Museum 3

Af Per Ole Schovsbo

Torkil Funder døde i 2023 i en alder af 87 år. Fotos og manuskripter fra hans lange og kreative liv fyldte lige så meget som han selv, og et fornemt udvalg fremlægges i dette sidste nummer af Dansk Tidsskrift for Museumsformidling. Redaktøren er den åndsbeslægtede Ulrik Høj Johnsen og udgiveren den fortsat forskende, skrivende og udgivende Jens Vellev.

Vi er tilbage i Jyllands gyldne årtier efter 2. verdenskrig, hvor de kulturhistoriske museer under den Kolde krigs hærgen og polarisering blev formuleret af folk som Peter Seeberg i Viborg, Palle Friis i Hjørring og den gamle Peter Riismøller i Aalborg, der var inspireret af ældre folkemindesamlere som Evald Tang Kristensen i Herning. Arabisk arkæologi og Moesgård Museum (arkæologi og etnografi) var i støbeskeen, takket være P. V. Glob, den tænkende professor Ole Klindt Jensen og etnografen Klaus Ferdinand med Afghanistan.

Inspirationen var også det rige københavnske miljø, der er præget af etnologer som Ole Højrup, Bjarne Stoklund og Frilandsmuseet, Nationalmuseet, etnografen Kaj Birket Schmidt, studieårene med lærere som teologen og kulturgeografen professor C. G. Feilberg, der var ekspert i Afrikanske stammer, danske gårdmænds og husmænds åndelige tilværelse og arabiske beduiner. Feilberg efterfulgte den sagnomspundne Gudmund Hatt med jernalderbopladser og arktiske skinddragter og Therkel Mathiassen med Grønlands inuitkulturer og ældre nordisk stenalder. De udgjorde den tugtede generation efter 1. verdenskrig, hvor man var arkæolog om sommeren og etnograf om vinteren og levede af visioner, perspektiver og sulteløn med en arbejdsdag på 18 timer og en formidabel litterær produktion.

Funders mentorer og inspiratorer var således mange og i Ribe var det især Lenart Ethelberg, Ribe Katedralskole og sikkert også Mogens Bencard, Antikvarisk Samling. Her skrev, sværmede, fortalte og udstillede Funder, ind imellem sit arbejde som gymnasielærer i fysik og geografi, ikke kun i Vesthimmerland, Thorning og Ribe men i næsten hele landet de levende naturfolks og kulturfolks verdener, myter og historier til alle tider og alle steder. Råmaterialet kom fra rejse, fotografier, undersøgelser, samtaler og arbejder for nyere tids museer.  

Denne posthume udgivelse af Funders udvalgte tekster og fotografier er sidste del af en trilogi. Det første bind udkom i 1996 og indeholder essays om udstillinger og museumstanker fra Ribe, Viborg. Randers og Oxford. Andet bind fra år 2000 indeholder beretninger om rejser til Ceylon, Oman, Nuristan og Afrika. Dette det tredje bind rummer essays om rejser, samlinger og de danske museers udvikling i perioden 1971-2001. Det er inddelt i fire temaer. De to med fire essays de to sidste med hver et.

Blicheregenes Museum er hovedoverskriften til det første afsnit, og det indledes med en typisk Funder-tekst – ”Den lange tid” - der når læseren som et imperativ, der ikke kan modsiges. Herefter skriver Funder om genstande fra Blicher og hans fortællinger i essayet ”Myter”, men vi får også lidt om Mads Doss, Hærvejen og mordet på Grathe Hede, der endnu huskes på egen, selvom det fandt sted for næsen 500 år siden. Herefter følger ”Egnenes stemmer” som er skrevet mens Funder samlede tre museer sammen til et og cyklede rundt på Thorning-egnen for at lære dens virkelighed at kende for at det nye museums udstilling og formidling kunne blive så autentisk som muligt. Hvem skal museet tilegnes? spørger han, hvilke livstegn er der i samlingerne, hvorfor gemmer vi på Blichers gamle døre og vinduer?   Blichers verden, nutidige erindringer, Søren Ryge´ske dialoger med den endnu levende smed, skærveslageren, skomager og mange andre, kartoffeltyskerne, blæsten på Hærvejen og mange andre billeder, historier og myter til det levende museum i Thorning, der åbnede i 1979.

