Nazisten og psykiateren

Den iboende pest

Beretningen om arbejdet med de nazistiske topfolk under Nürnbergprocessen er dybt foruroligende læsning med rystende udsagn om nazismens bødler. De fleste var ganske almindelige mennesker.

Af Erik Ingemann Sørensen

Historikere søger forsat efter en forklaring på den forfærdende ondskab, der er symbolsk med nazismen. Hvordan kunne et kulturfolk, der havde fostret nogle af historiens største personligheder, synke dybere end nogen nation tidligere? Spørgsmålene er overvældende, men et reelt svar synes svært at give. Afdækningen af ondskaben er efterhånden på plads – senest er de hidtil hemmeligholdte dokumenter fra UN frigivet – men der synes ikke at være en fælles forklaring.

Jack El-Hais bog ”Nazisten og psykiateren” er imidlertid fortællingen om jagten på en forklaring. Forfatteren skriver godt – om end det journalistiske til tider er lidt for meget.

Kelley’s historie

Douglas M. Kelley (1912-1958) blev færdig som læge i 1941 og året efter indkaldt til den amerikanske hær, hvor han gjorde tjeneste ved Army Medical Corps som psykiater. Hans opgave bestod blandt andet i at vurdere traumatiserede soldater for at se, hvornår de kunne sendes tilbage i aktiv tjeneste. I 1944 blev han udnævnt til major. I sommeren 1945 ændredes han karriere brat. Han regnede selv med, at han snart skulle hjemsendes. I stedet blev han nu tildelt opgaven med at vurdere de tyske topnazister, der var i de allieredes fangenskab.

Dette arbejde udgør hoveddelen af bogen, der afsluttes med en redegørelse for hans liv, efter han var vendt hjem. Herunder hans særdeles dramatiske selvmord i en alder af kun 46.

Psykiaterens opgave

I første omgang blev Kelley sendt til Mondorf-les-Bains i Luxemburg. Her havde de allierede samlet toppen af det nazistiske regime. Blandt disse var Göring, von Ribbentrop,  Hans Frank, Rudolf Hess, Robert Ley, Kaltenbrunner, Rosenberg, Julius Streicher samt generalerne Alfred Jodl og Wilhelm Keitel.

Lederen af ”fængslet”, den 53 årige oberst Burton C. Andrus, fik efterhånden omdannet stedet til en verden, der lå lysår fra den, de nazistiske topfolk tidligere havde kendt. Og Kelley kunne gå i gang med sit arbejde: at undersøge de indsattes mentale tilstand for at se, om de kunne klare, hvad nu de allierede besluttede sig for, der skulle ske med dem.

Topnazisterne på anklagebænken i Nürnberg

Fortællingen om de nazistiske spidsers mentale tilstand er kendt stof. Men for dem, der møder fortællingen første gang – og den er anbefalelsesværdig – er det en god indføring i disse menneskers sind og tankegang.

Fangerne blev herefter overført til Nürnberg – nazismens tidligere højborg kendt især fra Leni Riefenstahls film ”Triumph des Willen” – for at markere, at det var her i løvens hule, det endelige opgør skulle finde sted.

Kelley følger med. Det samme gør oberst Andrus, der endnu engang sikrede sig, at fangerne måtte leve under yderst beskedne kår. Også selve processen er kendt stof. Men igen glimrende beskrevet.  Ligeledes retssagen er velbeskrevet. Men igen: for førstegangslæsere er det en glimrende introduktion.

Rystende konklusion

Efterhånden som de grusomme beretninger kom frem stillede man spørgsmålet: ”Hvorfor havde nazisterne og deres tilhængere gjort det? Var de sindssyge? Kunne der spores en særlig mental forstyrrelse hos dem, som kunne forklare deres kriminelle adfærd?”

Da Nürnbergprocesserne var forbi, kunne Kelley, der nu var tilbage i USA begynde at gennemgå sit store arkiv – de mange test – de mange samtaler med de anklagede i et forsøg på at besvare spørgsmålet. Hans konklusioner er rystende: ”…ingen af topnazisterne bortset fra den hjerneskadede Ley udviste nogen tegn på mentale sygdomme eller personlighedstræk, der gjorde, at de ville kunne betegnes som sindssyge. Her var han oppe mod en populær myte fra krigsårene…”, skriver Jack El-Hai.

De lå heller ikke uden for grænserne for det normale. Til gengæld havde de flere træk til fælles: ”tøjlesløse ambitioner, svag etik og en overdreven patriotisme, der kunne retfærdiggøre næsten enhver tvivlsom handling…” Men Kelley stoppede ikke her. Han var heller ikke tilbøjelig til at konkludere – som Hanna Arendt gjorde det under retssagen mod Adolf Eichmann i 1961 – at folk bare handlede efter ordre. Det hun karakteriserede som ”ondskabens banalitet”.

I stedet finder Kelley en mulig forklaring i de strømninger, der havde præget Tyskland fra slutningen af 1800-tallet og gennem 1. verdenskrig. Tyskerne havde igen og igen hørt, at de stod højere end andre lande, og at fjender ganske enkelt skulle udryddes. Unægtelig en voldsom konklusion. For ifølge den skulle der være knyttet en arvesynd til det tyske folk. Her føler man, at Kelley måske er nået for langt ud. Lige til han fortsætter med at konkludere: ”Det er mennesker, som findes i hvert eneste land i verden. Mønstrene i deres personligheder er ikke uklare. Men de er mennesker med særlige drivkræfter, mennesker, som vil have magt, og selvom I siger, at de ikke findes her, vil jeg sige, at der findes mennesker – selv i Amerika – der ville være villige til at klatre over ligene af den ene halvdel af amerikanerne, hvis de kunne få magten over den anden halvdel, og dette er mennesker, som i dag blot taler – som benytter sig af demokratiets rettigheder på en udemokratisk måde…”

Her erklærer han sig enig med både Julius Streicher og ideologen Alfred Rosenberg, der under samtalerne med Kelley havde advaret ham om, at der kunne komme truende oprør i USA.

Og de kom ganske rigtigt: McCarthyismen holdt sit sygelige indtog i USA allerede i 1947 – senere kom modstanden mod borgerrettighederne.

Det er stærkt ubehagelig læsning. Og man må indrømme, at historien har givet Kelley ret. Borgerkrigene på Balkan og senest IS har med al tydelighed understreget, at begæret efter politisk og religiøs magt kan udvikle sig til de allermest grusomme overgreb på menneskerettighederne.

Formuleringer fra Den danske Forening og lovprisning af danske frikorpsfolks ”glorværdige” indsats understreger til fulde, at denne pestbacille findes overalt. Både i Sverige og i Tyskland dukker den op.

Det er en særdeles vigtig bog, Gyldendal har udgivet. Sammen med den nyligt udkomne bog om Dönitz er denne med til at lægge alarmerende brikker til vores viden om, hvad der rør sig dybt inde i ondskabens ækle sind. Mens man sidder tilbage med spørgsmålet: hvornår sker det igen – og hvor?

Historie-online.dk, den 3. maj 2017