste venstre hjørne. Illustration fra bogen
Det sidste anlæg menes at være et kulthus. Antropologen Anne Birgitte Gebauer peger på, at kulthuset måske kan ses som en del af en ny begravelsesskik, der kan være påvirket af lignende i det nordlige Tyskland. Muligvis findes der forbindelse til de frugtbarhedsriter, der var af så stor betydning for de oprindelige folk – riter, der kendes fra hele kloden. Det er særdeles interessant læsning fra en tid, der ikke havde et skriftsprog.
Det understreges, at de mennesker, der dengang boede i Tustrup, har været velinformerede om ideer og traditioner fra fjernere steder. Det hænger sikkert sammen med de handelsveje, der fandtes. Det var en periode, hvor man fra nord eksporterede store mængder af flint sydpå. Her er der så markante kulturmøder, som efterhånden har sat sig deres spor heroppe.
Ødelæggelserne i området har ikke – som desværre mange andre steder – været voldsomme. Jorden er ikke særlig frugtbar, så arkæologerne har været heldige. Men det er de desværre ikke altid.
Det er en fornem bog, Jysk Arkæologisk Selskab har udgivet. Det er videnstunge sider, så man skal holde godt fast undervejs. De mange fornemme billeder og tegninger er gode støtter. Og så er det et ualmindelig smukt layout som Louise Hilmar, Ea Rasmussen og Jens Nygaard har givet bogen.
”Politiken” bragte den 18. januar 2024 en kronik skrevet af lektor ph.d. Mikkel Sørensen på Københavns Universitet, Saxo-Instituttet og arkæologistuderende Emilie Bruun Pedersen under overskriften: ”Landbruget og byggeriet knuser vores kulturarv og forhistorie”. De henleder opmærksomheden på, at ”Vores fortid destrueres under vores fødder i hastigt øget tempo. Det sker som følge af jordbearbejdning, dræning af lavbundsjorde, et mere ekstremt klima, som periodevis udtørrer vådområder, samt under havets overflade ved erosion på grund af manglende bundvegetation og ekstremt vejr.”
Netop i forbindelse med de heldige udgravninger og rekonstruktioner i Tustrup kan det være vigtigt at pege på disse trusler. Når man ser på de vidunderlige og epokegørende fund, der er hentet frem fra den danske muld – ofte af de talrige, fremragende amatørarkæologer med deres metaldetektorer – drømmer man om at støde på en smuk stenøkse, en brakteat, en glasperle eller - måske – endnu et guldhorn.
{Historie-online.dk, den 24. januar 2024]
