Økonomisk teori – i historisk belysning
Af René Mejlby
Det vil næppe være en overdrivelse at karakterisere økonomisk historie som en grundpille i det moderne historiefags historie. Alligevel kan disciplinen, dens arbejdsområder, metodik og ikke mindst nødvendige kendskab til økonomiske teorier til stadighed få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen historiestuderende (og historikere). Ser man i første instans bort fra den måske lidt illegitime grund, der kort og godt kan benævnes manglende interesse, skal de væsentligste årsager hertil antageligvis findes i den økonomiske histories ofte yderst komplekse og svært forståelige fremtræden for ikke-økonomer samt forestillingen om økonomisk teori som en abstrakt, statisk og ahistorisk størrelse. I hvert fald er det akkurat disse to forhold, som bliver søgt manet i jorden med antologien Økonomisk teori – i historisk belysning, der »bevidst [har] lagt sig i krydsfeltet mellem økonomisk teori og økonomisk historie«. Dette sker med henblik på ikke blot at præsentere de betydeligste økonomiske teorier siden 1600-tallet, men tillige at skitsere og diskutere deres realhistoriske betingethed inklusive de mere overordnede affiniteter mellem historiske udviklingstræk og økonomisk teori. Bag foretagendet gemmer sig et tværfagligt forfatterkollegium af kompetente historikere, økonomer og statskundskabsfolk, som i udgangspunktet har haft ganske frie hænder i udarbejdelsen af deres respektive bidrag. Blot skulle de som minimum fremdrage »teoriernes historiske forudsætninger, opkomst, guldalder og nedtur« og samtidig huske på at føre pennen med tanke på især historiestuderende, men også basisstuderende, lærerstuderende, særligt interesserede gymnasieelever samt samfundsengagerede borgere, »der har behov for en relativ kortfattet introduktion i økonomisk teoretisk historie« (s. 7).
Overordnet oprullet er bogen følgelig opdelt i tolv autonome kapitler, som imidlertid kan læses i sammenhæng via den historiske opbygning. I de ni af disse behandles i kronologisk rækkefølge de økonomiske retninger merkantilisme, fysiokratisme, klassisk liberalisme, marxisme, neoliberalisme, keynesianisme, nyschumpeterianisme og monetarisme, mens de resterende tre dels kredser om økonomisk teori i relation til historisk kontekst og institutionalisme, dels giver en konkret teorihistorisk analyse af drivkræfterne bag den såkaldte anden globaliseringsbølge efter 1970. Til disse føjer sig et Forord, hvis primære indhold ret beset burde have figureret i bogens indledning qua signifikante og grundlæggende læse- og forståelsesoplysninger som: »På samme måde som historikere fortolker historien forskelligt, og hver generation af historikere leverer sin historieskrivning, har økonomer – både praktikere og teoretikere – gennem tiden diskuteret og skændtes om den rette fortolkning af det økonomiske livs funktionsmåde. Dette har udmøntet sig i forskellige retninger – de såkaldte økonomiske teoriskoler«, og »En ny økonomisk teori er ofte blevet udviklet som en kritik, supplement eller korrektion af en ældre teori, der har vist sig ikke at have tilstrækkelig forklaringskraft over for nye historiske hændelser – typisk økonomiske tilbageslag eller direkte kriser« (s. 6). Informationer man vel at mærke ikke får i antologiens pædagogisk-udpenslende, men noget karakterløse »indledning«, der foruden kort at skitsere Bogens formål og indhold, opridser de tre fundamentale økonomiske spørgsmål for »alle samfund til alle tider«, som »økonomisk teori til alle tider [har] forsøgt at besvare: Hvilke varer og tjenester skal produceres, og i hvilke kvaliteter? Hvordan skal varerne og tjenesterne produceres? Hvem skal varer og tjenester produceres for?« (s. 7). Men hvorfor bærer de enkelte bidrags opbygning og indhold da ikke eksplicit præg af disse spørgsmål? Hvorfor har man ikke ladet forfatterne bruge disse spørgsmål som et udgangspunkt for gennemgangen af de enkelte økonomiske teorier? Hvorfor har man ikke brugt spørgsmålene som en rød tråd mellem de forskellige økonomiske teorier – og bidrag? Med fremhævelsen af netop disse spørgsmål i en ellers informationsfattig indledning havde dette i høj grad været forventeligt. I stedet forekommer oplysningen umiddelbart overflødig og i værste fald forvirrende for den videre læsning. Endelig føjer sig et Efterskrift, som under den spørgende titel Finanskrisen 2008 – et nyt paradigme under opsejling? præsenterer filantropen og børsspekulanten George Soros´, nobelpristager og professor Joseph E. Stiglitzs samt den tyske finansminister Peer Steinbrücks interessante desavoueringer af de frie markedskræfter og troen på markedet som en selvregulerende og ligevægtsskabende enhed, mens den spændte læser må nøjes med følgende antiklimaks af et svar på titlen: »Om den nuværende recession vil føre til et paradigmeskifte i den økonomiske teoridannelse er det alt for tidligt at udtale sig om for nærværende – forår 2009« (s. 232).
