Ondskabens øjne

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Den fortællende historiebog er kommet igen, eller man skulle måske sige: Har fået nye og stærke udtryk. Tænk blot på Ulrik Langens fængende bøger eller Tom Buk-Swientys. Det er historiske bøger, hvor læseren fanges ind af en dramatisk historie, der kan fortælles næsten, som var det stykke skønlitteratur, samtidig med at der bliver mulighed for at analysere eller karakterisere en bestemt historisk periode og dermed gør den interesserede læser klogere på menneskene i fortiden. Den tendens kan man kun hilse velkommen.

Og her har vi en forfatter, Poul Duedahl, der lægger sig i fin forlængelse af den tendens. Det så vi allerede sidste år, hvor Duedahl sammen med Ulrik Langen redigere den fascinerende ”Nattens gerninger” – om alt det, der er foregået i ly af mørket i by og på land, i virkeligheden og fantasien. Og i 2013 vil de fleste af historie-onlines faste læsere vide, at han vandt prisen for Årets historiske bog for ”Forbrydelsens ansigt” sammen med Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo.

Den nævnte prisvinder handlede om forbryderfotoets historie – og nogle af de historier, der lå bag de stirrende øjne på billederne. Den nye bog handler netop om en af disse forbrydere. Selvom man skulle tro, det var omvendt, er ”Forbrydelsens ansigt” vistnok et spinoff fra researchen om forbryderen Jens Nielsen, der som den sidste i Danmark blev henrettet med økse i Horsens Straffeanstalt den 8. november 1892. Poul Duedahl har arbejdet på bogen i ti år, og det er da også et ganske imponerende arbejde med et væld af kilder. For heldigvis skrev Jens Nielsen sine erindringer, så man med forfatterens ord næsten kan se ud af de øjne, der sad i ansigtet på ondskaben selv! Det er faktisk ganske interessant at læse misdæderens egen opfattelse af sit liv og de gerninger, der endte med at føre ham til skafottet. Og dertil kommer naturligvis retsarkivalierne – forhørsprotokoller, domprotokoller osv. – et herligt kildemateriale, som man kan læse en masse ud af. Og så er der jo også tidens aviser i ind- og udland, der selvfølgelig skrev om dette ”menneskeuhyre”, som The New York Times kaldte ham i 1886.

Hvor var det da, at Jens Nielsen var så slem/ond/forbryderisk? Tja, det begyndte naturligvis i det små med rapserier – og han havde det ikke fra fremmede, idet hans far blev kaldt Fåretyven og bestemt ikke var et af guds bedste børn. Jens blev født i Jyderup i 1862, og hans barndom gik i høj grad med skarnstreger og det, der var værre, bl.a. pengetyveri. Så han røg på Flakkebjerg på Sydsjælland i 1872, hvor Gamle Møller forsøgte at tæske god opførsel ind i drengene – derefter på Landerupgård ved Kolding, hvor Unge Møller fortsatte med samme ihærdighed. Det er skræmmende at læse om behandlingen af drenge, der aldrig havde haft det let, men som blev yderligere hærdet af pryglepædagogikken. 

Fra Landerupgård kom Jens i tjeneste, inden han stak af og flakkede omkring og bl.a. kom til København. Og så videre. Domme i København og Odense, tilbage til Landerupgård, som han forsøgte at stikke ild til, hvilket resulterede i to års forbedringshusarbejde i fængslet i Vridsløselille 1879-80. Og så finder hjemkommunen på at slippe af med ham ved at sende ham til Canada. Han var bl.a. i Montreal og kommer også til New York, inden han kom med skib til Europa og til London, hvor han lige som alle andre steder, hvor han opholdt sig, stjal, udførte brandattentater, og så snart han havde penge brugte alt på druk og prostituerede. Han tænkte ikke på dagen i morgen – var der penge, skulle der festes på skumle værtshuse og bordeller, og det der med at finde et fast arbejde var ikke rigtig noget for Jens.

Læs selv om denne utrolige odyssé i de nederste dele om samfundet – i Danmark, Amerika, England, Sverige. Og rejsen kunne jo kun ende på én måde – nemlig i fængsel. Jens havde nemlig fået den vane at stikke ild til huse for i forvirringen at kunne stjæle med arme og ben – og ildspåsættelse er jo en meget alvorlig forbrydelse, som der ikke ses på med milde øjne. Så Jens fik en livstidsstraf i tugthuset i Horsens – og det var så også her, han blev henrettet i 1892. Han var egentlig blev idømt dødsstraf tidligere, men benådet – men han ønskede at hævne sig på samfundet ved, at det blev nødt til at aflive ham, skønt dødsstraffen ikke rigtig brugtes mere. Så han gjorde, hvad han kunne for at opnå henrettelsen. Han nåede det altså også, men uden at han selv havde taget liv. Det er naturligvis overraskende, men det må gives, at han bestemt forsøgte at slå fængselsbetjente ihjel flere gange. Det lykkedes bare ikke.

Og dermed slutter denne velskrevne beretning om Jens Nielsen fra Jyderup, hvis liv var tragisk og på mange måder ganske uforståeligt. Det danske samfund for halvandet hundrede år siden var meget anderledes, end det vi kender nu – og her løftes en flig af livets omstændigheder for den nederste del af befolkningen. Det er ikke rar læsning, men spændende som en thriller – bortset fra, at man jo godt kender slutningen. 

Poul Duedahl har begået en meget læseværdig, spændende og væsentlig bog om forbrydelse og straf i anden halvdel af 1800-årene. Det er faktisk svært at lægge bogen fra sig, når man er kommet i gang.