Om revolution
Af Preben Etwil
Med næsten halvtreds års forsinkelse er Hannah Arendts bog om revolution blevet oversat til dansk. Endnu en filosofisk-politologisk klassiker kan nu findes på de danske boghylder, og det er i sig selv fortjenstfuldt. Til trods for at den foreligger i en tilsyneladende god dansk oversættelse, skal man ikke forledes til at tro, at det er en læse-let-bog. Bogen kræver faktisk noget af læseren. Til gengæld får vedkommende også indblik i en række filosofisk-politiske refleksioner over forholdet mellem vold og handling, frihed og tyranni samt hvordan der kan skelnes mellem den offentlige og private sfære i det senmoderne politiske liv.
Der er løbet meget vand i åen siden begyndelsen af tresserne, hvor bogen blev skrevet, og man kan med god ret spørge sig selv, om en bog, der er skrevet i en helt anden tidslomme end vores, overhovedet kan have en fornuftig relevans for en nutidig læser.
Svaret er ikke så lige til.
Ingen kan være i tvivl om, at Hannah Arendt skrev for et publikum, der i højeste grad var optaget af nogle af de allerstørste spændinger, som Den Kolde Krig medførte. Tiden var præget af frygt. Det totale atomragnarok kunne bryde ud når som helst. Frygten var også blandet med håb: Klarede man pynten?
Krigsfrygten og den opskruede politiske retorik om frihed overfor tyranni, prægede naturligvis det intellektuelle og videnskabelige miljø på dette tidspunkt. Dertil skal lægges, at bogen blev skrevet, mens USA langsomt, men sikkert, forsumpede i Vietnamkrigen, og før civilbefolkningen frigjorde sig fra de amerikanske krigshøge. I den forstand har Hannah Arendt bog givetvis overlevet sig selv.
Til gengæld kan man også vælge at læse bogen i et mere nutidigt perspektiv – især med Det Arabiske Forår i tankerne. Så giver bogen en række andre associationer: Hvad er det, der udløser en revolution, og hvordan fastholder man de oprindelige målsætninger i revolutionen uden at ende i vold og totalitarisme. Og sidst men ikke mindst, hvad siger historien om tidligere revolutioners muligheder for at sikre sig mod at professionelle revolutionære, der ofte bare er tilskuere, ikke overtager og forvansker det revolutionære moment?
Her har Hannah Arendt en række bud – ja, nærmest advarsler fra det righoldige historiske materiale, som hun inddrager. Man skal dog i denne forbindelse være yderst opmærksom på, at hendes meget stramme filosofiske tilgang til revolution og revolutionshistorie, skævvrider konklusionerne, så de passer som fod i hose til det, man vistnok inden for politologien kalder den konservative kommunitarisme, der kort fortalt mener, at historien i virkeligheden sluttede med det borgerlige demokratis gennembrud, og som smukkest blev udtrykt gennem den amerikanske revolution, og den deraf følgende amerikanske forfatning.
Det er dog ikke således fat, at Arendt på nogen måde var tilhænger af en uhæmmet liberalisme. Der var i hendes optik for meget materiel egennyttefilosofi i den form for politisk tænkning, som hun konkret så i den amerikanske levevis. Var hun almindelig kritisk over for liberalismen, så var hun direkte afstandstagende over for enhver form for socialistiske eller kommunistiske styreformer. Ud af hendes tekster kan man nærmest placere hendes tankesæt som et blandingsprodukt af det som eftertidens politologer har kaldt det deliberative og republikanistiske demokrati. Man skal nok være politologisk feinschmecker for at kunne skelne mellem disse to forskellige demokratiformer. Så det undlades her.
Hvorom alting er, så forudsætter Arendts krav til det sande demokrati et udtalt elitært menneskesyn, da deltagerne i den demokratiske proces skal være i stand til at kommunikere med hinanden på et højt fagligt, abstrakt og kulturelt niveau, da det i hendes demokratiforståelse er en forudsætning for at kunne opnå et gyldigt resultat. Simple afstemninger, hvor folk alene tager stilling ud fra egen materiel forgodtbefindende eller velvære, ser ud til at være en ren vederstyggelighed. Det er tilsyneladende et demokratisk grundsyn hos hende, at den frie og dialogbaserede samtale er eneste legitime rettesnor for at overbevise andre om løsningen på offentlige anliggender.
Borgerne skal i Arendts ideelle demokratiske verden være rationelle personer, der kan følge en til tider kompliceret argumentation, samtidig med at de skal være så ansvarlige, at de kan sætte almenvellet over personlige interesser. Det må i sandhed siges at være lidt af en prøvelse, der sætter den virkelige verden i skammekrogen. Arendts krav til menneskers demokratiske habitus og moral er så høj, at benene har en tilbøjelighed til at lette fra jorden.
