Min krønike 1932 - 1979 (Knud Heinesen)
BogFeature
Min krønike 1932 - 1979
Den 9. oktober 1964 skulle der være rejsegilde på en beskeden tilbygning til Roskilde Højskole, hvor den 32-årige Knud Heinesen i to år havde arbejdet som forstander, efter en hurtig karriere indenfor arbejderbevægelsen. Dagen inden rejsegildet blev Knud Heinesen ringet op af Jens Otto Krags ministersekretær, Helge Hjortdal, der bad ham møde op i Statsministeriet. Hjortdal bad ham endvidere om at være iklædt et sæt mørkt tøj til mødet med statsministeren, for det var forudset, at Krag og Heinesen skulle til Amalienborg umiddelbart efter mødet. Knud Heinesen, der var glad for sit forstanderjob i Roskilde, modtog invitationen til at mødes med Krag, men han gjorde det klart, at han ikke var interesseret i at indtræde i regeringen. Ved mødet forsøgte Krag med alle midler at overtale Knud Heinesen til at overtage posten som økonomiminister, men han var ubøjelig. For at få en afslutning på den ejendommelige forestilling foreslog Knud Heinesen, at Krag forsøgte sig med chefen for arbejdsmandsforbundets økonomiske kontor, Henry Grünbaum, som leder af Økonomiministeriet, men Krag hvislede: Det bliver over mit lig. På vejen hjem til Roskilde hørte Heinesen i bilradioen ud for Damhuskroen i Hvidovre, at Henry Grünbaum var blevet udnævnt til økonomiminister. Man har et standpunkt, til man tager et nyt!
Almindeligvis vil man vel mene, at det er tosset at sige nej til en ministerpost, men for Knud Heinesen har det uden tvivl stået klart, at han ville få chancen en anden gang. Chancen kom syv år senere. Da var han endda også blevet valgt til Folketinget i Amagerbro-kredsen og havde indstillet sit liv på en politisk karriere. I årene fra Krags første frieri fik Heinesen til gengæld en god politisk læring, som først menigt medlem og senere formand for Radiorådet, der i monopolets tid virkelig var en kampplads for politiske stridigheder og konflikter, som man i dag kan have svært ved at forstå omfanget og alvoren af.
Ovenstående er et koncentrat af en del af første halvdel af Min krønike 1932-1979, som Knud Heinesen selv har forfattet og udgivet på Gyldendal.
Bogbranchen bliver tit skældt ud for at oversvømme markedet med biografier om kendte og spændende mennesker, herunder selvfølgelig også toppolitikere. Det er en kritik, man kan være meget enig i, men i tilfældet med denne bog bør kritikken forstumme. Dels er bogen tydeligvis skrevet af forfatteren selv. Dels er det snart nogle år siden, at Heinesen trak sig tilbage fra toppolitik, så bogen har ikke samme karakter af politisk eller ideologisk statement, som man med en vis ret kan anklage mange andre af de seneste mange sæsoners politiske udgivelser for at være.
Som nævnt handler første halvdel af bogen om Heinesens liv, frem til han blev valgt til Folketinget, mens den anden halvdel handler om tiden som minister under først Krag i en kort periode, og dernæst under Anker Jørgensen i en række regeringer indtil 1979, hvor Anker begynder at køre sur i det, og Heinesen træder tilbage som finansminister. I epilogen bebuder Heinesen, at der kommer et andet bind om hans sidste seks år i politik og om hans anden karriere som topchef i erhvervslivet med poster i blandt andet Københavns Lufthavn, ATP, TDC og DSB. Hvorvidt bind to bliver lige så interessant som det første, kan jeg naturligvis ikke forudse, men jeg kan roligt sige, at læsningen af bind et har været en nydelse. Måske er jeg på forhånd velvilligt indstillet, fordi jeg tilhører samme bevægelse som Knud Heinesen, men jeg vil mene, at alle med interesse for dansk politik vil have glæde af at læse denne bog.
Knud Heinesen blev født i Kerteminde. Moderen døde tidligt, og Knud blev anbragt hos familie i Vangede, hvor han voksede op og gik i skole. Sommerferierne blev tilbragt hos bedstemoren i Kerteminde. Hun havde en købmandsbutik, og den unge Knud elskede at holde ferie hos hende. Bedstemoren var socialdemokrat, og hos hende fik Knud Heinesen sine første politiske impulser. Knud var bogligt motiveret og kom på Aurehøj Statsgymnasium, hvor han blev student i 1951. Derefter gik det den lige vej ind på universitetet, hvor han i 1959 blev cand. polit.
I studietiden havde Knud Heinesen en lang række jobs, som han fortæller spændende og udførligt om i bogen. Han kørte med mælk. Han sejlede som opvasker hos DFDS, og der var andre jobs som maskinskriver på et sagførerkontor, studentermedhjælper hos Danmarks Statistik og endelig, hvad han selv kalder for et drømmejob, nemlig et job i Danmarks Radios Stemmearkiv, hvor han i fem år lyttede til gamle magnetbånd og kobbermatricer, som gemte på alle mulige typer af udsendelser, som radioen havde sendt i årenes løb. Alt dette historiske materiale var anbragt hulter til bulter i Stemmearkivet. Ofte vidste man ikke engang, hvad der var på et magnetbånd. Knud Heinesens job var at lytte til båndene og sørge for, at der blev lavet en beskrivelse af indholdet på båndet, så man kunne tage stilling til, om det skulle gemmes og eventuelt bruges til en genudsendelse, eller om materialet var så uinteressant, at det kunne slettes.
