Oldtidssagaerne. Bind 1 og Bind 2

Af Anders Ellegaard

Først et par gåder: Hvem sagde: ”Grynte ville grisene, hvis galtens kår de kendte”? Og hvad er ”Sveagris”? Svarene kommer senere i anmeldelsen.

Der går en Ny Nordisk Oldtids og Mytologisk Renæssance gennem verden i øjeblikket. Vikingetiden er igen på mode. Det ses for eksempel i de mange reenactments, der laves i form af markeder med telte, boder og håndværk, krigsslag med videre, som kan opleves ikke alene i Danmark, men over hele Europa. Ét af de største finder sted ved Moesgaard Strand med deltagelse af vikinger fra store dele af verden. Det tiltrækker mange tusinde tilskuere.

Andre eksempler er TV-serier, TV-julekalendere, film og litteratur, som trækker på sagaerne. Hvor ville Harry Potter eller Ringenes Herre have været uden sagaerne? Hvor ville de mange Fantasy-romaner få inspiration fra, hvis ikke fra sagaerne?

Der er også sket en udvikling i faghistorikeres og arkæologers holdning til oldtidssagnene. Som eksempel: Tom Christensen skriver i den store bog om udgravningerne i Lejre, at Saxo og andre skrev om et Lejre, som faktisk havde eksisteret som store (kongs-)gårde, og ikke om et fiktivt univers. Eller som et andet eksempel: Adam Wagner skriver om danernes nationale bevidsthed allerede i Middelalderen, som det ses hos Saxo og andre. Begge bøger er tidligere anmeldt på historie-online.

Det er derfor helt i takt med denne tendens, at Gyldendal nu udgiver Oldtidssagaerne med Anette Lassen som redaktør. Anette Lassen er lektor ved Københavns Universitet og forsker i sagaerne. Hun har tidligere arbejdet ved universitetet i Island og stod i 2014 for udgivelsen af de islandske sagaer på dansk, svensk og norsk. Anette Lassen stod også for to af præsentationerne af håndskrifter i bogen, som blev udgivet i anledning af 350-året for Arne Magnussons fødsel. Den bog er også tidligere anmeldt på historie-online. 

Anette Lassen har både nyoversat nogle af sagaerne og redigeret de nu foreliggende to af de planlagte otte bind. Samtlige 29 oldtidssagaer og 7 totter vil blive nyoversat og udgivet. Det er første gang, at det sker, idet nogle af dem tidligere er blevet sorteret fra på grund af deres indhold.

I det første bind gennemgår Anette Larsen i et fyldigt forord emner som begrebet oldtidssagaer, forholdet til europæisk kultur, det høviske og ridderlige, sagaernes overlevering, alder og tilblivelse,  Saxos Danmarkshistorie, undergrupper, stil og fortælleteknik, guderne i sagaerne, oldtidssagaerne i Danmark.

Under begrebet køn skriver Anette Lassen om mænd som stereotypiske kongesønner, vikingekonger og tapre, høviske helte. Om kvinder som skjoldmøer, promiskuøse-komedieagtige eller høviske. En særlig kvindetype er møkonger, som er selvbevidste kongedøtre og kvindelige krigere. Ægteskab, bryllup og sex er centrale emner i sagaerne.

Et specielt emne er eddadigte, idet mange af sagaerne er skrevet både som prosa og i verseform som eddadigte.

Under overskriften ”Historieskrivning eller fiktion”? diskuterer Anette Lassen den åbenlyse problematik i flere aspekter. Her kogt helt ned til eksemplet: en person kan have eksisteret, men fortællingen om ham er omdigtet. En spændende diskussion, som aldrig bliver færdig. Anette Lassens konklusion er: ”Man har digtet videre på begivenhederne og personerne, og man har tilføjet fiktive personer.” Altså, det er digt, ikke historieskrivning! - Men det er nu spændende digt!

Oldtidssagaerne, som en særlig gruppe af sagaer, handler om de danskere, svenskere og nordmænd, som blev forfædre til islændingene.

I det sidste afsnit af forordet gennemgår Anette Lassen den fastlagte linje og de fastlagte principper for nyoversættelserne af oldtidssagaerne. På én gang skal oversættelserne være tro mod de gamle tekster, men sproget skal også være så moderne, at nutidige læsere kan forstå det.

