På jagt efter søslangen
Erik Ingemann Sørensen.
Så sikkert som ”amen i kirken” var det: når Jens Bjerre eller Jørgen Bitsch gæstede byen, så var det af sted – ind at se film fra de mange opdagelsesrejser. Ikke et sekund kedede man sig – og tænk, dér stod de, de der syntes at måtte have oplevet alt. Senere blev bøger om opdagelsesrejser slugt råt. Også Haakon Mielche og ”Galathea” spøgte et sted. Verden var spændende, udfordrende og uopdaget.
Erindringsbillederne dukker frem ved læsningen af Kristian Hvidtfeldt Nielsens bog: ”På jagt efter søslangen”, der er en dybdeborende og særdeles velskreven bog om det togt rundt om jorden, der nok senere er gået lidt i glemmebogen: Galathea 2. Til gengæld skal jeg da lige love for, at det her bliver hentet frem, vendt, drejet og kommenteret på en sådan måde, at det var svært at lægge bogen fra sig undervejs. Nu er forfatteren heller ikke en hvem som helst. Han er ansat ved Institut for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet og bl.a. medforfatter af bind 4 af Dansk Naturvidenskabs Historie. For indsatsen her fik han i 2007 H.O. Lange-prisen for fremragende formidling af forskning – og samme år i øvrigt Svend Bergsøes Fonds Formidlingspris. Efter endt læsning forstår man godt hvorfor. Som han selv skriver: ”Jeg har forsøgt at skabe, hvad man i videnskabshistoriske kredse vil kalde en kontekstuel historie om ekspeditionen, som inddrager både kulturelle, personlige, historiske, økonomiske, politiske og videnskabelige perspektiver på ekspeditionen…” Netop med dette udgangspunkt bliver Kristians Hvidtfeldts Nielsens bog aldeles markant. Fordi vi får et indblik i periodens opfattelse af videnskabens rolle, Danmarks forsøg på at markere sig efter besættelsen – det var ikke alle, der opfattede os som ”second to none” – knastørre politikere med fødderne dybt nede i vanetænkningens hængedynd – og så de totalt engagerede videnskabsmænd, der gang på gang gemmer et jubelskrig over opdagelserne gjort på dybder, hvor ingen tidligere havde været. Det er ganske enkelt historie fortalt på en usædvanligt medrivende måde.
I anmelderens univers er ekspeditionen blevet stående i skæret af ungdommens betagelse. Her er jeg givet ikke den eneste, der sidder med den erindring. Men det er i sandhed en noget anden historie, man her møder. Netop fordi Kristian Hvidtfeldt Nielsen har valgt den kontekstuelle vinkel.
Ideen til togtet var opstået under besættelsen – inspireret af Anton Bruuns udtalelser om troen på, at man kunne finde søslanger på de store havdybder. Hakon Mielche, der kendte Bruun fra en tidligere ekspedition anede mulighederne både for oplevelser og formidling af videnskabens resultater.
Videnskaben havde just ikke raget op i det danske landskab. Resultater var der mange af, men forståelsen for den vigtige rolle, videnskaben spiller for samfundet var der til gengæld ikke meget af. Alt dette blev ændret med anvendelsen af de to atombomber over Japan i august 1945. Det er en glimrende – og ganske munter - redegørelse om de hvidkitlede, som Kristian Hvidtfeldt leverer.
Mændene bag projektet, der ud over Bruun og Mielche bl.a. bestod af redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet og Ebbe Munch, medlem af Frihedsrådet.
At skaffe penge og goodwill til et så stort projekt umiddelbart efter besættelsen syntes en uoverskuelig opgave. Men Hendil og Munch var yderst opfindsomme, så et statsgodkendt salg af udenlandske cigaretter, nylonstrømper, ris og øl lagde den første økonomiske basis. Mange udenlandsdanskere bakkede op, og regeringen Hedtoft var positiv over for ekspeditionen. Men pengene. De var få – og venstremanden J. C. Jensen-Broby, der absolut var af den gamle skole, sad som formand for Finansudvalget solidt på bevillingerne. At kalde ham en åndelig ignorant (anmelderens udtryk) er nok for meget – skarphjernet som han var – men Kristian Hvidtfeldt Nielsens eksempler på hans modvilje er finurlig læsning. Uden dolkestød. Man kan ikke undlade at sammenligne med eftertidens politikere og deres udtalelser om kunst, kultur og videnskab. Så er det som om smilet stivner lidt.
