Modernism and Rationalization
Af John Rendboe, museumschef, Grindsted-Vorbasse Museum
Den opmærksomme læser skal endelig ikke lade sig narre af de følgende tørre fakta. Denne bog er rigtig god! Men altså, først til de indledende knæbøjninger:
Bogen er en antologi baseret på oplæg ved et KUAS-seminar i 2005, der fandt sted på Nordjyllands Kunstmuseum i Ålborg.
Seminaret var det 5. i den række af seminarer, Kulturarvsstyrelsen har afholdt i anledning af Industrikultur som satsningsområde siden 2003.
Disse seminarer har bevæget sig vidt omkring fra snævre, tekniske emner til brede, internationalt orienterede perspektiver. Ålborg-seminaret var vel nærmest midt i mellem, lidt dansk med nordisk-baltisk garniture.
Seminaret og dermed bogen har 3 hovedafsnit. Den første hedder ”Industry and Postmodernism”.
Anja Kervanto Nevanlinna fik lov at lægge hårdt ud med forsøg på at give en ramme for begreberne, eller rettere en definition på samme. Her er hendes gensidige interaktionstanke mellem industrisamfund og modernisme meget interessant. ”Societies produce the built environments and the built environments in turn produce societies.” Industrisamfundet er det hele, noget der er selvindlysende, takket være moderniteten der ses som et netværk af praktiser, der får både den enkelte og grupperinger til at indse dette. Det ligner en cirkelslutning. Men der er mere. Nevanlinna forbinder industrialiseringen med nationsdannelses projekter omkring 1900. Fx skulle Den svenske Drøm omkring dette tidspunkt have været et comeback på den storpolitiske scene, nu som industrination. Men rationalisme, der hos Nevanlinna, som hos de andre forfattere, i overvejende grad forbindes med Taylorisme, menes at have haft sværere kår, fordi det blev forbundet med amerikansk kapitalisme. Nevanlinna sætter industrialismens højdepunkt sammen med velfærdsstaten. Et fælles mål, som de mange aktører i netværket søgte mod. I slutningen er man i tvivl om Nevanlinna er ironisk. Hun synes enig med den gamle tanke om at se rationalisme som en amerikansk tankegang. Derfor blev den en vigtig eksportartikel efter krigen som USA vandt, ikke mindst gennem Marshall hjælpen. Med tilføjelsen, at dette ikke gjaldt Finland, pga. deres særaftale med Sovjet, vinderen af deres krige(!).
Michael F. Wagner ridser dansk teknokrati-historie 1840 – 1940 op. Vi får at vide, at teknokrati er en politisk ideologi, der kræver en vis intelligens. Ligeledes er teknokrati som system en politisk styreform, der kræver en intelligentsia for at fungere. Der er altså tale om en utopisk ideologi, der hviler i det moderne samfund. I det følgende beretter Wagner om en ideologi, der tydeligvis bliver en utopi for de få udvalgte, mens teknokraterne selv, ingeniørerne fx, får stor betydning i samfundet.
Og så er der rationalisering på sovjetisk. Marija Drèmaitè analyserer, hvordan den kommunistiske version af urbanisering og industrialisering blev implementeret i de baltiske stater i 1960-erne. Især Litauen 1957-65. Meningen var at centralisere territorier i stedet for brancher. En ny form for centralstyring der skulle afløse stalinismen. Efter at have påvist en række mangler i praksis i forhold til ideologien konkluderer Drèmaitè, at netop Litauen havde gavn af tiltagene, fordi landet var bagud, industrielt.
Maths Isacson beretter om planlægningsmaskinen i nord, Sverige. Han ser planlægningens, rationalismens storhedstid i samfundsmæssig sammenhæng i perioden 1945 – 1965. Der er stadig planlægning i samfundet, men det er blevet mere fleksibelt. Isacson påpeger reelt to former for planlægning, eller to sider af sagen. Mens staten fra start er optaget af en ydre planlægning, som fabrikanterne går imod, så er samme fabrikanter optaget af indre planlægning på fabrikken. Og så trækker Isacson for resten en helt fantastisk linje fra 1700-tallets jernværker til 1900-tallets Folkhem.
Endelig får vi analyser af to udstillinger: Bente Jensen om Nordjysk Udstilling i Ålborg 1933 og Anders Houltz om Göteborg 1923. 1933-udstillingen præsenteres som en iscenesættelse af Ålborg som moderne industriby og en modvægt til tidens depression. Der påvises en klar socialdemokratisk tendens i udstillingen. Men konklusionen, at udstillingen var et led i den socialdemokratiske tanke om at gøre Danmark til et industriland, er mærkelig. Danmark var et udpræget industriland i 1933.
Houltz giver os noget rigtigt guf. Sverige var ikke blot et industriland i 1923. Det var et anden-generations industriland, hvor industrigenstandene havde været i brug så længe, at de var blevet en del af kulturarven. De kunne komme på museum. Sagen vakte åbenbart meget røre i dagspressen. Houltz kommer med nogle herlige citater, hvoraf det fremgår, at man er ganske uforstående overfor, at det er andet end flintøkser, der kan komme på museum. Sikke en debat de havde i Göteborg i 1923. Her i Danmark er vi vel så småt ved at være klar til den.
Tit og ofte følte jeg en voldsom trang til selv at debattere med forfatterne. Det kom jeg aldrig til, for jeg meldte fra til seminaret i sin tid. Husker ikke en gang hvorfor. Men jeg ærgrer. Til gengæld glæder jeg mig over bogen. Mere af den slags, tak.
