Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker

Af Christen Bonde

”HK er en organisation af piger, der lader sig regere af mænd,” skulle det engang have lydt fra formanden for HK Aalborg. Selv om flertallet af medlemsskaren i fagforeningen HK – der især arbejder på kontor og med administration – siden 1965 bestod af kvinder, sad mænd tungt på de ledende poster i organisationen i et par årtier endnu. Emner som ligeløn og kønsrelaterede spørgsmål (og urimeligheder) optager forfatteren gennem bogen.

Da de citerede ord faldt, var HK blevet en betydelig spiller på det danske arbejdsmarked. Allerede i 1949 blev HK landets næststørste fagforbund, så Nina Thrige Andersens fokus på kvindernes rolle retter i betydelig grad op på et hul i historien om det danske arbejdsmarked i anden halvdel af det 20. århundrede.  

Undertitlen lover mere, end bogen kan levere. Bogen handler om HK Kommunal, en underafdeling af fagforeningen HK – og altså ikke i første omgang om velfærdsstatens maskinrum, selv om der er betydelige personalemæssige overlap. Forventer læseren en bog om, hvordan man får en størrelse som velfærdsstaten til at fungere, bliver man skuffet. Dén historie må vente til en anden gang. Man kan i samme ombæring kritisere bogen for at løfte blikke fra fagforeningsarkiverne til fordel for det større samfundsbillede alt for sjældent og for kortfattet, når det så sker.   

Til gengæld får man en ofte veloplagt og altid grundig og sober fortælling om de mange udfordringer, HK Kommunal og ikke mindst dens medlemmer har måttet gennemleve og overkomme: fra diverse spørgsmål om arbejdsvilkår over uddannelsesønsker og -krav, sirenesang fra andre fagforeninger, der gik på medlemsstrandhugst, det allerede nævnte ligestillingsproblem med kønsrollemønstre fra en svunden tid, teknologisk udvikling (HK har aldrig været maskinstormere, men altid taget tyren ved hornene, læser man) og meget andet.

Bogens store styrke er, at den ser historien om fagforeningen nedefra, gennem medlemmernes udfordringer. Udfordringer, som HK og HK Kommunal burde, skulle og skal forholde sig til. Nina Thrige Andersen diskuterer gerne rimeligheden i de dispositioner, man har truffet gennem tiden fra fagforeningens side. Sympatien er hos medlemmerne, og forfatteren er ikke bange for at slå fra sig! Bogen er derfor ikke et tandløst jubilæumsskrift, selv om den er bestilt og forfatteren sikkert betalt af HK Kommunal.

I den forstand handler bogen ikke kun om HK Kommunal i snæver forstand. Man kan læse den som et casestudie i, hvordan det danske arbejdsmarked historisk set er blevet bragt til at fungere midt i forandringer på snart sagt alle områder. Det har været besværligt.

Denne anmelder blev undervejs i læsningen umådeligt taknemmelig over fagforeningernes store indsats for lønarbejderen, de fleste af os, op gennem det 20. århundrede. Tænk at man har budt anstændige folk så ringe arbejdsvilkår! Pamperi, opblæste egoer og urimeligheder har der helt sikkert været meget af i fagforeningsregi, men det er bare ikke det vigtige. Det skinner gennem bogens sider, at Nina Thrige Andersen er af samme mening. Skulle nogen have lyst til at være uenige, lægger hun kortene frem. Så kan man tage diskussionen dérfra.

Forfatteren går grundigt til værks med omfattende arkivstudier, interviews med fagforeningsfolk, inddragelse af utallige pjecer og informationsmateriale og en god bunke sekundærlitteratur.  Bogens faglige stillads virker solidt med et sundt empirisk fundament.

Bogens første 50-100 sider var til tider tung kost at tygge sig igennem, selv om der bestemt var gode momenter, f.eks. om de tunge administrative byrder i kølvandet på Socialreformen fra 1933. Og magtfuldkomne socialdemokratiske borgmestre lod i flere tilfælde til at kere sig mere om at overholde kommunens budget end om medarbejdernes trivsel, selv om partiet officielt stod på sidstnævntes side.

Den udbredte brug af kedelige citater i bogens første halvdel gør ikke noget godt for læsningen, dem kunne forfatteren med fordel have udlagt med sine egne ord. I øvrigt skriver forfatteren godt og præcist, især når læseren kan mærke, at hun er oprørt og forarget over en given sag. Efterhånden som vi nærmer os efterkrigstiden, liver bogen op. Måske fordi de emner og problemstillinger, som bogen tager op, bliver mere genkendelige – både for forfatteren (f. 1982) og for denne anmelder (f. 1976).

[Historie-online.dk, den 7. juni 2023]