Nogle norrøne termer er bevaret og bliver forklaret i et register bagerst i hvert bind. Et andet begreb er ”kenninger” eller omskrivninger, som oftest ses i eddadigtene, og som bliver forklaret ud for den verselinje, hvor de forekommer. For eksempel: sårsved = blod, langskibs leje = havn, fjeldets brune bånd = slange. Begge dele glimrende valg til nyoversættelserne.

Bind 1 indeholder Vølsungernes saga, Ragnar Lodbrogs saga, Ragnar Lodbrogs dødssang og Totten om Ragnars sønner. Alle er oversat af Anette Lassen.

Under læsningen af Vølsungernes saga falder det naturligt at tænke på Richard Wagners fire operaer i Der Ring des Niebelungen.  I efterskriften til sagaen anføres det, at sagaskriveren må have kendt det middelhøjtyske digt Niebelungenlied og digtet om Beowulff. To af hovedpersonerne i sagaen hedder Brynhild og Sigurd.

I sagaen indgår mange elementer og handlinger. Her nævnes bare to. Sigurd skal efter at have dræbt dragen Favner med det magiske sværd Gram stege dragens hjerte til Regin. Da det skummede, ville han med fingeren mærke, om det var gennemstegt. Da han derefter stak fingeren i munden og dragens hjerteblod ramte hans tunge, forstod han fuglesprog. I det næste kapitel hører Sigurd, hvad seks fugle taler om, og hvad de synes, at han skal gøre. Ren magi og trylleri.

I kapitel 36 ristede dronning Gudrun runer, som sendebuddet Vinge skulle have med til Gunnar og Høgne, som kong Atle inviterede til fest. Atles bagtanke var at få fat i Gunnars rigdomme, som han havde efter Sigurd. Runestaven skulle advare Gunnar og Høgne om Atles bagtanker. Vinge ændrede runerne, så det så ud som om Gudrun ønskede, at de skulle komme til møde hos Atle. Høgnes hustru Kostbera (som var en meget smuk kvinde) kunne se, at runerne var forfalskede, og hun kunne læse de runer, som stod nederst ”for hun var klog”. Hun advarede Høgne mod rejsen. Mon Shakespeare havde læst denne saga før han skrev Hamlet?

Ragnar Lodbrogs saga er én af de mere kendte sagaer i Danmark. Man husker det lodne tøj, som han kogte i beg og rullede i sand, så han kunne nærme sig dragen/lindormen ved Tora Borghjorts hus og kæmpe med den uden selv at komme til skade, da dens giftige blod ramte ham..

Efter Toras død kom Kraka ind i historien med det berømte fiskenet, det lange hår, løget som ikke var mad, og hunden som var ledsager, men ikke et menneske. Ragnar var sejlet til Norge for at besøge sine slægtninge. Nogle af hans madsvende ødelagde brødet, da de blev distraheret af Krakas skønhed. Hun besøgte Ragnar på hans skib, men hun ville ikke sove med ham, før de var blevet gift. I Danmark blev de gift, men på bryllupsnatten ville hun vente med at have samleje med ham i tre dage, da det ellers ville få visse konsekvenser. Kraka kvad et digt, som sluttede: ”Du skynder dig for meget, at skabe benløst barn”. Sagaen fortsætter: ”Men selvom hun kvad det, var Ragnar ligeglad, og han gjorde, som han ville”. Resultat: Ivar Benløs, som ikke havde knogler men kun brusk i benene.

I Sverige kæmpede Ragnar med kong Ejsten, som havde en afgud, koen Sibilja, som han blotede til. Den løb foran Ejstens hær og brølede så højt, at modstanderne gik fra forstanden og begyndte at slå hinanden ihjel. Hvordan klarede man mon sådan én? Spørg Ivar Benløs!

Ragnars sønner Ivar Benløs, Hvidsærk, Bjørn Jernside og Sigurd Slangeøje var egentlig større krigere end deres far. Han fik dog sin store berømmelse, efter et slag i England mod kong Ella, som endte med at Ragnar blev taget til fange og smidt i ormegården/slangegården. En magisk kjortel forhindrede, at han blev bidt af slangerne, men Ella tog kjortelen af ham, og så bed slangerne. Ragnar fremsagde derefter et kvad, som begyndte med ordene: ”Grynte ville grisene, hvis galtens kår de kendte”. Grisene – hans sønner - hævnede galten!

