Nørre Vosborg en vestjysk herregård.

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Når man får en bog af Nørregård-Nielsen i hænde, er der – uanset emnet - grund til at glæde sig, for ikke nok med at teksten er velskrevet, og illustrationsmaterialet velvalgt, der er også altid tale om et sobert og pænt udstyr. Altså en bog, som fryder øjet, glæder sjælen og pynter i reolen.

Derfor var der da heller ingen tvivl i anmelderens sind om, at dette nyeste skud på stammen skulle være kærkomment at få mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med. Og lad det være sagt med det samme: de høje forventninger blev indfriet.

Straks ved åbning af bogen er det slående, at den bestemt ikke er teksttung. Faktisk er det næsten en billedbog med en omfattende sideløbende tekst. Over 100 billeder rummer bogen, deraf flere over to sider. Det er noget, der kræver præcision i trykningen, og det har Narayana Press mestret til fuldkommenhed. Selv forsatspapiret er prydet med et fotografi af herregården i landskabet med lavtliggende horisont og den allerdejligste lyseblå, let disede himmel over de fire femtedele af siderne. Det er velgørende at se fotografier, der ikke lyser som af idel solskin. Her viser de årets gang på herregården med det danske lunefulde vejr, som vi alle kender det.  Som det hedder i billedteksten på side 144-145: ”Der er ikke to øjeblikke på Nørre Vosborg, som er ens!” De to ledsagende fotografier er begge vinterbilleder med sne, men alligevel med en verden til forskel. De mange forførende dejlige fotografier – selv et af vasketøj på et loftrum rummer kimen til stor oplevelse for beskueren – gør, at man næsten fristes til mene, at dette i højere grad er Janne Klerks bog end Nørregård-Nielsens, thi det er hende, der på forbilledlig vis har optaget dem hovedparten af fotografierne.

Men der er dog også andre illustrationer. En del af de sort-hvide fotografier er stillet til rådighed af Nationalmuseet, som har ladet dem optage omkring 1950; de medarbejdere, der har været ansvarlige herfor, forbliver anonyme, og det kan man godt bebrejde forfatteren og/eller Nationalmuseet ikke at have oplyst, for de er også værdifulde. De eneste illustrationer, som virker mærkeligt uvedkommende og totalt overflødige, er nogle papirklip, som H.C. Andersen har udført. Eneste relation til bogens emne er, at de er klippet under ophold på Nørre Vosborg. Det synes ikke at være begrundelse nok for at medtage dem.

For den grafiske tilrettelæggelse har Mette og Eric Mourier stået, og det er nydeligt gjort, selv om der er enkelte smuttere imellem, hvor billederne hænger umotiveret uden at holde register foroven.

Bogens indbinding er i fint lærred med tryk af titel på forsiden og ellers ingen oplysninger. Fint og delikat. Bogen er fristende nok til, at man lukker den op, og så åbenbares forfatter og fotografs identitet. Smudsomslaget rummer oplysningerne, så det kan man naturligvis lade sidde på bogen. Men dets bagside er nu mindre køn med ikke bare stregkoden, som det nu kræves (skam få den, der har fundet på det), men også en i grunden overflødig tekst klasket ufølsomt ind over et smukt fotografi.

Men nu omsider til teksten, forfattet af Nørregård-Nielsen, der har rødder omkring Nissum Fjord, og skrevet ikke bare på grund af den betydning, herregården dermed har haft for ham personligt, men nok så meget, fordi Nørre Vosborg netop er blevet færdigrestaureret af Fonden Realdania efter mange årtier med trang.

Det er dog ikke hverken istandsættelsen eller bygningshistorien, der gøres meget ud af, men den foregående tid helt tilbage til istiden – århundrederne op til 1299, hvor gården omtales første gang, trækkes frem, så vi forstår forudsætningerne for dét, der blev.

Dernæst maler Nørregård-Nielsen med sin karakteristiske brede pensel de resterende århundreder frem. På malerisk måde lader han næsten fabulerende give liv til egnen og menneskene, så vi tror, det er den endegyldige sandhed. For så overbevisende gøres det i en tilsyneladende ukunstlet og ligefrem fremstilling, at man skal være mere end almindelig interesseret for ikke at sluge det råt. Der er stribevis af skjulte citater i teksten, og de medvirker qua deres genkendelighed til, at man som læser umiddelbart tager det hele for gode varer.

Man føres gennem tiderne med næsten anekdotiske historier om denne og hin ejer eller gæst på stedet. Men på forunderlig vis lykkes det Nørregård-Nielsen at fortælle historien – eller rettere den historie, han oplever - om Nørre Vosborg uden overhovedet at nævne bygningernes historie. Der angives kun sporadisk lidt om et par arkitekturdetailler, men slet intet, som kan give læseren bare en fornemmelse af, hvad det er for et bygningsværk, de omhandlede liv har færdedes i og omkring. Ganske karakteristisk findes der ikke en eneste plan eller årstalsliste for herregården, kun en situationsplan i en gold og trist computertegning.

Så efter at have læst bogen, er der alligevel grund til at dryppe en enkelt dråbe malurt i bægeret, der ellers nær var rendt over af ros. Det er en bog om Nørre Vosborgs ejere, ikke om Nørre Vosborg. Måske skulle titlen bare have været en anden, så man ikke føler sig snydt, når man tror at have fået et vægtigt værk om en del af vor bygningskultur i hånden, og så ”bare” har fået en velskrevet bog om en stribe mennesker, hvis eneste fællestræk er, at de har været ejere af den samme herregård.