Arendts demokratiforståelse skal dog læses mellem linjerne, da bogen, som titlen antyder, primært handler om revolutionsbegrebet og de historiske revolutionserfaringer. Omdrejningspunktet er de to store revolutioner, der indvarslede oplysningstidens tidsalder: Den amerikanske 1776-1789 og den franske 1789-1799. For at kunne få det fulde udbytte af bogen, må det anbefales, at man er rimmelig velbevandret ud i det historiske forløb, da Arendt nærmest forudsætter, at man har et intimt kendskab til mange af datidens aktører på begge sider af Atlanten. Så det kan være virkelig nyttigt at have Den store Danske encyklopædi lige ved hånden, hvis man ikke fuldstændigt skal miste overblikket.
Bogen er systematisk bygget op. Først sættes hele revolutionsbegrebet under den skarpe filosofiske lup. Hvert et ord skal i denne tradition udredes grundigt: ”Ethvert nyt fænomen i menneskets verden kræver åbenlyst et nyt ord, hvad enten der findes på et nyt ord til at dække over den nye erfaring, eller der bruges et gammelt ord, der gives en helt ny betydning” (p. 31).
Sigtekornet bliver herefter hurtigt rettet ind på Machiavellis magt- og voldsbegreber, indflettet i den amerikanske og franske revolution med flere afstikkere til både den russiske og den på bogudgivelsens aktuelle ungarske revolte.
Det er helt symptomatisk, at den franske revolution står klart i folks bevidsthed, som indbegrebet af revolution. Det er så at sige alle revolutioners moder, mens den amerikanske revolution kun kendes af ganske få uden for USA. Dette er i Arendts analyse en stor skam for den revolutionære idé, da den franske revolution stort set endte i intriger, bagvaskelse og forræderi, der efterfølgende resulterede i et accelererende antal henrettelser. Derimod var den amerikanske revolution trods politisk uenighed og fraktionsdannelse kendetegnet af et synligt fravær af mistro og konspirationsteorier: ”Det var den franske og ikke den amerikanske revolution, der satte verden i brand, og det var som følge heraf med udgangspunkt i forløbet af den franske revolution og ikke forløbet i Amerika eller i de amerikanske forfatningsfædres handlinger, at vores nutidige brug af ordet ”revolution” fik sine konnotationer og overtoner overalt i verden, inklusive De Forenede Stater” (p. 51). Udtrykt mere klart: ”Den triste sandhed er, at den franske revolution, der endte i en katastrofe, har skabt verdenshistorie, mens den amerikanske revolution, der har haft en så overvældende succes, er forblevet en begivenhed med en i det store og hele lokal betydning” (p. 52).
Arendts forklaringsmodel på disse to revolutioner skal findes i håndteringen af de opdukkede menneskerettigheder. Amerikanerne så menneskerettighederne som et værn mod statens detailstyring, mens franskmændene så dem som grundlaget for folkets magt, og ikke mindst som en legitimering af statens magt - også når den begik overgreb.
Herefter behandler Arendt de sociale spørgsmål som en ledetråd i den revolutionære bevægelse. Hun mener ligefrem, at den franske revolution fra starten kørte af sporet, da den ofrede friheden på bekostning af ligheden: ”Således var revolutionens rolle ikke længere den at befri mennesket fra dets medmenneskers undertrykkelse, for slet ikke at tale om at grundlægge friheden, men derimod at befri samfundets livsproces fra knaphedens lænker, så den kunne svulme op til en strøm af overflod. Ikke frihed, men overflod blev nu revolutionens mål” (p. 60). For Arendt var revolutionens mål ideelt set en slags frihedens forfatning – et nyt samfund, der muliggjorde udøvelse af den politiske frihed baseret på en aktiv politisk offentlighed. Revolutionen burde i det lys indstifte øgede muligheder for pluralitet og kommunikation i de offentlige anliggender. Arendt afviste kategorisk, at økonomisk eller social lighed skulle have samme betydning som den politiske frihed. Derfor havde hun også kun hån til overs for den russiske Oktoberrevolutions erklærede mål om ”elektrificering plus sovjetter”.
I Arendts verdensbillede var det ikke muligt at løse fattigdommens problemer ved hjælp af revolter eller nationaliseringer af produktionsmidlerne, men derimod ved hjælp af tekniske midler, for teknologi var i hendes øjne i modsætning til nationalisering selvfølgelig et politisk neutralt middel. I sandhed et yderst naivt økonomisk ræsonnement.