Trods talrige trakasserier lykkedes det marinen at anskaffe det engelske ”Friendship” fra 1934, der under krigen havde fungeret som vejrskib i Nordatlanten. Naturligvis kunne det ikke bare bruges. Der måtte store ombygninger og reparationer til. Budgettet og Broby knagede – og en undrende skare af modstandere dukkede op i spalterne. Der var dramatisk megen krise over projektet, inden Galathea den 15. oktober 1950 langt om længe kunne kaste los fra Langelinie akkompagneret af 15.000 tilskueres hurraråb.
Det tjener Kristian Hvidtfeldt Nielsen til stor ære, at han i den grad kommer ud i alle kroge med sin redegørelse. En redegørelse han yderligere perspektiverer i velanbragte småkapitler. Den kontekstuelle historie resulterer i særlige kapitler med overskrift sat med blåt og indledt med et anførselstegn. Glimrende gjort – for på denne måde virker det ikke spor forvirrende, når forfatteren pludselig kommer med videnskabelige refleksioner og sammenligninger med den såkaldte Galathea 3 ekspedition. En ekspedition det stadig er lidt vanskeligt at forholde sig til. Professor Torben Wolff protesterede da også mod sammenblandingen af de to navne. Det ville give videnskabelig forvirring, fastslog han med rette. Nu blev Galathea 3 blæst kolossalt op i medierne – det skulle være den mest moderne promotion af videnskabsfagene, lød det opstemt fra både undervisningsminister Haarder og videnskabsminister Sander. Den kontekstuelle historie giver forfatteren rig lejlighed til flere gange at slå ned på sammenligninger mellem de to ekspeditioner. Han holder dem nøgternt op mod hinanden, men man aner – via et fremragende kildebelæg – en vis distance til Galathea 3. Med rette. De iscenesatte forventninger rundt om i landet var jo kolossale, da ”Vædderen” skulle ud. Skolerne var spændte – nu kunne man med et eneste klik få videnskaben ind i klasseværelset, korrespondere med forskere og formidlere. Undertegnede var af flere grunde meget optaget af projektet. Og blev slemt skuffet. Meget mindede om det gamle ordsprog: ”når mus fjærter som elefant…”
Hvor virkelig meget er blevet stående efter Galathea 2, er det som om Vædderens togt er forsvundet ud af bevidstheden. Kristian Hvidtfeldt Nielsen inddrager Charlotte Autzens meget roste speciale: ”En jagt på rollemodeller i et hav af formidling”, hvori hun om Galathea 3 blandt andet konkluderer: ”Hovedresultatet er, at der ikke er så meget nyt under solen til trods for den enestående mulighed, Galathea faktisk var. Nyhedsmedierne har deres egen dagsorden, og jeg kan sige, at det politisk set har været en ualmindelig naiv konstruktion, man har lavet…” Trist når det betænkes, at deltagerne i dag har alle den moderne teknologis muligheder for at kommunikere. Men hvad hjælper det, hvis den der kommunikerer ikke har fingeren på pulsen, ikke formår at gøre stoffet levende og vedkommende?
Under Galathea 2 var det pennen, der var fortællerens gyldne værktøj – uden det skrevne ord ingen begivenhed - og så af sted med radiotelegrammerne. Det var givet en gave, at det var journalisten Hakon Mielche, der var hovedformidleren. Men hans presse- og kommunikationsstrategi mødte i sandhed også stor modstand. På fremragende vis får Kristian Hvidt Nielsen ført læserne ind i det ragnarok, det tilsyneladende har været, da Hakon Mielche stort set havde totalt monopol på formidlingen. Fjender var der nok af – og da menigmand, politikere og redaktører ikke dagligt fik ”den store fortælling”, der kunne skabe kioskbaskere, begyndte det snart at koge i den hjemlige andedam. Interne stridigheder på skibet gjorde det absolut ikke lettere. Det er både spændende, nærværende og vedkommende stof, forfatteren henter frem. Og – forekommer det anmelderen – der er ikke den kilde, der ikke er blevet støvet igennem for at få sagen sagligt belyst fra alle sider. Det er ganske enkelt fremragende historieskrivning, vi præsenteres for.
