Mit hjerte blev skabt til kærlighed
BogFeature
Mit hjerte blev skabt til kærlighed
I 1908 udkom den ”selvbiografiske” bog Af Leonore Christine Tschernings efterladte papirer på August Bangs Forlag. Papirerne var samlet sammen af barnebarnet Leo Tscherning og var Eleonores skriftlige livsbemærkninger fra et helt liv. Udgivelsen har været vel brugt i udforskningen af 1840’ernes politiske klima, men skaber på den biografiske side et problem. Udgiverne af selvbiografien beskar nemlig med hård hånd i dagbogsnotaterne, hvis notaterne havde en for privat karakter. De efterlod derfor kun et fragmentarisk billede af Eleonores liv og tanker. Det kasserede materiale forsvandt desværre herefter for datiden. Alligevel er det denne selvbiografi sammen med breve og papirer fra Rigsarkivet, som Bodil Wamberg tager udgangspunkt i. Det har betydet, som hun selv skriver i forordet, at en stor del af fortolkningsrammen er blevet fiktiv og dermed højst kan give et indblik i, hvorledes Eleonores liv muligvis var.
Hvem var hun så? Eleonore Tscherning var i de dramatiske krigsår i 1840’erne gift med Danmarks krigsminister Anton Frederik Tscherning, men hun var også i sig selv en interessant kulturperson. Hun var bl.a. en af de første kvindelige malere, som ikke benyttede pseudonym.
Omdrejningspunktet i bogen er, som titlen også antyder, forholdet mellem Eleonore og A.F. Tscherning. Første del af bogen omhandler Eleonores barndom og ungdom, som må betegnes som en i bedste fald anderledes opvækst og i værste fald en tragisk. Hendes moder, Bolette, var født uden for ægteskab og havde allerede et skandaløst forhold bag sig, da hun som 25-årig blev husholderske hos den 38-årige Kaptajn Lützow. Hun fødte i de efterfølgende år tre børn, hvoraf Eleonore var den ældste. Moderen forblev helt frem til faderens død hans husholderske, og børnene blev gemt væk for omverdenen. Denne del af bogen har et livligt billedsprog, hvilket følgende er et godt eksempel på: Lykkens blå tåger lå allerede langt bag dem, men de blinkede endnu forvirret mod virkelighedens klare lys, der skar dem i øjnene (s. 18). Dette kan til tider være lidt distraherende. Sammenholdes sproget dog med dagbogscitaterne, ses en klar afsmitning herfra, og dermed skabes en sammenhæng med virkelighedens Eleonore. Dette understreges også af, at de afsnit i bogen, hvor Wamberg beskriver tidens normer, er holdt i et ganske anderledes sagligt sprog.
Da Eleonore som 19-årig møder sin 20 år ældre fætter A.F. Tscherning, er den hjemlige situation løsnet lidt op. Faderen havde vedkendt sig sine børn, de var flyttet til København og havde endelig mødt familien på faderens side. Bolette forblev dog husholderske og forpestede huset med sin meget forståelige bitterhed.
De næste 100 sider kan siges at være de centrale i forhold til bogens sigte – nemlig forholdet mellem Eleonore og A.F. Tscherning. Ægteskabet mellem de to blev først indstiftet i 1845 – syv år efter deres første møde. Det blev en kamp mellem to stærke viljer, da A.F. Tscherning var inkarneret ungkarl og meget politisk engageret. I tillæg hertil frygtede han, at ægteskabet havde den tunge konsekvens, at han skulle tøjre sin stærke uafhængighedsfølelse. Han advarede da også gentagne gange Eleonore mod at have falske forhåbninger. Eleonore var dog fast besluttet på, at hun ikke kunne leve uden sit livs kærlighed. For Wamberg er det her, at forståelsen af deres ægteskab skal findes – nemlig i de to parters modsætningsfyldte forhåbninger til fremtiden. Ægteskabet var da heller ikke en dans på roser, men var præget af A.F. Tschernings politiske engagement og en dårlig økonomi sammenholdt med en voksende børneflok, hvilket betød, at Eleonore slægtede sin mor mere og mere på, og lod skuffelsen og bitterheden sprede sig.
Fortællingen i sig selv kan forekomme banal og er hovedsagelig interessant på grund af konteksten og tanken om, at Eleonore virkelig levede og tænkte disse tanker i midten af 1800-tallet … eller gjorde hun? Det er i denne bog virkelig svært at finde grænsen mellem fiktion og historie. Wamberg er som tidligere nævnt selv bevidst om dette, og bogen balancerer da også på grænsen mellem at være en biografi og en historisk roman. Eleonores egne bemærkninger og Wambergs fiktion flyder sammen uden en klar afgrænsning af, hvornår der er tale om fiktion. I bogen spiller Eleonores kunst og digtning tillige en meget lille rolle, og man kunne have ønsket, at denne side af Eleonores liv var blevet uddybet yderligere. Dette udspringer af Wambergs stærke fokusering på Eleonores kærlighedsforhold til A.F. Tscherning, men om det også skyldes, at Eleonore ikke selv nedskrev meget herom, er svært at vide.
Den kulturelle kontekst, som fortællingen er placeret i, gør unægtelig historien mere interessant. Wamberg formår nemlig gennem hele bogen at give et indblik både i tidens politiske situation og i tidens normer omkring kvinder og seksualitet. Hun er samtidig meget bevidst om ikke at fordømme datidens handlinger.
FAKTA
Bodil Wamberg:
Mit hjerte blev skabt til kærlighed.
En fortælling om Eleonore Christine og A.F. Tscherning.
Udg. af Aschehoug
248 sider, 299 kr.