Næste afsnit fortæller om Vesthimmerlands Museum i Aars, hvis udstillinger stod til at blive fornyet i forbindelse med museets udvidelse. Funder indleder med omtale af den gamle udstilling af nyere tid i bygningen fra 1935.  Det hele er lagt frem på beskeden vis på beskeden plads.  Mange genstande findes magen til på andre museer, men det er deres historie, som giver tilknytning til egnen. Derved træder stedets personer frem ved siden af tingen, og vi forlader den almene kulturhistorie og bliver besøgende på egnen, skriver Funder og fortsætter: kunne man lade den nye udstilling på museet begynde med dagen i dag og så gå bagud i tid? Så var der ingen tvivl om det eneste mulige udgangspunkt for at fortælle om de gamle sagers forsvundne tid.  Og så tager Funder sin cykel og kører ud i Himmerland for at få inspiration til den nye udstilling. Resultatet er en række dagbogsblade med minutiøse skildringer af anlægget, vejen og kirken, hovedgaden og gymnastikforeningen og stenaldercenteret ved Ertebølle fra ældre stenalder med kopier af redskaber, våben og keramik i modsætning til de originale ting, som var med dengang for 200 år siden.

De lange cykelture, landskabet, de spredte gårde og husmandssteder, Giver kirke, den gamle købmandsforretning i Kornum. Det her tager aldrig ende, skriver Funder. Tager rutebilen til Løgstør og rutebilen til Hvalpsund, ser og skriver ned, de nøjsomme vestpå, der er indremissionske og i sjælden grad i kontakt med tidligere tider, som museets udstilling vel burde være præget af. Men Himmerland er præget af nytid overalt selv ud på grusvejene. Og til slut: Tiden er gået. Jeg fik lov at se landskabet og følge sommeren.

Herefter følger vi Funders refleksioner over udstillingens tilblivelse i Aars med temaer som horisont, jord, landevej, den nye museumsbygning af Per Kirkeby, tilknytning, oplysning, farver, anekdoter, ihukommelse, original, hede, myte, objekt, byboere, overgang, genbrug, møde og tid.

Bogens tredje afsnit handler om Den siamesiske Samling i Ebeltoft, der har helt sin egen historie, skabt af forstkandidaten Rasmus Havmøller, der var udsendt til ØKs savmølle i det nuværende Thailand. 1940 overlod han samlingen til Ebeltoft Museum og døde kort tid efter. Funders fascination af samlingen skyldes først og fremmest, at den er autentisk, skabt af Havmøller og ikke siden ændret. ”Den er ikke en udstilling men en samling, et museum i sig selv. Afrundet. Færdig.”  skriver han. Den er et raritetskabinet, som vi kender fra fyrsterne i renæssancen, der var samlet og opstillet uden anden sammenhæng end personen selv. Vi ser det samme i amatørsamlinger og mindre private museer op til vore dage, skriver Funder.

I bogens sidste afsnit fortæller Funder om opbygningen af en udstilling om Ribe Katedralskoles historie 1145-1995. Typisk Funder er det omviserens fortælling, vi læser, ham der viser rundt og fortæller om genstande, myter og tanker. Vi følger som læsere med rundt i den for os imaginære udstilling – og er efter læsningen endnu en museumsoplevelse rigere.

Torkil Funder var jo en stor forfører og gav os, der kendte ham – i kortere eller længere tid - uudslettelige oplevelser af det nære. Hans tekster og udstillinger står tilbage som noget af det bedste, der er skabt i den danske museumsverden i nyere tid, hvor polyhistoriske visioner endnu var tilladte og gav mening.

Denne mesterlige fremlægning af et udvalg af Torkil Funders tekster og fotografier giver os et suverænt billede af en stor personlighed som fortsat inspirerer museerne og deres besøgende, fordi han var i stand til at gøre det kulturhistoriske museums forskning og formidling til en nødvendig forudsætning for at forstå nutiden – og dermed også fortiden. Ikke kun oplevelser men også indsigt.

[Historie-online.dk, den 16. april 2025]