Den egentlige introduktion til og gennemgang af specifikke økonomiske teorier er som skrevet fordelt ud over ni kapitler begyndende med Michael Bregnsbos glimerende bidrag Merkantilisme. Lidt paradoksalt kan merkantilismen imidlertid, og i modsætning til de i antologien andre optrædende økonomiske teorier, hverken henføres til én stringent teoribygning eller nogle bestemte økonomer. Derimod dækker merkantilisme over en senere fysiokratisk/liberalistisk (Victor Mirabeau/Adam Smith) opfundet betegnelse for det økonomiske system og den økonomiske politik, som med varierende praksis »uerkendt« herskede i en række europæiske lande, inklusive Danmark, i 1600- og 1700-tallet. I hovedtræk baseret på nulsumstænkning, en eklatant optagethed af ædelmetaller som kilden til velstand samt ikke mindst en intensiv statsregulering af handel og produktion med henblik på en positiv handelsbalance og fremme af selvforsyning, var merkantilismen først og fremmest et i samtiden uekspliciteret historisk fænomen udsprunget af magtstaten, befolkningstilvæksten og opbruddet af de religiøse, mentale, intellektuelle, sociale og geografiske rammer. Med liberalismens og fysiokratismens indtræden på den historiske scene i slutningen af 1700-tallet annonceredes ikke blot merkantilismens endeligt som praktisk økonomisk politik, men også kernen i eftertidens kritik af merkantilismen som regulær »hjernespind og famlen i blinde« (s.46) teoriøkonomisk talt. En overbevisning Bregnsbo dog affejer, idet han afslutningsvis plæderer for en tilbagevisning af de fremførte (liberalistiske) kritikpunkter og en rubricering af merkantilismen som en sammenhængende økonomisk-politisk teori. Det sker med kyndig henvisning til den nyere merkantilismeforskning, hvis revurdering og genetablering af retningen som et genuint stykke økonomisk teorihistorie i høj grad skyldes 1930ernes økonomiske krise og statsinterventioner samt den svenske økonomiske historiker Eli F. Heckschers banebrydende værk »Merkantilismen I-II« (1931).
At fysiokratismen – med sit besættelse af økonomiske naturlove, insisteren på landbruget som den eneste produktive kilde til samfundets rigdom og en advokering for opdeling af samfundet i de tre klasser jorddyrkere, jordejere og byerhverv – kom til at spille en væsentlig rolle i eftertidens ned- og undervurdering af merkantilismen, kan dog på mange måder forekomme fornuftstridigt, når man bortser den notoriske modstand mod statslig regulering af økonomien. Retningen var primært et eksklusivt fransk (hof)foretagende drevet af oplysnings- og socialfilosoffer som François Quesnay (1694-1774) og Anne-Robert-Jaques Turgot (1727-1781). Og i modsætning til de andre økonomiske retninger satte den sig aldrig noget varigt aftryk i teorihistorien ud over Quesnays »Tableau Èconomique« (1758-66). Som Preben Etwil tørt, men velbegrundet, konstaterer i sin artikel om fysiokratismen og dens bagmænd: »De var og forblev en historisk parentes mellem merkantilisme og klassisk økonomisk tænkning« (s. 59). Man kan følgelig spørge: Hvorfor da bruge tid og plads på denne teori? Svaret er det simple, at fysiokratismen bærer stemplet »den første substantielle økonomiske teoriskole i historien«, idet »den opstillede en række systematisk teoretisk funderede økonomiske problemstillinger, for derefter selv at løse dem på et stramt abstrakt økonomisk filosofisk grundlag« (s. 58). Udover at give eksempler herpå rummer Etwils bidrag videre en gennemgang af den fysiokratiske samfundsmodel og Tableau Économique samt en kort historiografisk diskussion om en mulig fysiokratisk afsmitning på de danske landboreformer.
