Mellemøstens ansigter
Af Thor Janus Lomborg, stud. mag. i historie.
Udgivelser af bøger om mellemøsten, islam og invandrere er nærmest eksploderet i antal de seneste år, ikke blot på internationalt plan, men også i Danmark. Den øgede interesse for områder som mellemøstens historie, politik, religion og kultur er især vokset efter terrorangrebene imod USA den 11. september 2001, der for alvor bragte opmærksomheden hen på denne del af verden.
Grundet ekstensiv brug af oftest vagt definerede begreber som islamisme, Jihad og Al-Qaeda i medierne nutildags, og det faktum at fronterne mellem den islamiske verden og den vestlige verden i den grad er trukket op, er der både i det udenlandske og det danske mediebillede efterhånden blevet tegnet et ganske negativt og som oftest temmeligt ensidigt billede af Mellemøsten, islam og muslimer.
At give et mere nuanceret billede af Mellemøsten end det, det gængse mediebillede giver, er også formålet for den her omtalte bog, der er udgivet af historiemagasinet/forlaget historie-nu.dk med støtte fra Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU).
”Mellemøstens Ansigter, modernitet og identitet i det moderne mellemøsten” redigeret af Peter Mollerup er en antologi, der indeholder en række tekster af forskellige forskere og skribenter, der behandler hver deres respektive område indenfor mellemøstforskning. Den indeholder bidrag af så prominente danske mellemøstforskere som Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet og Peter Seeberg fra Syddansk Universitet, og selv om de fleste andre af forfatterne ikke er ligeså velkendte ansigter i den aktuelle danske mellemøst-forskning og debat, betyder dette absolut ikke, at det faglige niveau på nogen måde er mindsket, eller det behandlede stof er mindre aktuelt.
Jørgen Bæk Simonsen står for det første og meget interessante kapital om moderniteten i Mellemøsten. Han beskriver, hvorledes moderniteten i vores verden i sig selv har nedbrudt grænserne mellem de nationale skel, og at teknologien har gjort den allestedsnærværende. Derved kan hverken Vesten eller Mellemøsten længere betragtes som isolerede entiteter, der kan eksistere uden mere eller mindre frivillig gensidig påvirkning. Moderniteten udgør derfor en udfordring, især for de mellemøstlige lande, fordi den i dag ved hjælp af teknologibetinget globalisering kommer indefra, fra de mellemøstlige samfund selv, hvor den før i tiden kunne klassificeres som udefrakommende. Alt i alt mener han ikke, at man kan betragte Mellemøsten som en isoleret verdensdel, der er vidt forskellig fra vor egen. Godt nok har de mellemøstlige lande stadigvæk store udfordringer politisk og økonomisk, men på en række punkter ligner den mellemøstlige verden vores egen til forveksling.
Moderniteten, og de påvirkninger den har på de etablerede stater i Mellemøsten, er også hovedpunkterne i de følgende afsnit. Først behandles fodboldens, kvindeidrættens og atomprogrammets politiske og sociale indflydelse i Iran, dernæst får vi en grundig analyse af hvorledes de nye arabiske satellit-tv stationer med Al-Jazeera i spidsen via talkshows udfordrer de eksisterende arabiske magthavere og deres legitimitet og giver marginaliserede grupper som f. eks kvinder en hidtil uhørt stemme i det mellmøstlige mediebillede.
Efter en beskrivelse af de mest toneangivende mellemøstlige forfattere og deres hovedværker kommer et af bogens så absolut bedste kapitler, nemlig kapitlet om Zir Zamin, den iranske hip hop undergrund. Det beskriver, hvorledes sociale problemer, det islamiske styre og den gennemgribende musikcensur, der er i Iran, har skabt en hip hop-subkultur i et land, hvor den slags ellers ikke tolereres. Internettet har givet utallige unge iranere adgang til at distribuere deres musik uden om officielle kanaler, og via denne distribution er der skabt en semi-revolutionær musik-kultur, som har fokus på mange af de samme problematikker, som ville gøre sig gældende i den vestlige verdens hip hop musik. Dette kapitel viser klart og tydeligt, at Mellemøsten og den vestlige verden efterhånden har flere kulturelle træk til fælles, end man umiddelbart skulle tro.
De sidste afsnit i antologien er fordelt mellem en beskrivelse af den moderne kunst og dens tilstand i Mellemøsten, en politisk og social analyse af Libanons nuværende tilstand efter 15 års borgerkrig og 16 års fred og et glimrende og yderst oplysende afsnit om den israelske selvforståelse og de metodisk modstridende historiske skoler, der har været toneangivende i skabelsen af officiel israelsk historie siden 1948.
Mellemøstens ansigter er en bog, der stiller visse krav til læseren. Da der kun er slutnoter til to af kapitlerne, vil der nok forekomme en del begreber og henvisninger til historiske begivenheder og personer, som, for den i mellemøstligt henseende uerfarne læser, vil være ukendte, selvom dette dog ingenlunde vil udgøre noget større problem. Er erfaringen med dette område imidlertid til stede, er det en nydelse at læse bogen. Manuskriptet kunne dog godt have været en ekstra gang forbi korrekturlæserens bord, da der forekommer sjuskefejl som manglende ord og bogstaver ved flere lejligheder. Ser man bort fra dette, er ”Mellemøstens Ansigter” en virkeligt god og oplysende antologi, der er velskrevet, relevant, oplysende og i den grad aktuel. Et bredt emnespektrum og en klar rød tråd gør denne bog klart anbefalelsesværdig, og man kan kun håbe, at dens anderledes portræt af en verdensdel, som med rekordfart er ved at blive en international paria, kan rokke ved nogle af vores fordomme omkring Mellemøsten.
