Nationalstatens fødselsveer
Ove Korsgaards forfatterskab om N.F.S. Grundtvig sluttede i 2018 med bogen: ”Grundtvig rundt. En guide”. Troede han. Men da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, følte han, at krig og geopolitik igen blev så påtrængende, at han måtte se nærmere på, hvordan Grundtvig og hans politiske venner forholdt sig disse to centrale forhold. Det er der kommet en ganske interessant bog om – med flere undersøgelser og tolkninger.
Af Erik Ingemann Sørensen
Lige til det allersidste var præsten og forfatteren N.F.S. Grundtvig (1783 – 1872) en skarp iagttager af såvel det religiøse som af de politiske i Danmark. (Foto: HPN)
Der er ikke mange gudstjenester, hvor der ikke synges en salme af Grundtvig. Så stærkt står han i salmeskatten. Nok også for dem, der kun kommer i kirken ved højtiderne eller bryllup og begravelser. Hvor mange, der kender til hans politiske indsats, er nok mere usikkert.
Med bogen ”Nationalstatens fødselsveer” giver Ove Korsgaard læserne mulighed for i koncentreret form at erhverve sig viden om en af det 19. århundredes mest spændende figurer og hans politiske indsats. Men hvorfor lige nu med denne udgivelse?
Ove Korsgaard skriver: ”Det skyldes Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar. Dermed blev krig og geopolitik igen en uhyre påtrængende problemstilling. Ikke kun for ukrainere, men også for os som danskere og som europæere. For krigen i Ukraine synes at blive definerende for Europas fremtid – og dermed også for Danmarks.” (s.7).
Lyder det lidt underligt? Ja. Det synes en mærkværdig anledning – lige indtil forfatteren lidt efter skriver: ”Krigen i Ukraine rejste for mig spørgsmålet: Hvordan forholdt Grundtvig og hans politiske venner sig egentlig til krig og geopolitik i deres samtid? … med Tyskland i syd, Rusland i øst og de skandinaviske lande i nord? Da jeg begyndte at grave i sagen, viste det sig hurtigt, at krig og geopolitik er ret underbelyste problemer i Grundtvigforskningen…” (s.7).
Mødre med børn. Det kunne være taget flere aktuelle steder. Egentlig ufatteligt at menneskeheden ikke er nået længere med humanistiske tiltag. Foto: HPN
Markante skillelinjer
Forfatteren peger på, at ifølge Grundtvig var Den Franske Revolution vigtigere end den lutherske reformation. På trods af revolutionens vanvittige terror finder Grundtvig, at netop denne begivenhed lukker døren til det gamle Europa. Nu stod man pludselig midt i det, der på moderne sprog hedder ”nation building”. Og her er det begrebet folk, der får den store betydning. Og så helt centralt: sproget. For Grundtvig var det ganske enkelt det, ”… der skaber folket, og derfor udfør sproget det naturlige grundlag for sociale og politiske sammenslutninger…” (s.33).
Det danske – det at være forenet i sprog og kultur – står centralt hos Grundtvig. Han kan ikke undlade at forholde sig til et af urocentrene mod syd. Derfor kan han ikke se, at Holsten, hvor tysk var det fremherskende, kunne være med ind i det danske. Hvad Slesvig kunne. Men mod syd herskede en helt anden opfattelse. Her fandt man synspunktet, at Danmark skulle ind under Det Tyske Forbund.
I 1848 gik der – som bekendt – et spøgelse gennem Europa. Og det var ikke bare kommunistisk. Frihedsbevægelserne foldede sig for alvor ud. Men. Forfatteren anvender begrebet Tyskland adskillige årtier før det opstod. Det sker først i 1871, da man havde slået Frankrig.
Det tyske Kejserrige udråbes i Versailles i 1871. Bismarcks store projekt var lykkedes – og en europæisk stormagt skabt. Første skridt Dybbøl i 1864, andet var Königgrätz i 1866 og her det sidste i 1871
Det virker forstyrrende for teksten med den forkerte brug af ordet.
Dette folkenes oprør resulterede som bekendt i Den Første Slesvigske Krig også kaldet Treårskrigen. Men også i en omvæltning af den danske styreform. Frederik den Syvende – med alle hans mærkværdigheder – underskrev Danmarks første grundlov den 5. juni 1849, hvorved enevælden blev afskaffet, og en form for demokrati blev indført. Her hentydes der til, at det så sandelig ikke var alle, der fik stemmeret. Og da slet ikke kvinder.
Som bekendt var dansk politik havnet på et fatalt spor efter Treårskrigen, og kursen frem mod katastrofen i 1864 virkede håbløs. Og da den nye konge, Christian den Niende følte sig tvunget til at underskrive november- forfatningen i 1863, brød helvedet løs. I løbet af få måneders håbløs krig mod den preussiske og østrigske overmagt, en stribe af dårlige beslutninger og tonedøvhed, var det slut. Grænsen mod syd kom nu til at ligge lige syd for Kolding.
