Nattens helte

Af Henrik Thystrup

Bogen er en oversættelse af den engelske bog ”Nightfighters Luftwaffe and RAF Air Combat over Europe 1939- 1945” , der er skrevet af Colin D. Heaton og Anne-Marie Lewis. Bogen starter i sin indledning med at love, at det er en undersøgelse af de teknologiske, taktiske, strategiske og operative udviklinger. Specielt den menneskelige dynamik, der er involveret på begge sider, samt udviklingen indenfor teknologi og videnskab. Bogen lover meget, og jeg synes desværre ikke, at den holder det – specielt ikke når den har været 10 år om at blive skrevet.

Bogen starter med at komme med baggrunden for bogen og beskriver, hvorfor den engelske bombekommando bombede de tyske byer, vel vidende, og baseret på egen erfaringer ved bombningen af London, at det i bedste fald var spild af ressourcer. Man vinder ikke en krig ved at bombe civilbefolkningen. Af grunde, der nævnes, er politiske krav fra Stalin om at åbne endnu en front mod tyskerne. Politisk kunne England ikke klare at retfærdiggøre det høje tab, som man havde, når man bombede i dagtimerne; dette vidste Hitler og prøvede at udnytte senere, og derfor var man tvunget til at bombe om natten, da der i starten af krigen ikke var store chancer for at blive skudt ned af fjendtlige natjagere. Præcisionen af disse bombninger var selvfølgelig elendig, og derfor mente mange, at det var spild af ressourcer at foretage dem.

Hitler blev som bekendt rasende over, at tyske byer blev bombet, og Göring havde brug for succes, da han jo havde lovet Hitler og det tyske folk, at ”Intet fjendtligt fly vil nogen sinde flyve over Berlin”. På baggrund heraf begyndte kompetente folk i Luftwaffe at udarbejde et forsvarssystem. Hitler var igen en modspiller, da han personligt skulle godkende og autorisere enhver tildeling og betaling af våben og fly. Luftwaffe arbejdede sammen med  Lichtenstein-radarer, som kunne bruges til at finde fly i natten og skyde dem ned.

Bogen fortæller herefter om de forskellige metoder, tyskerne brugte i den videre færd for at kunne forsætte nedskydningerne. Englænderne prøvede omvendt at finde metoder til at stoppe tyskerne – heriblandt nedkastning af metalfolie strimler (Window) for at forvirrer de tyske radarer. Bogen forklarer i udmærkede detaljer, hvorledes Wilde Sau princippet indføres, og hvor effektivt det egentligt var – englænderne fik aldrig lavet en metode, der kunne bekæmpe det og var det ikke fordi, at tyskerne i sidste ende løb tør for benzin og piloter, kunne det have påført englænderne alvorlige tab.

Grunden til, at jeg ikke synes, at bogen opfylder de forventninger, den sætter i starten, er, at den for det første hopper frem og tilbage i tiden. Det giver et rodet billede af, hvad der foregår. Desuden synes jeg slet ikke, den kommer i dybden omkring teknologi og strategi som lovet. Den beskriver kun på et højere niveau, hvad der foregår. Mange gange nævnes, hvor mange maskiner der er skudt ned og af hvem – oplysninger, som jeg synes høre til i en tabel bag i en bog.

Omkring de psykologiske aspekter  kommer bogen desværre heller ikke i dybden, men nævner hvor hårdt det var, og hvordan man i hjemlandet reagerede på stress (eller hvordan man ikke gjorde, kunne man skrive).

Men bogen er udmærket, hvis man lige vil have lidt mere viden om, hvordan natjagerne virkede under 2. verdenskrig. Bogen indeholder et meget rigt noteapparat, som fylder næsten 20 % af indholdet af bogen.