Myten Rommel

Af stud. mag. Kristian Hansen,  Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Af de mange berygtede og berømte marskaller, der kæmpede for Hitlers regime under den anden verdenskrig er der en, som de fleste kender til eller har hørt om: Erwin Rommel, ”Ørkenræven”, der ved flere lejligheder slog de allierede på den prægtigste facon, der lader sig gøre på slagmarken. Rommel var ligeledes en af de få generaler, der var sund respekt for blandt de allierede leder.

Rommels militære karriere startede, som for stort set alle ledende militærfolk i Hitlers krigsmaskine på slagmarkerne i Europa under den første verdenskrig. Hovedsageligt på fronten til Italien gjorde han sig gældende. Han viste fra et tidligt tidspunkt, at han havde en magisk effekt på sine underordnede, og en skarp taktisk hjerne, der kunne se og udnytte de muligheder der opstod i det kaos, som krig er. I mellemkrigstiden bevægede han sig langsomt op i gennem det militære hierarki. Først da Hitler i 1933 kom til magten tog Rommels karriere fat. I de første nazistiske år, hvor der stadigvæk var en skrøbelig fred i Europa blev det samtidigt klart, at Rommel dog ikke var nazist. Han var unægtelig betaget af Hitlers karisma, men blev aldrig ”rigtig” nazist.

Det var under felttoget mod Frankrig i maj 1940, at de første trin i myten Rommel blev trådt. Han havde kort forinden fået kommandoen over en panserdivision, der med nærmest magiske evner bragede igennem de franske og engelske tropper. Blandt de flygtende allierede soldater fik selv samme enhed kælenavnet ”spøgelsesdivisionen” da den gang på gang under Rommels ledelse formåede at dukke op helt uventet og fra en retning, som ingen i den allierede kommando havde kunne forudse. Efter nederlaget i vest havde Rommel et ry ikke kun blandt sine egen soldater, men ligeledes i fjendens lejer, der nærmest gjorde ham til en uovervindelig størrelse. Vi skal dog til en helt anden krigsskueplads for at cementere ”myten Rommel”. I det nordlige Afrika kæmpede de allierede og aksemagterne an lang og blodig krig ud fra 1940 frem til 1943. Mere end 100.000 soldater mistede livet på denne eksotiske slagmark. Det var også her, at Rommel for alvor kom på banen. Hans taktiske kunnen og nærmest magiske påvirkning på sine soldater lykkedes det ved flere lejligheder, at totalt overrumple fjenden og vinde sejre, der nærmest ikke var til at fatte.

Nazismens propagandaapparat drog fuld nytte af dette. Rommel blev gjort til en stjerne. I 1941, da tyskerne efter flere måneders sejre måtte rømme stillingerne foran Moskva og sande, at de havde tabt første runde i krigen mod Sovjet, var det netop Rommels sejre i Afrika, der blev brugt til at holde moralen i den tyske befolkning oppe.

Til trods for Rommels evner begyndte det dog i løbet af 1942 at se sort ud for tyskerne også i Afrika. Der var kommet friske forsyninger, tropper og ledelse til i den alliere lejer. Således måtte det uundgåelige komme – et reelt nederlag i Afrika. Ved El Alamein blev de tyske drømme om at smide englænderne ud af Afrika knust. Det var dog ikke det eneste der krakelerede. Rommels personlige tro på en tysk sejer endte også sine dage i det varme sand øst for Tunesien. Her begyndte han at tvivle og sande, at Tysklands dage i denne krig nok var talte. Som det gjaldt de fleste tyske generaler så kom Rommel på baggrund af sit uundgåelige nederlag i Afrika mod en modstander, der var ham totalt overlegen også i dårligt lys i Hitlers øjne. Rommels nedtur startede her. Ikke mindst fordi han turde at ytre sin pessimistiske tanker om den fremtidige militære situation. Stille og roligt faldt stjernen Rommel. Han blev i 1944 sendt til Frankrig for at gøre klar til den invasion, der måtte komme. I denne tid var det, at han begyndte at flirte med et farligt selskab og med farlige tanker – at Hitler måtte overbevises om, at en fred med de vestallierede eller fjernes fra sin magtfulde position. Rommel blev i månederne op til invasionen ligeledes informeret direkte om, at ledende militærpersoner planlagde at forsøge at tage livet af Hitler, hvis denne ikke ændrede sin opfattelse af krigen. Det var muligvis ikke helt hvad Rommel ønskede. Han var mere til idéen om at påvirke Hitler til at opgive kampen mod vest, og søge en fred for derefter i fællesskab at bekrige Sovjet. Vi ved at dette var den rene ønsketænkning. De allierede havde kun ét mål: en betingelsesløs overgivelse i ledtog med russerne.