Danmark var for alvor blevet en småstat. Grundtvig kæmpede ifølge Ove Korsgaard for et samlet Norden udvidet med England. ”Danmark og Højnorden … eneste mulige redning er et fast forbund mellem de tre nordiske riger og det mere end halvnordiske England.” (s.122). Han understregede derfor ”… oprettelsen af et fast, uopløseligt nordisk forbund, under vestmagternes og især Englands medvirken og varetægt… ” (s.122). Det gik ikke. som Grundtvig ønskede – og i 1864 var blot et mindre antal frivillige fra Norge og Sverige med. Vi skal frem til 2023 og 2024 før Norden med Finlands og Sveriges tiltrædelse til NATO sluttede ringen mod nord.
Sveriges statsminister Ulf Kristersson og NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg endda fra Norge markerer Sveriges tiltrædelse. Foto: NATO
Gud give Kongen et dansk Hjerte
Ovenstående bøn fremsagdes af præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge kirke sommeren 1864. Denne bøn dækkede mange danskeres håb. På Rigsdagen, hvor han var medlem, opfordrede han den 2. september kong Christian IX til at abdicere. Og overgive kronen til den svensk norske kong Carl den Femtende, der i øvrigt ikke kan karakteriseres som tilhørende intellektets ypperste. Den slags gik naturligvis ikke, og blot 20 dage senere blev han afskediget fra stillingen som præst i Ryslinge.
Men her forregnede magten sig. Den havde ikke set eller opdaget Grundtvigs betydning. Denne havde i 1855 fået gennemført loven om løsning af sognebånd. Det betød, at man ikke længere var bundet til sognets præst, men frit kunne vælge sin egen. Det fik især på Kertemindeegnen – Grundtvigs opstillingskreds – stor betydning.
Grundtvig inspirerede sine venner til at fremlægge loven om valgmenigheder indenfor folkekirkens rammer. Det mødte kraftig modstand, men konseilspræsidenten C.E. Frijs gjorde det til et kabinetsspørgsmål af frygt for, at folkekirken ganske enkelt kunne blive sprængt. Den 15. maj 1868 blev loven så vedtaget. Og i august dette år kunne Vilhelm Birkedal indtræde som præst for valgmenigheden i Ryslinge. Den 8. august samme år blev den nyopførte Nazaretkirke indviet.
Ove Korsgaard peger på – forekommer det – Ryslinge som det fynske kraftcenter for grundtvigianismen. Det er naturligvis et synspunkt. Men jeg er slet ikke sikker på, at han har ret. Det er Kertemindeegnen, der er pulsen. Grundtvig var valgt her, Kristen Kold byggede sin højskole, og sognebåndsløsere kom til i et hastigt stigende antal. Og da især fiskerne kuppede grundtvigianerne og fik den voldsomt indremissionske Jens Krog ansat som præst, sprængtes menigheden. Dette resulterede i byens valgmenighed, der den 24. januar 1869 kunne indvie den nybyggede Emauskirke. Efter en økonomisk kraftpræstation hvor maleren Johannes Larsens far købmand og skibsreder I.A.Larsen var en af dynamoerne. Ånden var nok mere redebon i Kerteminde – uden at valgmenigheden i Ryslinge på nogen måde skal nedprioriteres. (Erik Ingemann Sørensen: ”Da Indre Mission kuppede Kerteminde kirke”, Cartha, 2014).
Han nåede det ikke
Grundtvigs vision om nationalstaten blev til en realitet ved folkeafstemningen i 1920. Her faldt kortene endelig på plads. Næsten. Ifølge forfatteren blev Danmarks tiltræden som medlem af Det Europæiske Fællesskab 2. oktober 1972 anledning til, at der især inden for folkehøjskolernes kreds kom stor modstand. Her følte man, at flertallet havde forkastet synspunkterne på folkestyre og folkelig identitet.
Tja. I de demokratiske processer må man nogle gange se andre resultater, end dem man håbede på. Men som Ove Korsgaardskriver i slutsætningen til bogen: ”For som denne bog bevidner, var fødslen af den danske nationalstat en lang, smertefuld og brydsom proces. Men i sidste instans med et lykkeligt resultat.”
Bogen koster 200 kroner. Den er i og for sig spændende, men vil man stifte nærmere bekendtskab med Grundtvig – denne dynamo i dansk åndsliv – ja, så ville jeg nok finde en anden. Det skæmmer i øvrigt, at bogen ikke har et navneindeks, der kunne have hjulpet gevaldigt undervejs. Men der er gode noter og en flot litteraturliste.
[HIstorie-online.dk, den 4. december 2024]