Ragnar Lodbrogs dødssang hedder på islandsk Krákumál eller Krakas tale. Det er en drape/et skjaldekvad på 29 strofer. De første 28 strofer begynder alle med verselinjen ”Sværdene blev svunget”. Den 29.de strofe begynder med verselinjen ”Nu ønsker jeg at slutte”. Digtet beskriver Ragnar som en modig helt, som har været i mange kampe, og som glæder sig til at skulle drikke øl med aserne i Valhal. Digtet har været berømt i Europa, hvor man så det som beskrivelse af de frygtløse vikinger. Digtet er oversat til flere sprog.

Sidste del af bind ét er Totten om Ragnars sønner. En totte er bagerst i bogen defineret som en kort, novelleagtig fortælling, der som hovedregel er overleveret i en længere prosaberetning (saga). Første del af totten resumerer til en vis grad sagaen, men der er dog forskelle, som antyder, at sagaen og totten har haft delvis forskellige forlæg. For eksempel grundlægger Ivar Benløs i sagaen byen London, medens det i totten er byen York.  

Sigurd Slangeøje blev far til tvillingerne Hardeknud og Asløg. De blev hver for sig stamfædre til kongeslægter i henholdsvis Danmark og Norge. Hardeknud blev far til Gorm den Gamle som blev gift med Thyra.

Bind 2 indeholder sagaen om Hervør og Hejdrek, Rolf Krakes saga og Skjoldungernes saga.

Den første og den sidste saga er nyoversat af Anette Lassen, medens den midterste er nyoversat af Erik Skyum-Nielsen.

Hervør og Hejdreks saga er meget kompleks. Den er så fuld af personer og hændelser, at der kunne skrives mange romaner med temaer fra den.

I starten fremgår det, at tyrkerne og asiaterne kom til Norden. Der henvises her til, at Odin og aserne skulle nedstamme fra trojanere, og at de indvandrede efter den trojanske krig. Odin var deres anfører. Han fik sønnen Sejrslame, som fik sønnen Svaverlame med sin hustru Hejd. Under en langvarig jagt mødte Svaverlame to dværge, som han tvang til at lave sværdet Tyrfing. Da de afleverede sværdet til ham, forbandede dværgen Dvalin det med ordene: ”Dit sværd vil koste et menneske livet, hver gang det bliver trukket, Svaverlame, og med det sværd bliver de tre værste niddingsdåder begået. Det vil også volde din død”. Så var der ellers dækket op til handling!

Af de mange, mange personer i sagaen skal kun nævnes to. Den store konge og kriger Angantyr, som overtog sværdet Tyrfing, og som døde under et slag på Samsø, hvor han blev begravet i en høj. Hans datter Hervør var møkonge, og en mørk og regnfuld nat ville hun hente sværdet. Efter en længere diskussion, som er skrevet som eddadigt, og trods Angantyrs advarsler, fik hun Tyrfing udleveret. Hervør klædte sig som mand og kaldte sig Hervard.

Hervør gav senere sværdet til sin søn Hejdrek, som også var en stor kriger, men ikke noget godt menneske. Kendt er gådelegen mellem Hejdrek og den forklædte Odin. Den er skrevet som ét af i alt fire eddadigte i sagaen.

Med sagaen om Rolf Krake er vi på dansk jord, og mange vil kende hele eller dele af sagaen. Sagaen er på 34 kapitler, men er også opdelt i totter. Den første, handler om kong Frode (Kong Frodes Totte), medens den næste handler om Roar og Helge (Kong Helges Totte).

Den tredje totte handler om, og er opkaldt efter Svipdag, som var søn af den rige svenske bonde Svip. Svipdag og hans brødre Bejgad og Hvidsærk, gjorde tjeneste hos kong Adils, som var gift med dronning Yrsa. Da de tre unge mænd ikke var tilfreds med tjenesten, rejste de til Lejre, hvor de blev hirdmænd hos kong Rolf, som var Yrsas søn.