Rommel blev aldrig fuldstændig involveret i begivenhederne den 20. juli 1944 – attentatet på Hitler. Men under afhøringer af de medansvarlige kom hans navn alligevel på banen ved flere lejligheder. Myten Rommel blev derfor snart en dødsdømt mand, der ikke længere havde den gunst i de ledende kredse, som han havde nydt de forløbne år. Hitler vidste dog at Rommel stadigvæk i befolkningen var en sand helt. Det kunne derfor ikke komme på tale at lade ham komme for en domstol og blive dømt for højforræderi. Således blev Rommel den 14. oktober 1944 konfronteret med et ultimatum, overbragt af regimets bødler – tag dit eget liv eller bliv sat for en domme i den berygtede folkedomstol. Rommel valgte det sidste. Han blev begravet som en helt under det dække, at han under kampe havde haft et hjerteanfald, som tog livet af ham.

Med sin nye bog har Maurice P. Remy kastet nyt lys over den spændende tyske general Erwin Rommel. Igennem en grundig og vel underbygget analyse afdækkes Rommels liv, hovedsageligt i tiden under nazisterne. Der er groft sagt to hovedkonklusioner i værket. Frem for alt at der var tale om en mand, der velfortjent blev mytegjort igennem sine militære bedrifter. Rommel var ifølge forfatteren en hård leder, der krævede det yderste af sine mænd. Dog ikke mere end han krævede af sig selv, Rommel var hele tiden på farten, hvor han jævnligt besøgte sine mænd i felten. Dette var med til at gøre ham til en vellidt leder, der nærmest fortryllede sine mænd. Selvom han var en hård mand i militære anliggender beskriver bogen også Rommel som en fader og ægtemand, af en helt anden karakter – han var varm og elskelig. Den anden hovedkonklusion om myten Rommel skal ses i lyset af hans handlinger i den sidste tid han levede. Hans mål med at ”åbne op” overfor de vestallierede skyldes ikke, at han søgte magt i det der måtte komme efter Hitler, men mere en omsorg for det tyske folk og de mange soldater der stod ved fronterne. Fra slutningen af 1942 og frem så Rommel måske klarere end andre at krigen ikke kunne vindes. Således blev en fortsættelse i hans øjne blot en forlængelse af det uundgåelige og en meningsløs pinsel for tyskerne. Dette var Rommels egentlige motivering i komplottet mod Hitler og ligeledes den anden sten i myten om hans person. Han valgte unåde, hvor lydighed ikke bragte ære.

Alt i alt er der tale om et imponerende værk, både som en biografi over Rommels liv, men også som en glimrende historisk oversigt over de dele af den anden verdenskrig, som han deltog i. Kilderne er ligeledes imponerende – i stor udstrækning Rommels egne korrespondance med familie og venner. Netop disse giver læseren en spændende indblik i Rommels personlighed og de tanker han løbende gjorde sig om krigen og dens følger. Værket er samtidig til at læse for stort set alle der skulle have lyst. Den er let læselig og skrevet i et flydende sprog, noget man ikke mindst kan takke oversætteren for. Jeg vil derfor varmt anbefale denne bog til alle der skulle have interesse.

Det er dog en lille detalje jeg må fremlægge. Uden at være Rommelekspert fik jeg i løbet af bogen den opfattelse, at forfatteren ihærdigt forsøger at trække Rommel ud af nazisternes forbrydelser. Rommel var uden tvivl feltherre, der ikke havde megen kontakt med de forbrydelser der blev begået – han tjente heller ikke i øst, hvor regimets viste sit grimmeste ansigt. Alligevel forekommer det mig, at man stort set skal regne med, at alle med positioner som Rommels fra en tidlig tid må have haft en smule indblik i disse forbrydelser. Om man kalder det at vælge at se bort fra det eller ej, så er jeg ikke helt enig i forfatterens gentagende understregning af, at ”…Rommel kunne intet vide om de grusomheder der blev begået”, en slutning jeg personlig ville være meget forsigtig med.