Museer for folk
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
I dette bind i serien ”100 danmarkshistorier” fra Aarhus Universitetsforlag bliver vi indviet i de kulturhistoriske museers historie i Danmark. Som sædvanlig velredigeret og velskrevet – og vi bevæger os både frem og tilbage i tid.
Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn fortæller om etableringen af det, der blev til museet for købstadshistorie i landets næststørste by. Fundamentet var Borgmestergården, der blev genopført i Landsudstillingen i Aarhus i 1909 – og manden bag var Peter Holm, der kæmpede ihærdigt mod den konservative og noget arrogante bestyrelse i byens museum, der mente, at forhistorien var det vigtigste (og rigtigste).
I Borgmestergården kunne de besøgende opleve stuer med interiører fra 1600 og fremefter. Det var noget helt nyt i museumsverdenen og et led i en nordisk tendens med folke- og frilandsmuseer, der i disse år så dagens lys i Skandinavien. Ikke blot Aarhus Museums bestyrelse, men især Nationalmuseets stridbare direktør Sophus Müller så ikke med venlig øjne på disse nye formidlingsinitiativer. Müller betragtede dem som ren underholdning og uægte, fordi bygninger og interiører ikke stod på sit oprindelige sted, og indeholdt genstande, der ikke oprindeligt hørte til her. Det var ikke museer, men etablissementer, der var at ligne med teatre. ”Interiør-maneren vil fremstille virkeligheden på lignende måde som teaterkunsten gør det, som det sker ved maleriet og digterkunsten.” (side 47). Ikke blot Den Gamle By blev ramt af Müllers bandbulle, den gjaldt også Dansk Folkemuseum og Frilandsmuseet, og ikke mindst provinsmuseerne, som Müller kun så på med foragt. Det rigtige museum var det centrale i København, Oldnordisk Museum, 1892 Nationalmuseet, og den rigtige historie var forhistorien.
Den Gamle By blev verdens første frilandsmuseum for byernes kultur og historie, der inspirerede talrige institutioner i andre lande. Thomas Bloch Ravn fortæller engageret hele denne historie, men ikke nok med det; han bruger sit museums historie som udgangspunkt til at beskrive hele den danske museumshistorie generelt, fra Kongens Kunstkammer med alskens rariteter og frem til vore dage. Og historien om Sophus Müllers regimente i den danske museumsverden er kostelig at læse – han var virkelig ikke nem at bide skeer med!
Thomas Bloch Ravn fortæller dansk museumshistorie – en meget spændende udvikling fra opstilling af genstande i montre, som ikke ophidsede den almindelige befolkning (om nogen) til mangfoldig levendegørelse af samfundsudviklingen for folk. Og oplevelse, javel, men oplevelser man føler, man lærer noget af. Det er gjort i let fortalt sprog med masser af eksempler på en masse forskellige danske kulturhistoriske museer. Samlet slår Bloch Ravn fast, at museerne har indset, at de ikke er til for sig selv eller for genstandene, men for de mennesker, der besøger museet.
Frilandsmuseerne er populære – der kommer masser af besøgende, fordi man her så at sige på egen krop kan mærke det historiske vingesus ved at gå i gaderne, besøge de forskellige huse, se på eller prøve de gamle håndværk, se, smage, føle og dufte – og i Den Gamle By endda bevæge sig meget langt op i tid, helt op i 1960’erne og 70’erne; det er noget mange af os kan huske. Coronanedlukningen har været en hård tid for museet, men en indsamling blandt trofaste støtter har givet op imod en million kr. i støtte! Frilandsmuseerne (og alle andre museer) er faktisk museum for folk!
[Historie-online.dk, den 2. august 2020]
