Nytænkning gennem 100 år
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet
»De er altsaa den unge Mand, der kunne tænke Dem at genoplive det gamle Haandværk«, spurgte Industriforeningens formand, Camilius Nyrop, da den unge Gregersen fremlagde sine planer om et Teknologisk Institut: »Nej, det er dødt«, svarede Gregersen og fortsatte: »Men det kan staa op som Fugl Phønix af Asken, industrialiseret«.
Den etablerede fortælling om grundlæggelsen af Teknologisk Institut er fortalt af aktørerne selv flere gange. Initiativtageren, den kun 30-årige kemiingeniør, cand. polyt. Gunnar Gregersen, beskrev flere gange tilblivelsen som en harmonisk proces, der startede med en samtale med Camilius Nyrop og to efterfølgende prøvekurser i sommeren 1906. Efter støtte fra Danmarks dengang førende teknologiekspert, professor H.I. Hannover fra Polyteknisk Læreanstalt, bevilgede Rigsdagen derpå et tilskud til etableringen af instituttet, hvis officielle åbning fandt sted 14. januar 1908. Gregersen og cand.polyt. Preben Hempel, der også har beskrevet tilblivelsen, antydede dog også et kraftigt modsætningsforhold mellem Polyteknisk Læreanstalt og det nye institut.
Dette modsætningsforhold bliver nu for første gang grundigt beskrevet i Teknologisk Instituts 100 års jubilæumsbog. Forfatterne er begge tilknyttet det frugtbare forskningsmiljø ved Center for Virksomhedshistorie ved Handelshøjskolen i København. Teknologisk Institut har givet dem ubetinget fri adgang til instituttets arkiv og frie hænder til at udarbejde fremstillingen. Resultatet er blevet en pragtfuld bog, der trænger ind bag etablerede myter, anskuer instituttets udvikling i en bred økonomisk og politisk sammenhæng samt løbende vurderer instituttets betydning for teknologianvendelsen i dansk erhvervsliv og dermed for det danske samfund. Bogen er ydermere velillustreret og smukt layout’et, så der er på alle måder tale om en meget flot bog.
»Forsøg på at kvæle barnet i vuggen« hedder et af de indledende afsnit. Heri uddybes modstanden imod etableringen. Industrimagnaten G.A. Hagemann var på dette tidspunkt direktør for den hæderkronede Polytekniske Læreanstalt (grundlagt 1829; fra 1933 Danmarks Tekniske Højskole og fra 1994 Danmarks Tekniske Universitet). Hagemann betvivlede nødvendigheden af det planlagte institut, ligesom han direkte udtalte, at han fandt Gregersens plan uklar og umoden. I det mindste ønskede han at sætte klare grænser mellem den gamle læreanstalt og det nye institut, men bagved det hele lurede noget helt andet, nemlig modsætninger mellem storindustrien på den ene side og håndværket og den mindre industri på den anden side. Hans ”anbefaling” til ministeriet var derfor særdeles lunken.
Gunnar Gregersens plan var dog ret klar. Modsat storindustrien havde håndværkere og den mindre industri ikke adgang til den moderne teknologi i form af arbejdsmaskiner, småmotorer etc. Det nye teknologiske institut skulle derfor gennem kurser, udstillinger og konsulentvirksomhed udbrede kendskabet til teknologien. Håndværkere og mindre industridrivende, der ikke havde råd til egne laboratorier og lign., skulle have en løftestang i teknologisk henseende. Og sådan blev det. Trods modstanden i det veletablerede forsknings- og undervisningsmiljø, opstod ”Fagskolen for Haandværkere og mindre Industridrivende”, idet Gregersen dog tilføjede ”Teknologisk Institut” i parentes. I dagspressen blev instituttet kaldt for ”En Højskole for Haandværk og Industri”.
Formålet var da også bredt formuleret. Undervisningen skulle forløbe i faglige kurser af 3-6 ugers varighed. Disse kurser omfattede praktiske kurser som brug af værktøj og maskiner, der blev stillet til rådighed af maskinfabrikanterne, men også fag som bogholderi og kalkulation. Hertil kom aftenundervisning i form af foredragsrækker. Et andet vigtigt formål var konsulentvirksomhed i form af rådgivning, f.eks. i forbindelse med mindre virksomheders maskinindkøb. Endelig skulle instituttet arrangere udstillinger og forevisninger af maskiner og anden ny teknologi.
Fra starten kom undervisningen i centrum. Træ- og metalfagene dominerede, men i samarbejde med arbejdgivere, fagforeninger m.fl. blev der efterhånden oprettet kurser for utallige andre fag, f.eks. bagere, skorstensfejere, gartnere, typografer, kemikere m.fl. Nye felter som hærdning, autogensvejsning, motorprøvning m.v. kom hurtigt til. Omkring 1920 blev der indrettet lokaler for skræddere, urmagere, skomagere, glarmestre, boghåndværkere, kokke og tjenere. I de store provinsbyer Århus, Aalborg og Odense blev der løbende afholdt kurser. I andre købstæder og mindre byer over hele landet blev der også afholdt kurser, f.eks. i svejsning. I 1940 havde instituttet 14.000 elever, hvoraf 5.000 i provinsen.
