På zarens befaling

Af Bjarne S. Bendtsen

Tilfældigt cyklede jeg forleden fra Eskimovej i det kvarter af Aarhus N, hvor vejene er opkaldt efter berømte polarfarere og arktiske lokaliteter – det politisk korrekte har øjensynlig endnu ikke ramt gadenavnene her – og videre op ad Nordvestpassagen. Herfra krydsede jeg i majvarmen på må og få gennem området, mens jeg tænkte på Morten Hahn-Pedersens bog om de danske søofficerer og opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741) og Martin Pedersen Spangsbergs (1696-1761) to vilde ekspeditioner til det fjerneste Sibirien, Ishavet og det nordlige Stillehav, som jeg lige havde læst færdig. Havde jeg holdt hårdt til bagbord og fortsat lidt længere mod syd ad enten Roald Amundsens, Fridtjof Nansens eller Hans Egedes Vej, så havde jeg passeret Vitus Berings Stræde, for sådan ét er der naturligvis også at finde i kvarteret.

På zarens befaling. Med Bering og Spangsberg i Sibirien og Stillehavet 1725-1743 fortæller den fascinerende og medrivende historie om et noget overset kapitel af den danske historie: En knap tyveårig periode midt i oplysningstiden, hvor to russiske ekspeditioner søgte svar på nogle af de geografiske, etnologiske, naturvidenskabelige og historiske spørgsmål, som omgærdede dette fjerne hjørne af verden – måske overset fordi det primært er nogle tykke bøger af den russiske historie, som de to danske søfolk var med til at skrive. Eller rettere var hovedforfattere til, særligt for Berings vedkommende, da han var leder af de to Kamtjatka-ekspeditioner, som de kaldes efter den sibiriske halvø længst mod sydøst på kontinentet. Bering omtales ganske enkelt som zarens danske Columbus, hvis man skulle være i tvivl om hans og ekspeditionernes status.

Den første ekspedition satte Peter den Store i værk; den zar, som om nogen moderniserede Rusland ud fra vesteuropæisk forbillede og åbnede landet mod vest med anlæggelsen af Sankt Petersborg i 1703. Han ønskede med ekspeditionen at afklare, hvor Asien og Amerika mødte hinanden, og hvor den østlige grænse for zarriget kunne sættes, som Hahn-Pedersen skriver – og dermed en ekspansion af riget mod øst. Ekspeditionen begyndte i 1725 og sluttede fem år senere.

Den anden, den såkaldt Store Nordiske Ekspedition, startede i 1733 og sluttede ti år senere i 1743 – efter ufattelige lidelser i den sibiriske kulde og med sult og skørbug på de lange togter i Ishavet, hvor den sibiriske ishavskyst blev kortlagt, til Japan og til Amerika. Bering kom ikke levende tilbage fra den del af ekspeditionen, som han primært stod for, kan man vel godt skrive uden at spoile plottet; den del, der skulle finde og kortlægge det nordlige Amerikas vestkyst. Men til gengæld fik han den ø opkaldt efter sig, hvor han ligger begravet. Som følge af blandt andet disse ekspeditioner kom Alaska under russisk herredømme, til landet solgte området til USA i 1867 for at komme ud af det økonomiske morads, nederlaget i Krimkrigen havde ført med sig.

Et af ekspeditionernes mål var at finde ud af, om Nordøstpassagen fandtes og kunne besejles, så man kunne udnytte de kommercielle muligheder i Fjernøsten uden den ekstremt besværlige rejse over land og via de mange floder i Sibirien. Denne passage nord om Rusland gennem Ishavet skulle dog vise sig ikke at være farbar på grund af netop is – det er først i nutiden med klimaforandringer og kraftigere skibe, at man er begyndt at bruge denne rute i en vis udstrækning, skriver Hahn-Pedersen i bogens slutning. Vejret er dog stadig en udfordring, og i 2016 sejlede der derfor blot 19 skibe gennem Nordøstpassagen.

Bogen lægger ud med et forord, der kort ridser situationen omkring de to ekspeditioner op og beskriver Morten Hahn-Pedersens langvarige interesse i og arbejde med emnet. Derpå følger et baggrundsafsnit om den russiske historie i denne sammenhæng, som er ganske anvendelig for os, der ikke har meget begreb på russisk historie. Del to handler om den første Kamtjatka-ekspedition, fulgt af en ganske kort del tre, der beskriver et magtskifte og nye aktører i Sankt Petersborg, som skulle få stor indflydelse på realiseringen af den anden ekspedition, som er emnet for den lange del fire. Endelig består del fem af et kort efterspil, som dels ridser ekspeditionernes resultater, perspektiver og muligheder op, dels runder ekspeditionernes plads i historien samt udgravningen af Berings grav på Bering Ø i 1991.

Bogen er smukt illustreret med gamle stik af nogle af aktørerne og fantastiske gamle kort – blandt andet over de sagnlande, som ekspeditionerne brugte kostbar tid på at sejle efter – samt fotografier fra den vilde natur i Sibirien, Alaska og andre steder, hvor man følger i de opdagelsesrejsendes kølvand. Og endelig er bogen forsynet med helt nødvendige kort over de fjerne og næppe meget kendte lokaliteter, så man kan følge med i de til tider noget forvirrende mængder af stednavne. Det er med andre ord en rigtig flot udstyret bog. Den er ikke ment som et forskningsbidrag, skriver Hahn-Pedersen i forordet, men er tænkt som et letlæseligt og hurtigt overblik over den spændende men også komplekse historie om de to ekspeditioner. Der findes bag i bogen en god litteraturliste, som lægger op til at læse videre om emnet – for helt ukendt er historien jo lang fra, heller ikke på dansk, hvor der er udkommet flere bøger om emnet.

For tiden går på DR K serien Ekspeditionen – på sporet af Vitus Bering om samme emne, hvor bogens forfatter medvirker. Er man ikke så meget til historieformidling med en noget selviscenesættende vært, pumpende underlægningsmusik og dramaturgi a la sjove fraklip i film, men mere til en klassisk og grundigt formidlet bog, så er det dog Morten Hahn-Pedersens På zarens befaling. Med Bering og Spangsberg i Sibirien og Stillehavet 1725-1743, der er det oplagte bud, hvis man vil blive klogere på denne fascinerende historie.

Bogen er grundig og velskrevet – en klar anbefaling herfra til at finde sig et godt sted i skyggen med den og læse løs. Man kan ikke undgå at blive revet med – og kølet ned – af de dramatiske begivenheder. Det er en fin bedrift at trække Bering frem fra historiens skygge, hvor han, Spangsberg, russiske Aleksej Tjirikov, der som Spangsberg var Berings næstkommanderende, og alle de mange andre ekspeditionsdeltagere bestemt ikke fortjener at befinde sig. For det er vel ganske karakteristisk for vores kendskab til en stor opdagelsesrejsende som Bering, at hans stræde i det nordlige Aarhus langt fra er at finde i den mest prominente del af byen – og at Vitus Bering Stræde her endog ender blindt. Det er lidt en anden sag i Berings fødeby Horsens, hvor der blandt andet findes en Vitus Bering Park med et kanonindrammet monument for ham samt en vej med navnet Kamtjatka – men dér havde jeg altså ikke tid eller kræfter til at cykle hen forleden.

Historie-online.dk, den 12. juni 2018