Nederlandsk i Norden
Af Mikkel Leth Jespersen
Fra 1500-tallet til 1700-tallet var Nederlandene en supermagt i europæisk søfart. I denne periode var området førende inden for sejlads og udviklingen af skibsteknologi i det hele taget. De to bidrag i bogen omhandler hver sit aspekt af den nederlandske maritime indflydelse i Skandinavien. Først Thorbjørn Thaarups artikel ”Først af de Nederlender… Det nederlandske aftryk på søkort, fyrvæsen og lovgivning i Danmark” (s. 9-67). Dernæst følger Claus Rohden Olesens artikel ”Den nederlandske indflydelse på det skandinaviske skibsbyggeri i De Forenede Nederlandes storhedstid” (s. 69-252). Efter endt læsning har denne anmelder det indtryk, at der er tale om to universitetsopgaver af meget forskelligt omfang, som redaktionen af Maritim Kontakt har valgt at udgive som en slags antologi. De fleste læsere vil da savne et forord med oplysninger om, hvad det egentlig er for nogle tekster, der er tale om – specialer, ph.d.-afhandlinger eller hverken eller. Det ville også lette anmeldelsen af bogen, da man så kendte grundlaget for udgivelsen. Indledningsvis skal det også bemærkes, at der er tale om to tekster af vidt forskelligt omfang og forskningsmæssig tyngde. Den første artikel fylder ca. en femtedel af bogen og er forholdsvis let fordøjelig, mens den anden artikel fylder de resterende fire femtedele og er marinearkæologi for viderekomne.
Som titlen angiver, gennemgår Thorbjørn Thaarup det danske materiale vedrørende søkort, fyrvæsen og lovgivning i perioden med henblik på at spore, om der var en synlig inspiration fra Nederlandene. Sådanne transferprocesser er altid vanskelige at spore; kanaler for overførsel af viden og kultur er vanskelige at kortlægge, da de som regel er mange og snørklede – hvilket man blandt andet kan få et indtryk af ved at skele til den store tyske forskning i ”kultureller transfer”. Thaarup ender da også med en negativ konklusion: ”Inden for hverken søkartografi, maritim lovgivning eller fyrvæsen kan man påvise en klar overførsel af viden fra Nederlandene til Danmark”. Han mener dog, at den nederlandske påvirkning var ganske kraftig på periodens danske statsopbygning – dvs. udviklingen af 1600-tallets magt- og skattestat – da forholdet til Nederlandene virkede stimulerende på kongemagtens opbygning af fyrvæsen, told- og skatteopkrævning og centralisering af flåden. Med denne konklusion bevæger forfatteren sig over i en helt anden forskningstradition, end den som var udgangspunktet. Statsdannelsesforskningen kunne med fordel være inddraget med henblik på at skærpe denne problemstilling – for der var jo også mange andre faktorer i spil end forholdet til Nederlandene, da kongerne moderniserede deres middelalderlige riger til tidligmoderne stater. Måske kunne transfervinklen have givet et mere positivt resultat, hvis den var lagt mere bredt ud, end blot den overførsel, der konkret kan spores i lovgivning etc. Thaarup fremlægger selv dokumentation for, at der var en del indvandrede nederlandske skippere på de skibe, der var hjemmehørende i danske købstæder. De brugte vel nederlandske søkort og navigationsinstrumenter, så måske skulle problemstillingen have inkluderet i hvilket omfang, der blev brugt nederlandsk maritim teknologi om bord på danske skibe i renæssancen.
Den anden artikel er, som allerede nævnt, meget specialiseret, og henvender sig til personer med solide forudsætninger inden for marinarkæologi og maritim teknologi i det hele taget. Artiklen sammenligner det danske fundmateriale fra perioden med det nederlandske skibsbyggeri og påpeger ligheder og forskelle. Som ikke fagmand er det vanskeligt at vurdere metoden, og de derpå hvilende resultater og konklusioner, men der synes at være tale om et solidt stykke forskningsarbejde.
Begge bogens artikler kunne have fortjent en bedre formidling, således at deres hovedpointer trådte tydeligere frem, og teksterne blev lettere tilgængelige for en bredere kreds af almindeligt interesserede læsere – for dem er der vel også en del af blandt Maritim Kontakts faste læsere.
