Ny dansk museologi
Af Irene Hellvik, museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum
15 forfattere har tilsammen forfattet en glimrende bog om dansk museologi og dermed også dansk museumshistorie. Fra de tidligste typer af samlinger i midten af 1600-tallet til det moderne museum og nutidens museumsideologi. Museologi skal egentlig forstås som formidlingsmetode. Formidlingsmetoder er trendfølsomme og tilpasser sig hele tiden udviklingen i samfundet og tidens behov og krav for ny (skal forstås som mere vedkommende og samfundsrelevant) historiefortolkning.
Tilbage i 1600-tallet talte man om kunstkamre, der set med vores øjne nærmest var raritetskabinetter. Det var begejstringen for det unikke og bizarre, der fascinerede datidens publikum, der for øvrigt kun bestod af de kongelige, adelen og specielt interesserende videnskabsfolk. Med videnskabens fremmarch og den generelle ændring af verdensbilledet blev store del af de første samlinger solgt omkring 1800. Så de diskussioner vi har i dag om kassation er altså ikke af ny dato, hvis man går og tror det. Chr. VII’s kommisorium à 22. maj 1807 bliver grundlaget for det moderne museum. Gennem hele 1800-tallet gennemgik forløberne for vore dages museer forskellige udviklingsfaser inden de i 1890’erne fandt deres endelige form. Igen kasseredes store dele af samlingerne, da de nationalistiske følelser efter 1864 slog igennem med fuld kraft. Museerne blev en katalysator for den specielle danske identitet (oldnordiske) og var med til at styrke den nationale bevidsthed. Endnu var det tilfældighedernes princip der herskede med hensyn til indsamlingspolitikken og det blev først med den professionelle arbejdskraft, at det ændredes omkring 1900.
De første museer, som vi i dag forstår et museum, var frilandsmuseerne, der for øvrigt er af nordisk oprindelse (svensk). Levendegørelsen, hvor den idealiserede bondefamilie iscenesættes, var tidens trend. Nye tider og nye skikke ændrede dette for så at vende tilbage igen i vore dage. Netop i disse år gør mange museer en dyd ud af at levendegøre fortiden i en eller anden form for museal teaterform. Man kan spørge sig selv, om denne formidlingsform er den, der står kraftigst igennem i de tider, hvor man har brug for nogle rollemodeller for at stive identiteten af. I dag er der igen behov for at finde frem til det ægte DANSKE, som så åbenbart enten er bønder eller borgere fra 1800-tallets midte – for øvrigt i netop den periode, hvor man havde de nationale følelser ”uden på tøjet”.
Museologi i dag er meget bevidst overfor sin målgruppe – alle danskere. Intet er overladt til tilfældighederne, lys, farver, ruminddelinger, sproget, valget af genstande, alt er med til at gøre oplevelsen af et museumsbesøg til noget særligt. Museerne står for den gode historie, som er spændende og vedkommende og som tilmed er en lærerig oplevelse.
Selv om vi i dag er meget kontrollerede og samtids-museologiske, når der skabes nye udstillinger, stikker tidligere tiders museologi hovedet frem de steder, hvor der er besøgsmagasiner. Her kan man så få tilfredsstillet sin nysgerrighed for mangfoldigheden, det bizarre og det unikke. Mange er i besiddelse af et enestående samler-gen, og som der skrives i bogen, så er det et udtryk for, at mange af den vej genfinder deres identitet!
Det er alt i alt en spændende historie, vi gennemgår i ny dansk museologi. Dog har jeg den kritiske indvending, at den kunsthistoriske del har for stor en overvægt, men det er jo smag og behag.
Bogen har et flot lay out, som både gør den læsevenlig og appetitlig. Så museologi i den skriftlige udgave lever op til kravet om den gode formidling til alle.