Arendt forholdt sig derimod anderledes positivt til den amerikanske revolution, da den først og fremmest foregik på de bonede gulve, og udfoldede sig gennem civiliserede samtaler. Dertil skal lægges, at fokus slet ikke var på social lighed men derimod på frihed, og især over for statsmagten: ”Nødvendigheden af opposition til den offentlige mening, til den potentielle enstemmighed, var derfor en af de mange ting, som den amerikanske revolutions mænd var fuldstændig enige om; de vidste, at den offentlige sfære i en republik bestod af en udveksling af meninger mellem ligemænd, og at denne sfære ganske enkelt ville forsvinde, det selv samme øjeblik alle ligemænd på en eller anden måde var af samme mening, og en sådan meningsudveksling var blevet overflødig. De refererede aldrig til den offentlige mening i deres argumentation, som Robespierre og den franske revolutions mænd konstant gjordefor at give deres egne holdninger mere kraft; i deres øjne var den offentlige menings styre en form for tyranni” (p. 88-89). Man leder i disse sætninger forgæves efter de sorte og fattiges rettigheder og eventuelle repræsentation i det demokratiske politiske liv. Det skylder Arendt anstændigvis en forklaring på i hendes begejstring for den amerikanske revolution.
Arendt har apropos en klar advarsel til overfladiske revolutionshistorikere: ”Hvis man imidlertid tænker på, at målet med oprør er befrielse, mens revolutionens mål er grundlæggelsen af frihed, vil den politiske tænker i det mindste vide, hvordan han kan undgå faldgruben for historikeren, der har en tendens til at lægge vægt på det første og voldelige stadium, der er præget af oprør og befrielseskamp, på opstanden mod tyranni på bekostning af det roligere andet stadium af revolutionen og konstitueringen, dvs. udarbejdelsen af forfatningen og grundlæggelsen af republikken, eftersom alle de dramatiske aspekter af hans historie synes at være indeholdt i det første stadium, og måske også fordi befrielsens uro ofte har udraderet bestræbelserne på revolutionen” (p. 138).
Perioden efter revolutionen er måske det mest interessante. Bliver den opretholdt ved hjælp af vold, og bliver den efterfølgende overtaget af andre aktører, end dem der var i spil under selve revolten?
Her er det aktuelt interessant at se, hvordan det går med Det Arabiske Forår. En revolution uden en efterfølgende konstitution, kan nemlig være en ulykke: ”Det var den franske revolutions store og skæbnesvangre ulykke, at ingen af de konstituerede, forfatningsgivende forsamlinger besad tilstrækkelig med autoritet til at fastsætte landets lov” (p. 161). Lad dette blive stående til skræk og advarsel for alle fremtidige revolutioner!
Der falder bogen igennem rigtig mange knubbede ord om Marx’ og Lenins revolutionsteorier. Hverken Marx eller Lenin var efter Arendts opfattelse i stand til at analysere sig korrekt ind til revolutionens kerne. De påstod, at revolutioner var historiens lokomotiver, men i virkeligheden kom alle kendte revolutioner som en overraskelse for de professionelle revolutionære socialister. Derimod forsøgte de altid efterfølgende at overtage det magttomrum, der altid opstår i kølvandet på folkelige opstande, for at manipulere egne politiske dagsordner ind i den oprindelige revolutionære bevægelse. De brugte så at sige: ”revolution som middel til at gribe magten, ligesom de identificerede magt med monopolet på voldsanvendelse” (p. 253). Når man tager magten med voldanvendelse, er den historiske erfaring også, at den kun kan fastholdes med en accelererende voldsanvendelse: ”Hvis Lenin virkelig havde ønsket at give al magt til sovjetterne, ville han have fordømt det bolsjevikiske parti til den samme magtesløshed, der i dag er det fremtrædende karakteristikum ved det sovjetiske parlament, hvis partideputerede og ikke-partideputerede udnævnes af partiet og i fraværet af noget rivaliserende parti ikke engang vælges, men blot hyldes af vælgerne” (p. 261). Det faldt som bekendt aldrig i Hannah Arendts lod at se sovjetsystemets sammenbrud i 1989, da hun selv døde i 1975. Men ingen kan være i tvivl om, når man læser hendes bog, at det var et dybtfølt inderligt ønske hos hende, at se dette totalitaristiske sovjetsystem bryde sammen i egen elendighed. En anden sag er så, om Rusland i dag virkelig har fået et demokrati. Men det ligger uden for denne anmeldelses rammer at vurdere.
Bogen er velegnet som et eftertænksomhedens korrektiv til konkrete historiske undersøgelser af de revolutioner, som i stort antal er foregået gennem tiderne og overalt på Jorden. Man kan på en vis måde sige, at Hannah Arendt – enig eller uenig - med sin meget grundige analyse af revolutioner er med til at finde ind til revolutionens grundlæggende egenskaber, dvs. revolutionernes genetiske DNA-profil.
