Nazimyter
Af Peter Yding Brunbech, post.doc., Institut for Historie og Områdestudier – Århus Universitet.
Nazismen var mere end endeløse kolonner af ranke soldater, der drog i krig i tanks og bombefly produceret af et toptunet tysk produktionsapparat. Mere end en ideologisk krigsmaskine, der affyrede raketter og sejlede superubåde designet af nogen af verdens bedste videnskabsmænd, og som selv i det folkemord den udførte, gjorde brug af højteknologi såsom særligt udviklede gasser, regnemaskiner og et velorganiseret jernbanenet. Bag denne hypermoderne fremtoning gemte sig en række magiske, mytiske og næsten okkulte forestillinger i selve nazismens grundlag.
Det er denne irrationelle side af nazismen, som Dan H. Andersen har sat sig for at berette om i Nazimyter – Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige. Bogen er inddelt i 10 kapitler, som tager forskellige aspekter af emnet op og behandler det baseret på først og fremmest engelsk- og tysksproget forskningslitteratur.
Udgangspunktet tager Andersen i Hitler og Himmlers livsforløb og skæbne i tiden før nazisternes magtovertagelse samt i de utopiske og racistiske tankestrømninger i datidens Tyskland og Europa. Tankestrømninger som blandt andet dannede grundlag for nazismen. Særligt Himmler udviklede tidligt en forkærlighed for det mystiske og de utopiske forestillinger om blodet og den germanske races og kulturs historiske overlegenhed. Men også Hitler var influeret af disse strømninger selvom han senere lagde en vis afstand til Himmlers sværmerier. Hvad angik de store germanske udgravninger bemærkede Hitler således, at der ikke var grund til at gøre et stort nummer ud af nogle lerkar fremstillet af tyskerne på et tidspunkt, hvor grækerne allerede havde bygget Akropolis.
Andre kapitler beskæftiger sig med konstruktionen af en ny kult efter magtovertagelsen, som nogle nazister forestillede sig skulle erstatte kristendommen som det tyske folks religion, samt om SS som Himmler havde tiltænkt rollen som det nye Tysklands ridderskab med ordensborg og det hele. Endvidere fortæller bogen om særligt SS’ bestræbelser på, gennem organisationen Ahnenerbe, at finde en eller anden form for videnskabeligt fundament for de ofte fantastiske forestillinger om germanske stammer, der havde spredt sig over hele jorden for hundrede tusinder af år siden og hvis spor kunne findes i folkeslagenes overklasser fra Inkariget over Island til Tibet. Endelig beskriver Dan H. Andersen i sit sidste kapitel, hvordan nogele af forestillingerne lever videre i efterkrigstiden i romaner og populærkultur og i konspirationsteorier.
Særligt kapitlerne om det idehistoriske grundlag for nazismens forestillinger er spændende, foruden kapitlerne om Ahnenerbe og de både mere og mindre vanvittige teorier og ekspeditioner, den barslede med, og de eventyrere/videnskabsmænd den tiltrak. Det er velskrevet og interessant, selvom ”petitstoffet” om enkeltpersoners forhold nogle gange tager overhånd, og selvom den evige fremhævelse af enkeltstående nazister og nazisympatisørers moralske og menneskelige mangler bliver lidt trættende i længden – men det sidste hører jo i en vis grad til genren.
Til gengæld virker et kapitel om tryllekunstneren og astrologen Hanussen, som blev dræbt af SA i 1933, malplaceret, og Andersen formår ikke at sandsynliggøre, at denne tilsyneladende tredjerangs plattenslager har fortjent en plads i historiebøgerne. Kapitlet understreger Nazimyters største problem, som er mangel på sammenhæng og rød tråd i historien. Bogen former sig således som en række enkeltstående beretninger, eller temaer, delvist bundet sammen af en hyppig påpegning af farerne ved autoritære ideologier – ikke mindst de som Andersen mener at være stødt på i sit eget livsforløb.
Nazimyter virker således som en bog, der gerne vil være væsentlig og fortælle os noget meget vigtigt, selvom det aldrig kommer til at stå helt klart, hvad det egentlig er. Totalitarisme er selvfølgelig noget puha – men det er det jo for så vidt både med og uden gralsborge. De halv- og trekvartformulerede sammenkoblinger mellem nazisternes fantasterier og New Age, Andersens hætteklædte naboer på Nørrebro, ”hippier”, islamister, 68’ere, fantasylitteratur, kvindebevægelsen med meget mere, skæmmer lidt den ellers velskrevne bog og kunne med fordel have været udeladt til fordel for en mere stringent analyse af et meget spændende emne.