Omtrent samtidig med fysiokratismens svanesang i den (franske) økonomiske historie og i kølvandet på den industrielle revolution og den kapitalistiske markedsøkonomis fremvækst i England, udgav skotten Adam Smith (1723-1790) i 1776 det i dag klassiske værk »Wealth of Nations«, der ideologisk annoncerede den økonomiske liberalismes æra og udstak vejen for markante teoretikere som Thomas Robert Malthus (1766-1834), Jean.Baptiste Say (1767-1832) David Ricardo (1772-1823), John Staurt Mill (1806-1873), William Jevons (1835-1882), Léon Walras (1834-1910) og Alfred Marshall (1842-1924). I højsædet var nu tanker og teorier om arbejdsdelingens og egoismens værdigenerende kraft; et frit og selvregulerende marked (»den usynlige hånd«); natvægterstaten; personlig frihed; privat ejendomsret; komparativ handel; nytteværdi; økonomi som ren naturvidenskab etc. I antologien repræsenteres disse ved Preben Etwilts velskrevne artikler Klassisk økonomisk teori og Neoklassisk økonomisk teori samt Anders Lundkvists bidrag Ricado, frihandel og lidt om handel i vore dage.
Skønt den økonomiske liberalismes æra groft vurderet og med enkelte undtagelser satte rammerne for den samfundsøkonomiske historie frem til efter den anden verdenskrig, fik den ikke lov til at stå teorihistorisk uimodsagt. Allerede i anden halvdel af 1800-tallet dukkede den første vægtige indsigelse mod det klassiske økonomiske paradigme og kapitalismen op, in casu marxismen. I Marxistiske perspektiver gør Peter Nielsen således i første omgang rede for Karl Marx´ (1818-1883) kritik af den klassiske økonomi og efterfølgende alternative teori om kapitalismen. Dernæst præsenteres med udgangspunkt i en skelnen mellem klassisk marxisme, post-marxisme og neo-marxisme en række arvtagere og videreudviklinger af Marx´ tankegods i det 20. og 21. århundrede.
Hvor marxismen grundlæggende havde til hensigt at sprænge den klassisk økonomiske tænkning qua sin kritik, var sigtet for den anden betydelige teorihistoriske indsigelse mod den økonomiske liberalisme blot at revisionere med henblik på kapitalismens overlevelse. I 1936 udgav John Maynard Keynes´ (1883-1946) sit hovedværk »The General Theory of Employment, Interest and Money«, som i særdeleshed kom til at dominere den økonomisk-politiske dagsorden og kampen for at sikre en høj beskæftigelse i efterkrigstidens Europa. I værket, der samtidig markerede et opgør med neoklassikernes mikroøkonomiske tænkning, deres kvantitets- og arbejdsmarkedsteori, advokerede Keynes – forsimplet beskrevet – dels for et fokusskifte fra udbuds- til efterspørgselssiden samt en ophævelse af skellet mellem den reale og finansielle sektor i det makroøkonomiske kredsløb, dels ideen om at lade staten (det offentlige) bidrage aktivt i markedets regulering. Om dette og teoriens videre skæbne indenfor det teorihistoriske felt beretter Jesper Jespersen i sit fine bidrag Keynes´ og post-keynesiansk makroøkonomisk teori, som desværre afslutningsvis skæmmes af et underligt diskussionslignende afsnit om keynesianisme i efterkrigstidens Danmark.
Mens Keynes med udtalelsen »på langt sigt er vi alle døde« (s. 173) utvetydigt gjorde sig til talsmand for arbejdet med kortsigtede økonomiske teorier, var dette ingenlunde tilfældet for den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950). I bidraget Nyschumpeteriansk analyse af økonomisk evolution kaster Esben Sloth Andersen og Ina Drejer således lys over Schumpeters tankevækkende analyser af, hvordan kapitalismen fungerer og udvikler sig på langt sigt. Det sker i første instans ved en præsentation af hans heterogene trilogi »The Theory of Economic Development« (1911), »Business Cycles« (1939) og »Capitalism, Socialism and Democracy« (1942). I anden instans ved en nærmere gennemgang af de tre i værkerne opstillede evolutionsmodeller »Kredsløbsmodellen«, »Iværksættermodellen« og »Oligopolmodellen«. Skønt Schumpeters status indenfor den økonomiske tænkning endnu er uafklaret, og hans arbejder om den kapitalistiske evolution unægteligt er vanskelig læsning, bør dette ikke afholde de (historie)studerende, der ønsker at anlægge et længere økonomisk-historisk perspektiv i sine studier, fra at begive sig i kast med en af det 20. århundredes mest interessante økonomiske tænkere. En opfordring, Andersen og Drejer i øvrigt eksplicit slutter op om qua en afrundende diskussion af modellerne i relation til henholdsvis det danske landbrugs transformation i perioden 1860-1914 og den svenske arbejderbevægelse i det 20. århundrede.