Finansudvalgets formand, Jens Chr. Jensen-Broby for atter op, da det viste sig, at ekspeditionen ikke kunne holde budgettet – grundet blandt andet Korea-krigen. En pæn række udvalgte citater sætter ham ikke just i noget godt lys. ”De bevilgende myndigheder vil altid være lydhøre over for nationale samlinger, og naar det gjaldt bevarelsen af nationale skatte. Det samme kan næppe siges, naar det gælder om at skrabe al muligt ragelse sammen fra udlandet.” Så har han på sæt og vis placeret sig selv. Men tak og lov var der andre, der var i stand til at se, at Galathea var et fremragende initiativ: ”… var det viden om dybhavets biologi og international opmærksomhed omkring Danmark, der var Galathea-ekspeditionens bidrag til den nye verdensorden, som var under opbygning i begyndelsen af den kolde krig…”. Det lå også i selve fundatsen for ekspeditionen, at det danske flag skulle markere landet på en positiv måde. De skræmmende skygger fra ”Hitlers lille kanariefugl” (Churchill), var endnu ikke borte. Her kunne vi bevise, at vi var ligeværdige aktører på den internationale forskningsscene. Så Broby måtte hoppe ned fra kistelåget.
Det helt store resultat udeblev da heller ikke. I Hakon Mielches udlægning hedder det:”… Der var bakterier i bundslammet. De levede. De formerede sig. ”Galathea” havde ført bevis for, at liv kan eksistere under 1000 atmosfæres tryk. Danmark havde som den første nation nået bunden af verdenshavets dybeste afgrunde. Thygesen hamrede i telegrafnøglen. ”Galathea” kalder Manila, ”Galathea” kalder Manila… Næste dag var vi forsidestof i alverdens store aviser.” Årsagen var som nævnt, at det den 15. juli 1951 var lykkedes at komme ned på de 10.400 meter - bunden af Filippinerdybet - hvor man havde fundet 25 søanemoner, ca. 75 søpølser, 5 muslinger, 1 tangloppe og 1 børsteorm. Det var ganske enkelt den helt store verdenssensation – og rigelig belønnelse for de mange års forberedelse og alle skærmydslerne undervejs. Efter endnu en lang række repræsentative opgaver kunne ”Galathea” den 29. juni 1952 endelig lægge til ved Langelinie, hvor 20.-30.000 mennesker stod klar til at modtage besætningen.
Afsluttende konkluderer Kristian Hvidt Nielsen om denne ekspedition: ”Galathea-ekspeditionen kan derfor til en vis grad ses som en slags forløber for den store, videnskabelige ekspedition, der begyndte i midten af 1950’erne, blandt andet med oprettelsen af Atomenergikommissionen… Fra landets regerings side blev der nu i stor stil svaret ”ja” til videnskabens ønsker, og det så meget mere tydeligt, end da Galathea-ekspeditionen omtrent 10 år tidligere havde søgt om offentlig støtte…”
Som nævnt tidligere er det et stykke fremragende videnskabshistorie, Kristian Hvidt Nielsen har skrevet. Spændende, vedkommende, provokerende og særdeles veldokumenteret. Litteraturlisten er en af de ypperste og mest præcise, jeg længe har set. Stikordsregisteret er glimrende. Om end der mangler et ordentligt billede af Galathea i fuld længde og en skrogtegning, så må bogens billedmateriale karakteriseres som aldeles godt.
Der er vitterligen grund til at tage på en ekspedition i bogen om ekspeditionen. Herligt.
