Mellem bomber og torpedoer

Af Henrik Lundtofte, arkivleder, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-45.

Antallet af danskere, der under den 2. verdenskrig kæmpede i allierede hære og luftstyrker, er aldrig helt blevet klarlagt. Omkring 1.000 var i britiske enheder. Den suverænt største gruppe danskere i allieret tjeneste var søfolkene. Ca. 6.500 var i den danske udeflåde. Mere end 1.000 omkom.

Styrmand Martin Bantz (f. 1899) var en af de danske søfolk, der gik i allieret tjeneste og som overlevede krigen.

I slutningen af marts 1940 sejlede Bantz ud fra Frederikshavn. Han kom hjem igen den 1. december 1945. ”Mellem bomber og torpedoer” er Bantz’ erindringer om disse mere end fem år i allieret tjeneste.

Martin Bantz og hans kolleger hørte om den tyske besættelse af Danmark midt ude på Atlanten. De kunne have sejlet mod New York og neutraliteten, men lod i stedet S/S Erik Boye sætte kurs mod den canadiske havneby Halifax og allieret tjeneste. Det blev begyndelsen på Bantz’ indsats og oplevelser i nogle af de farligste transporter på havene under den 2. verdenskrig.

Erik Boye og dens besætning kom under britisk-canadisk flag og sejlede i juni 1940 i konvoj mod England med en last hvede. Den 15. juni blev Bantz og Erik Boye torpederet. Skibet sank, men alle mand overlevede. De blev nu sendt til Newcastle, der var midlertidig hjemby for de danske krigssejlere og deres organisationer. I juli 1940 blev Bantz kaptajn for S/S Dagmar fra rederiet J. Lauritzen. Opgaven var kystsejlads på England. Fra denne periode 1940-41 kan Bantz bl.a. berette om problemer med havnemyndigheder, der ikke ville lade danskerne komme i land, fordi de ikke blev betragtet som allierede. Sommeren 1941 var Dagmar bevæbnet, men sank efter et tysk luftangreb, der dræbte tre danske besætningsmedlemmer og sårede bl.a. Bantz. Efter et lazaretophold blev Bantz på ny kaptajn, nu for S/S Ulla, et noget større fragtskib, der skulle sejle på Atlanten. Også fra denne periode får man et indblik i situationen ombord på skibene i konvojer, der var truet af de tyske ubåde. Bantz blev dekoreret for sin indsats af briterne, der desuden betroede ham ledelsen af en enkelt atlantkonvoj. Krigstjenesten bragte endog Bantz op ad Gambia-floden – og en mislykket flodhestejagt!. I 1943 fik Bantz kommandoen over et helt nybygget skib, S/S Fort Columbia, som han førte til Murmansk og Arkhangelsk med krigsmateriel til den røde hær. I juli 1944 transporterede Fort Columbia amerikanske tropper til invasionsområdet i Sydfrankrig, og i december 1944 fragtede det tropper ud af den græske borgerkrig.

Kaptajn Bantz rapporterer nøgternt, men spændende og vedkommende fra alle disse brændpunkter og giver desuden indblik i noget mindre dramatiske, men genkommende genvordigheder ombord på skibene og i havnebyerne.

Virkelig tæt på Martin Bantz kommer man ikke. En del af grunden er givetvis kildematerialets karakter. Bogen indeholder bl.a. breve mellem Bantz og hans kone hjemme i Danmark. De måtte imidlertid kun bestå af ganske kortfattede hilsner og er derfor ikke særlig interessante – bortset fra at de med al tydelighed illustrerer, hvor håbløse kommunikationsbetingelserne var. Bogen bygger helt overvejende på Bantz’ erindringer. Det er ikke helt klart, hvornår han nedfældede dem – en del er skrevet i begyndelsen af 1943, men formentlig redigeret siden. Det fratager naturligvis Bantz’ skildringer af oplevelser og hans vurderinger af situationen i Danmark en del af deres friskhed og værdi.

Kåre Lauring, museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet, har forsynet bogen med en nyttig indledning, to relevante appendikser, et efterord samt et opklarende noteapparat. Lauring har i indledningen blik for de undertiden svære sociale og familiemæssige konsekvenser af søfolkenes krigstjeneste. Enkelte steder kan man høre ekkoer fra den store efterkrigsfortælling om hele det danske folks kamp mod tyskerne, når Lauring skriver, at søfolkene ydede det største danske bidrag til den allierede sejr og gjorde modstand mod tyskerne fra 9. april 1940 ”flere år før resten af befolkningen var vågnet op til modstand”. Lauring fortsætter med en glorificering, der ikke virker gennemtænkt: ”Det (søfolkenes bidrag) blev, for en stor dels vedkommende, ydet af en gruppe mennesker, der socialt og økonomisk ikke havde den største grund til at takke fædrelandet” – som om alle modstandsfolk gik til kamp mod tyskerne i taknemmelighed overfor fædrelandet.

Først og fremmest er ”Mellem bomber og torpedoer” dog en letlæst og interessant skildring, der giver et godt, dramatisk og undertiden eventyrligt indblik i virkeligheden på havene og i havnene, som den blev oplevet af en dansk krigssejler.