Min friskoletid
Af Trine Grejsen, Grenaa Egnsarkiv
Min fynske friskoletid, fristes jeg til at korrigere og i forordet bliver man da også gjort opmærksom på, at det stort set kun er erindringer fra det fynske, samt at man planlægger flere bøger i serien, der skal dække øvrige landsdele. Hvorfor så ikke skrive det i titlen?
Bogen består af 3 indledende kapitler: et om bogens tilblivelse, et ønske om at dokumentere fri skoler i børnehøjde, et rids af skolernes historiske baggrund og et essay af Asger Baunsbak-Jensen, (der som den eneste bidragyder, ikke bliver præsenteret, - jeg måtte slå ham op), om ”Friskolernes fremtid”. Jeg synes, idéen om at koble erindringerne med nutiden i et forsøg på at udstikke en retning for fremtiden, er spændende. Desværre er jeg lodret uenig i essayets argumentation for fortidens fortræffeligheder og mod vor tids svøber: computeren og mobiltelefonen. ” De leger ikke ved at efterligne de voksnes liv. De kender ikke fars og mors arbejde eller arbejdsplads” Det er jo det de gør, de øver ved computeren, der er en del af de voksnes arbejdsplads, uanset om de er tømrere, SOSU-hjælpere eller lærere! Men frygt ikke, skulle nutiden være så væmmelig, som Baunsbak mener, så er friskolen vores redning… Man begynder sin læsning af de 15 erindringer med en vis skepsis i forhold til selvkritikken.
Eleverindringerne er indsamlet af Videns- og Studiecenter for Fri Skole for at dokumentere skolehistorien ud fra et elevsynspunkt. Selvom der indledningsvis er kildekritiske kommentarer til og almindelige forbehold ved erindringer som kilde. Det er jo kendt stof, men der er ikke nævnt med et eneste ord, hvordan meddelerne er udvalgt. De er blevet ”indbudt til introduktionsdage” om erindringsskrivning, men af hvem og hvordan? Desuden er der, før hver erindring en præsentation af forfatteren, dennes familiære forhold, bopæl og uddannelse og heraf fremgår, at op mod halvdelen har mere end ”bare” været elev. De har fx selv været lærere eller er børn af lærere. Det burde også give anledning konkrete kildekritiske overvejelser.
Endelig kommer vi frem til erindringerne De er udformet meget forskelligt fra redigerede erindringer og interviews af afdøde personer over fingerede samtaler til traditionelle fortællinger. De omhandler friskolegang mellem 1892 og 1998. Her er meget, man kan nikke genkendende til fra utallige erindringer om skolegang, for det er vel sammen med soldatertiden, de historier, der oftest overleveres til andre: Den gang jeg gik i skole, da… og ud fra disse erindringer at dømme, har der ikke været den store forskel på skolegangen fri eller ej, måske bortset fra en smule forsinkelse i kommuneskolen. Så det er da givet, at tankerne omkring de fri skoler, har vundet indpas i kommuneskolerne.
Som så ofte når man læser erindringer, morer man sig over ting, man selv havde glemt. Jeg vil ikke her gå i detaljer med indholdet, men blot nævne, at man kommer godt rundt om mange forhold omkring skolerne: indretning, undervisning traditioner og lokalsamfund og blot ærgrer jeg mig over, at der ikke er flere af de spændende interiørbilleder fra musik, husgerning og frit arbejde (formning). De er gode. Den store tids- og aldersspredning hos forfatterne giver også en spændende forskel både sprogbrug og i refleksioner.
Jeg har fuld forståelse for, at man ikke går alt for hårdt til værks i redaktionen, når man har bedt forfatterne om personlige erindringer. Men når man nu har et emne, man vil belyse, så kunne man med fordel have foretaget en velment ”oprydning” i informationsstrømmen. Der er mange afskrevne citater, mange navne og mange spændende afsnit, uden relevans for emnet. Lige så oplysende og informativ en erindring kan være, lige så trættende kan det være at få mange yderst detaljerede, men sagen uvedkommende, informationer. Og det er redaktionens ansvar ikke at lade fortælleren i stikken, de betragter jo ikke på samme måde erindringen som dokumentation.
Bogens afslutning er et par sider med ”Skolefakta”. Man spekulerer over, hvordan disse fakta er udvalgt. For hver skole er der en meget springende opsummering af fakta om forskellige skoler på Fyn. Man står tilbage med spørgsmålet, om alle friskoler på Fyn er nævnt, eller det kun er dem, der er erindringer fra?
Som udenforstående får man selvfølgelig indgående viden om livet på og omkring fynske friskoler, der efter min vurdering ikke, udover dyrkelsen af det ideologiske tankegods og fællesskabet om at være noget særligt, har adskilt sig væsentligt fra skoler generelt. Måske med undtagelse af hvor statisk friskolelivet har været, eller hvor tro man har været mod friskolernes fædre, om man vil. Men hvis noget er godt, hvorfor skulle man så lave det om?
Således indført i friskolelivets fortræffeligheder, vil jeg anbefale bogen til andre friskolefolk og især fynske friskolefolk. Her vil den utvivlsomt blive læst med glæde og genkendelse.