Som rosinen i pølseenden af de ni bidrag, der specifikt behandler en økonomisk retning, finder vi Axel Mossins Neoliberalisme, monetarisme og markedet som den naturlige orden. I bidraget gennemgås den østrigske økonomisk-politiske libertarianer Friedrich August von Hayeks (1899-1992) syn på markedet som den bedst mulige løsning på vidensproblemet og den fri markedsøkonomi som en uomgængelig kondition for den personlige frihed. I samme åndedrag præsenteres ligeledes den amerikanske filosof Robert Nozicks (1938-2002) radikale videreudvikling af von Hayeks og libertarianismens tanker i form af det retfærdighedsbegreb, der ligger til grund for ideen om minimalstaten. Ikke overraskende var det netop Nozicks bog »Anarchy, State, and Utopia« fra 1974, som udgjorde et væsentligt referencepunkt for Anders Fogh Rasmussen i hans berygtede bog »Fra socialstat til minimalstat: en liberal strategi« (1993). Endelig runder Mossin sit bidrag af med et kig på den amerikanske økonom og neoliberalist Milton Friedmans (1912-2006) omfattende forfatterskab, hvilket bl.a. bød på en reetablering af kvantitetsteorien samt formuleringen af nyklassisk makroteori. Sammen med von Hayek og det generelle holdningsskifte væk fra keynesianimen i 1970ernes økonomisk-politiske tænkning, kom Friedmans tanker – illustreret ved Thatcherismen og Reaganomics – til at spille en væsentlig faktor i genetableringen af den fri kapitalistiske markedsøkonomi som den naturlige økonomiske orden i slutningen af det 20. århundrede.
Antologien rummer som tidligere nævnt tre bidrag, der ikke omhandler nogen specifik økonomisk teori. Det første af disse er det informative overbliks- og indsigtsbidrag Økonomisk teori i historisk belysning – Om den økonomiske histories nødvendighed. Søren Kolstrup leverer her i en blanding af forskningsoversigt og konkrete eksempler en konsistent argumentation for såvel de økonomiske teoriers uomgængelighed i forbindelse med fremstillingen af økonomisk historie som de gængse måder, hvorpå økonomiske teorier historisk set kan eller bør anskues: Mens antagelsen af et »afspejlingsperspektiv« er ensbetydende med en optik, der gør de økonomiske teorier til svar på samtidens uløste samfundsproblemer, vil et »klasseperspektiv« stille skarpt på teoriernes legitimerende egenskaber for bestemte samfundsgruppers værdier og ønsker. Endelig vil valget af et »idéperspektiv« åbne op for en historieskrivning, hvor blikket er skarpstillet på de økonomiske teoriers udviklings- eller afviklingsforløb internt i det økonomiske professionsunivers.
I forlængelse af Kolstrups drøftelse af indfaldsvinkler på de økonomiske teorier, finder vi Mogens R. Nissens præsentation af tre hovedretninger indenfor det forholdsvis nye forskningsfelt institutionel teori blandt de samfundsvidenskabelige fagområder. Med udgangspunkt i en kort afklaring af, hvad der kendetegner institutioner, og hvori disse adskiller sig fra organisationer, gennemgår Nissen i Institutioner, økonomi og politik »rational choice-institutionalismen« med sit fokus på »the economic man« og aktørernes rationelle handlinger og valg; den »sociologiske institutionalisme« med sit blik rettet mod normer og vaner; den »historiske institutionalisme«, hvis struktur-funktionalistiske udgangspunkt efterhånden synes transformeret til et eklektisk tagselvbord »fra forskellige teorier og modeller, som passer til sammenhængen« (s. 207). Artiklen rundes af med en kort smagsprøve på en historisk institutionel analyse af det danske landbrugs udvikling fra 1880erne til begyndelsen af 1980erne.