Som færdiguddannet akademiker startede Knud Heinesen straks som lærer på Roskilde Højskole, der sammen med Esbjerg Højskole var en af arbejderbevægelsens højborge. Så fulgte et kort mellemspil som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, inden han i 1962 blev tilbudt posten som forstander på Roskilde Højskole.
Bogen rummer en fyldig beretning om årene som forstander. Det vrimlede med spændende gæstelærere og foredragsholdere, og eleverne kom på studieture til DDR og Berlin, hvor mangen en ung socialistspire fik det første indtryk af den levendegjorte socialismes velsignelser! Det møde faldt sjældent positivt ud for den levendegjorte socialisme. Samtidig gjorde Heinesen karriere som partisoldat hos Socialdemokraterne og blev som nævnt anbragt i Radiorådet, hvor han var formand, mens rådet endnu var en politisk platform for tidligere statsministre som Erik Eriksen, Jens Otto Krag og Viggo Kampmann, og desuden indeholdt toppolitikere som Per Hækkerup fra Socialdemokraterne, Helge Larsen fra De Radikale, Poul Sørensen fra Konservativt Folkeparti, Morten Lange fra SF og senere blandt andet Bernhard Baunsgaard fra De Radikale, som ifølge Heinesen dummede sig så meget ved at være for åbenmundet over for journalister, at det umuliggjorde hans senere politiske karriere.
Da Knud Heinesen følte, at tiden var moden til at søge en politisk karriere i Folketinget, fik han tilbudt Amagerbro-kredsen og blev valgt første gang i 1971. Det nyvalgte folketingsmedlem bliver udnævnt til Undervisningsminister, en post han lidt modstræbende tager imod, idet han hellere ville have haft et økonomisk ministerium eller Kulturministeriet. Men i Undervisningsministeriet får han sin sag for. Studenterne på de højere læreanstalter kræver medindflydelse på styringen af institutterne. Der skal desuden forberedes en ny folkeskolelov, hvor Knud Heinesen lærer den lektie, at man ikke kan få både Venstre og De Konservative til at stemme for den samme folkeskolelov. Man må vælge et samarbejde med det ene af partierne. Dette skulle ifølge Heinesen være en grundregel, som har gjort sig gældende i dansk politik i årtier. Hvis der i det hele taget er noget man kan være sikker på i dansk politik, så er det den evige rivalisering mellem de to borgerlige partier, siger Heinesen.
Det sidste lange stræk i bogen handler om tiden som finansminister, hvor Knud Heinesen konstant i Folketinget og i medierne måtte advare mod den overophedning af dansk økonomi, der var en følge af de to oliekriser i halvfjerdserne, og samtidig var med som vidne og medforhandler på forreste række, når Socialdemokraterne og LO skulle forhandle reguleringen af den økonomiske politik. Formanden for LO, Thomas Nielsen nærede en dyb mistillid til statsminister Anker Jørgensen. Et misforhold, der allerede på det tidspunkt gik mange år tilbage i tiden, forklarer Heinesen. Det skyldes, at der i Socialdemokraternes ledelse ikke var den store begejstring for Thomas Nielsen, da han blev valgt som formand for LO i 1967. Partiet havde hellere set modkandidaten, Kai Petersen, i spidsen for fagbevægelsen. Hans horisont var, ifølge Heinesen, videre, ”han var åben og imødekommende, umiddelbart venlig og munter, kulturelt interesseret og den mest værdifulde støtte i fagbevægelsen for højskolerne og det øvrige oplysningsarbejde.” Thomas Nielsen derimod beskrives som ”noget brysk, en hård nyser, men egentlig ikke uvenlig, så længe man undlod at sige ham imod.”
For at gå med til de økonomiske indgreb, der var nødvendige, krævede LO, at der blev indført økonomisk demokrati, ØD. Denne vare kunne regeringen ikke levere, og for at slippe ud af Thomas Nielsens kløer, dannede Anker Jørgensen i 1978 SV-regeringen, hvilket for Thomas Nielsen omtrent var den ultimative ydmygelse. SV-regeringen fik imidlertid ikke mange chancer. Dertil var dens politiske manøvredygtighed for begrænset, og chikanen fra LO for voldsom. Den historie er fortalt mange gange allerede i andre bøger, men kun få gange af en, der var direkte involveret i spillet.
Knud Heinesens bog hæver sig langt over gennemsnittet af politiske biografier. Sproget, ironien og selvironien er en nydelse. Man får et helt andet billede af manden, end det, man husker fra fjernsynet, hvor han ofte fremstod som en lidt arrogant og tilknappet politiker, der kun havde betalingsbalance og valutaunderskud i hovedet. Til gengæld er det næsten kun den offentlige Knud Heinesen, man hører om. Barndomsårene og skoletiden bliver hurtigt overstået i bogen, og kone og børn omtales i bisætninger. Dette er selvfølgelig et bevidst valg fra forfatterens side.
Men analyserne af dansk politik i den omtumlede tid i årene omkring jordskredsvalget i 1973 er meget læseværdige, fordi de kommer fra en aktør på højeste plan. I øvrigt mener Heinesen, at man måske kunne have minimeret det politiske jordskred, hvis Krag og siden Anker Jørgensen i tide havde hindret Erhard Jakobsen i at ryge helt ud af den populistiske tangent, og i stedet havde givet ham en ministerpost på kommunal- eller forsvarsområdet. Så havde CD måske aldrig set dagens lys - og hvis Anker Jørgensen samtidig havde haft en anden modpart som formand i LO end Thomas Nielsen - havde dansk politik måske på mange punkter set anderledes ud i dag. Det er en fascinerende tanke.
FAKTA
Knud Heinesen:
Min krønike 1932 – 1979
Udg. af Gyldendal
400 sider, 299 kr.