Den fjerde totte handler om Bødvar og hans brødre. Totten begynder i Norge hos kong Ring, hvis sønnesøn, Bødvar, rejste til Lejre for at gøre tjeneste hos kong Rolf. Nu berettes om bondesønnen Hat, som var tjenestedreng i kongsgården. Krigerne morede sig med at kaste afgnavede ben efter ham. Bødvar greb ind, idet han greb en stor knogle, som var rettet mod Hat, og kastede den tilbage i hovedet på kasteren, som blev ramt i panden og døde. Bødvar stillede som betingelse for at gøre tjeneste hos Rolf, at Hat også skulle gøre tjeneste. Efter at Hat havde drukket af en trolds blod og spist af dens hjerte, blev han en stor kriger under navnet Hjalte.

Den sidste del af sagaen handler om Rolfs besøg hos den svenske kong Adils i Uppsala. Det er her, man finder den kendte historie om at Rolf og hans kæmper sprang over den truende ild med de berømte ord: ”Den flyr ej ilden, som over springer”. Det er også her, man finder historien om, at Rolf med sine få kæmper red mod skibene og kastede guld (som han har fået af sin mor Yrsa, som var gift med Adils) på vejen for at få Adils mænd til at standse for at samle det op. Kong Adils standsede dog først, da Rolf smed en meget fin ring Sveagris på vejen. Da Adils forsøgte at få fat på ringen med sit spyd, bøjede han sig frem, og Rolf sagde: ”Dér fik jeg svinebøjet den mand, som er mægtigst blandt alle svenskere”. Og som der står i nyoversættelsen ”...går kong Rolf til angreb på ham og hugger begge røvballerne af ham helt ind til benet...”. Rolf får i øvrigt Sveagris med sig.

Rolf får sit endeligt, da hans søster Skuld ved en julefest bruger sejd i en kamp mellem deres krigere.

Denne saga er en god psykologisk vurdering af de forskellige aktørers gode og mindre gode sider.

Selve teksten/historien er lige så mangfoldig som andre sagaer, men denne er måske mere raffineret end så mange andre.

Den sidste saga er Skjoldungernes saga, som kun er bevaret i fragmenter. Den handler om oldkonger i Danmark og Sverige. Specielt kong Harald Hildetand (eller Kamptand) er interessant, idet han indsættes som konge på Sjælland. Han blev senere også konge i Jylland, i Sverige og i dele af England. Han var en stor kriger. I kapitel otte er der et katalog over navne på krigere hos både kong Ring og kong Harald. Der er virkelig noget at hente for nutidens vikingekrigere.

Det sidste kapitel handler om slaget ved Bråvoldene mellem kong Harald og kong Rings hære. ”Aldrig nogensinde er der i Norden udkæmpet et slag med hverken lige så mange eller lige så gode krigere”. Det er ren krigsreportage. Lige til en storfilm. Harald dør, kong Ring vinder og bliver konge over Sverige og Danmark.

Da der kun er bevaret fragmenter af sagaen, er hele historien om skjoldungerne stykket sammen fra andre kilder. Kong Skjold, som var danskernes stamfar, var søn af Odin. Og hele historien eslutter med Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Den skal findes et andet sted.

De to bind er illustreret af Peter Brandes, som har lavet træsnit til bøgerne. Træsnit fordi de skal illustrere en tid, hvor træ var grundmaterialet til alting undtaget jern til våben og uld til tøj. Træsnittene er ikke egentlig knyttet til selve handlingen i sagaerne, men mere flertydede symboler til fortolkning. De er trykt i farver på én side og i sort/hvid på bagsiden af samme side.

Nyoversættelserne er skrevet i et moderne og letlæst dansk og som nævnt med enkelte norrøne betegnelser og ord, som forklares bag i bøgerne. I hvert bind er der et fyldigt register over person- og stednavne.

Det er et fremragende arbejde, som er begyndt her. Forlaget og de støttende fonde skal roses for og have stor tak for, at de genudgiver oldsagaerne i en ny, revitaliseret og yderst læseværdig form. Det er Danmarks ”Gamle Testamente”, der her bliver udgivet.

Siden er oprettet 25. maj 2016.