Udstillingsaktiviteterne blev aldrig den store succes, og de blev opgivet i midten af 1930’erne. Konsulentvirksomheden fik i de første årtier heller ikke det omfang, som man havde forestillet sig, men udviklede sig dog langsomt til afprøvnings- og opfindervirksomhed. I mellemkrigsårene blomstrede rådgivnings- og forsøgsvirksomheden, men det helt store gennembrud kom under besættelsen. Forsøg med og udvikling af erstatningsbrændsel og gasgeneratorer blev en stor succes, ligesom instituttet stedse arbejdede for at afhjælpe forsyningsproblemerne med at finde erstatningsstoffer, f.eks. syntetiske stoffer til garverindustrien. Udviklingen i forsøgsvirksomheden var dog pladskrævende. I de første år havde instituttet holdt til i Industriforeningens bygning ved Rådhuspladsen, men i 1918 fik man på Vester Farimagsgade sin egen imponerende bygning, der allerede blev udvidet i 1928. Under besættelsen måtte instituttet leje sig ind i bygninger på Bülowsvej på Frederiksberg. I 1960’erne fulgte flere køb og lejemål, indtil man i 1972 hhv. 1977 flyttede instituttet til Høje Taastrup.
Aktiviteterne i provinsen førte til nye organisatoriske stridigheder. Gunnar Gregersen, der var direktør fra starten og helt frem til 1950, ønskede i 1941 at etablere en eller flere filialer i provinsen. Baggrunden var, at man i Århus havde planer om at oprette sit eget teknologiske institut. Gregersen frarådede dette, ja, gik så langt som til at henstille til ministeriet, ”at det kommende, jyske institut skulle afskæres enhver mulighed for forsøgs- og konsulentvirksomhed så længe Teknologisk Institut magtede denne opgave på landsplan” (s.108). Internt på et bestyrelsesmøde kaldte Gregersen initiativet i Århus for ”saa misforstaaet som overhovedet muligt”. Alligevel lykkedes det som bekendt århusianerne i 1943 at skabe Jydsk Teknologisk Institut. De to institutter havde i mange år et særdeles køligt forhold til hinanden. Efter en del tilnærmelser i 1970’erne og 1980’erne lykkedes det 1. januar 1990 at fusionere de to institutter under navnet Dansk Teknologisk Institut (fra 1999 igen blot Teknologisk Institut). Århusianerne gik dog ikke betingelsesløst med til fusionen – borgmester Thorkild Simonsen stillede som krav, at der fortsat skulle være aktiviteter i Århus, at bestyrelsesformanden for Jysk Teknologisk Institut skulle være formand for det nye institut samt at hvert andet bestyrelsesmøde skulle afholdes i Århus.
I 1960’erne og 1970’erne tørnede teknologibegejstring og miljøkritik frontalt sammen. Bagsiden ved den gamle industriproduktion viste sig i form af tiltagende forurening samtidig med, at der blev sat spørgsmålstegn ved nye produkter. Den petro-kemiske industri lancerede nye produkter, hvilket førte til nye brancher som plastikindustrien og voldsom ekspansion inden for eksisterende industrier som olie-, gødnings- og medicinalindustrien ”Tilsammen udløste det et fyrværkeri af nye stoffer og produkter, hvis virkninger ikke var kendte…” (s.170). Udviklingen gav nye opgaver for instituttet, som danskerne efterhånden lærte at kende fra test og undersøgelser af alle mulige ting og forhold, der berørte hverdagen. Støjmåling, vaskepulverdossering, beton, energibesparelse, asbestproblemer, arbejdsskader, bilsammenstød… Intet for stort og intet for småt. Instituttet fortsatte arbejdet i 1980’erne og 1990’erne med udvikling af nye teknologier og ny viden. I 1990 oprettedes f.eks. en afdeling for køle- og varmepumpeteknik med det formål at udvikle naturlige kølemidler, der ikke nedbryder ozonlaget eller belaster miljøet iøvrigt. Et andet nyere satsningsområde er f.eks. mikro- og nanoteknologi. Således er Teknologisk Institut fortsat med i front i den teknologiske udvikling, også internationalt.
Det er ganske overvældende, hvor meget, der egentlig er sket siden 1908-09, hvor cykelmekanikere fyldte godt op blandt kursisterne. Med denne bog bliver det klart, at Teknologisk Institut har spillet en meget stor rolle som et innovativt lokomotiv for dansk erhvervslivs små og mellemstore virksomheder.
