Parlamentarismens krise

Af Preben Etwil, Chefkonsulent, cand polit.

Dette er ikke en helt almindelig bog.

Alene det at den er skrevet så langt tilbage som i 1923, burde gøre den hamrende uaktuel.

Men det er den ingenlunde.

Ja, man kan nærmest sige, at den er aktuel som aldrig før.

Den er dog skrevet i en både tung og teoretisk stil, og bærer naturligvis præg af at have næsten 100 år på bagen.

Så en bestseller på dansk grund bliver den næppe.

Mindre kan nu også gøre det. Den vil med stor nytte kunne indgå i mange forskellige undervisningsforløb, der handler om den politiske udvikling i fortid, nutid og fremtid.

Årsagen til bogens genopblussende aktualitet skal findes i det forhold, at der for tiden – både nationalt og internationalt - er dukket en stærk og folkelig antiglobaliseringsbølge op. Det har i høj grad ført til en hel del kritik af det allestedsnærværende liberale demokratis parlamentariske funktionsmåde. En kritik der går på, at det liberalistiske demokrati, sætter individet over helheden, fremskridtet over sammenhængen og økonomien over politikken.

Det er klarest udtrykt i valget af den amerikanske præsident Trump, og den relativ store folkelige opbakning som Marine Le Pen fra Front National høster i Frankrig. Begge politiske bevægelser er kendetegnet af en indædt og ideologisk kamp mod det parlamentariske system og den politiske elite.

Holdningen blandt disse antiglobalister har helt overvejende været, at parlamentarismen og den politiske elite har sat store dele af den nationale sammenhængskraft over styr. Påstanden er, at den liberale parlamentarisme har vist sig ineffektiv til at løse de problemer, som den almindelige befolkning står over for. Tydeligst markeret ved, at indvandringen har taget overhånd, og nationale arbejdspladser er flyttet udenlands. Begge dele har bidraget til at gøre de nationale befolkningssammensætninger uhomogene.

I Carl Schmitts (1888 – 1985) verdensbillede kan de ideale demokratiske principper kun fungere i en relativ sammensat og homogen befolkning. Carl Schmitt påstår derudover, at parlamentarisme kun er én form for demokrati – og slet ikke den eneste eller den mest effektive. Tvært imod. Parlamentarisme er i den Schmittske optik endt i partidisciplin, dilettanteri, vedvarende regeringskriser og formålsløse og banale taler i parlamentet. Dette lå langt fra det demokratiske princip, der handler om, at alle kan komme til orde, og at alle bliver hørt. Carl Schmitt mente, at disse principper var blevet tilsidesat af parlamentarisk fnidder og modstridende interesser: ”Store politiske og økonomiske afgørelser, der i dag afgør menneskernes skæbne, er ikke længere (hvis de da nogensinde har været det) resultatet af en balanceret afvejning af argumenterne i en offentlig udveksling af synspunkter, ligesom de heller ikke skyldes parlamentariske debatter” (p. 87)…”Kun de allerfærreste vil mene, at avisartikler, forsamlingshustaler og parlamentsdebatter er grundlaget for sand og rigtig lovgivning og politik” (p. 88). Offentlighed og diskussion har under parlamentarismen udviklet sig til en tom og intetsigende formalitet, og har dermed også mistet sin hidtidige basis og mening.  

Tiden kaldte på stærke mænd. For det kunne parlamentarismen tilsyneladende ikke levere.  

Derfor kom Carl Schmitt til den overbevisning, at parlamentarisme fører til, at staten mister evnen til at foretage politiske beslutninger, der giver en harmonisk løsning på konflikter. Staten bør derfor, stadig i Carl Schmitts univers, kunne handle suverænt ved at kunne afgøre hvem dens venner og fjender er – og at kunne udelukke de sidstnævnte. På den måde kan staten genvinde den nødvendige autoritet til genoprettelse af den grundlæggende retfærdighed i samfundet, en retfærdighed som et svagt liberalistisk baseret parlamentarisk system ikke kan give.

Carl Schmitt mente, at mennesket har brug for en politisk øvrighed, i form af en stærk stat og suveræn til at tage vare på dets eksistens og tilværelse. Det gøres ved, at man har en stærk leder og et simpelt budskab: ”Den udøvende magt skal ligge i en enkelt mands hænder, for det er afgørende for dens handlekraft og aktivitetsniveau” (p. 79-80).

Er det nu, at man lige skal nævne Trump og Le Pen?

Trump må regere uden om Huset, dvs. Kongres og Senat, mens Le Pen konsekvent omtaler sig selv som den eneste, der repræsenterer ”folket”.

Så på trods af at Carl Schmitt skrev sin pamflet om parlamentarismens krise for næsten 100 år siden, kan den på forunderlig vis sige noget om de tendenser, der ligger bag de folkelige bevægelser der støtter amerikanske Trump, franske Le Pen, tyrkiske Erdogan, tyske Alternative für Deutschland eller russiske Putin.

På sæt og vis – nærmest diktatoriske demokratier.

Det påstås ofte, at historien ikke gentager sig. Man må i dette tilfælde håbe, at denne påstand er valid - og at vi har lært af erfaringen. For til historien hører, at 10 år efter at Carl Schmitt skrev denne pamflet, meldte ham sig ind i det tyske Naziparti, og blev ophøjet til Det Tredje Riges chefjurist. Tilbage står, at Carl Schmitt både var antidemokrat og antimodernist.

Det skal dog ikke afholde historisk og politiske interesserede i at læse denne pamflet, da den fremdrager nogle helt centrale forklaringer på nutidens parlamentariske kriser rundt om i verden.

Med disse ord skal denne lille bog anbefales til videre studier.

Historie-online.dk, den 2. maj 2017