Slutteligt figurerer René Taudal Poulsen og Søren Kolstrups interessante teorihistoriske analyse af Globaliseringens anden bølge – Containerrevolution og frie kapitalbevægelser. Med sociologerne Anthony Giddens´ og Roland Robertsons forståelser af globalisering som afsæt, hævder forfatterne, at denne ikke-lineære proces er foregået i to bølger: Hvor den første globaliseringsbølge henlægges til 1800-tallets markedsintegration, transport- og kommunikationsrevolution, dér lokaliseres den anden i tiden efter 1970 med indførelsen af containeren i såvel sø- som landtransport samt de frie kapitalbevægelsers sejrsgang i 1970erne som de to primære drivkræfter bag. Poulsen og Kolstrup runder bidraget af med en nærmere diskussion af, hvad denne globaliseringens anden bølge har betydet og fremover vil medføre for interaktionen mellem samfundslivet og den økonomiske teori og politik.
Økonomisk teori – i historisk belysning er – som ovenstående gerne skulle have givet udtryk for – en informationsmættet og indgivende antologi, der uden tvivl vil kunne vække interessen for økonomisk teori og historie og »inspirere til yderligere fordybelse« (s. 7) blandt de tilsigtede målgrupper. Det er således hævet over enhver tvivl, at de enkelte forfattere er hjemme i deres respektive stof og grundlæggende formidler dette i et nogenlunde forståeligt sprog for ikke-økonomistuderende. Alligevel forekommer det undertegnede, at antologien falder igennem, når det gælder dens helt centrale ambition: at konstituere en regulær historisk sammenhængende introduktionsbog til de væsentligste økonomiske teorier siden 1600-tallet. Og det af to grunde: Den første skyldes de enkelte forfatteres valgfrihed i forbindelse med tilgange til og disponering af det præsenterede stof. Denne luksus har ikke blot resulteret i en forholdsvis stor uensartethed de enkelte bidrags opbygning og indhold imellem, men tillige – og værre – gjort det noget nær umuligt for de mindre velbevandrede udi økonomisk teorihistorie at trække de for en introduktionsbog (inklusive en antologi) så nødvendige røde tråde mellem de enkelte teorier og deres bestanddele. Kompenserer antologiens historiske opbygning (og herunder intentionen om at vise teoriernes forudsætninger, opkomst, guldalder og nedtur i de enkelte kapitler) da ikke herfor, vil nogle måske spørge; er kronologien ikke netop det bindeled mellem de enkelte kapitler, der gør det muligt at skabe historisk overblik og sammenhæng de enkelte teorier imellem? I dette tilfælde må svaret være benægtende.
Vi er her fremme ved den anden grund til mit forbehold overfor at karakterisere antologien som en egentlig historisk sammenhængende introduktionsbog til de væsentligste økonomiske teorier siden 1600-tallet: Ideen med at lade en præsentation af teorierne foregå i kronologisk rækkefølge synes i udgangspunktet glimrende. Problemet er bare, at den reelle historiske sammenhæng, der eksisterer mellem de enkelte teorier ikke først og fremmest er af kronologisk tilsnit, men derimod tematisk! Dette i hvert fald hvis man skal tro antologiens indledning med fremhævelsen af de tre fundamentale økonomiske spørgsmål som »økonomisk teori til alle tider [har] forsøgt at besvare« samt følgende passus: »De økonomiske teorier har på ingen måde udviklet sig lineært frem til den økonomiske indsigt, som vi har i dag. Det er derimod sket springvist, og nogle gange med både ideologiske og videnskabelige tilbagefald« (s. 8). Skulle en kronologisk præsentation have fungeret, havde det været nødvendigt at anlægge en ensartede (historisk) fortælleramme for de enkelte kapitler – en konstruktion der fra begyndelsen ikke var til stede som følge af de enkelte forfatteres tildelte valgfrihed i udarbejdelsen af deres respektive bidrag.
Abstraherer man fra ovenstående forbehold, må Økonomisk teori – i historisk belysning dog betegnes som et gedigent stykke heterogent formidlingsarbejde. Selvom antologien næppe vil finde vej til uddannelsesinstitutionernes pensumliste, vil den immervæk kunne udgøre et fint, uddybende supplement til leksikonopslagene for de lidt øvede novicer udi økonomisk teorihistorie.
