Peasants and Prayers

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Peasants an Prayers. Bønder og Bønner. For en gangs skyld kan et ordspil let oversættes fra engelsk til dansk. Og det er for fristende til ikke at gøre det.

I Nationalmuseets serie af Publications from the National Museum, Studies in Archaeology & History, er Lisbeth M. Imers bog om runeindskrifter fundet i Grønland udkommet som bind nr. 25. Sidste år i juni udkom den meget flotte bog ”Danmarks Runesten”, som var med i opløbet som årets bog 2016. Også den bog havde Lisbeth M. Imer som forfatter. Bogen blev anmeldt her på hjemmesiden.

Forfatteren skriver, at det er vigtigt at kende det samfund, hvor runerne blev ristet, for at kunne læse, oversætte og fortolke dem. Første del af bogen er derfor en beskrivelse af nordboernes samfund.

I en afgrænset periode på omkring 500 år boede der nordboere i Grønland. Nordboere her forstået som folk fra Island/Norge, som omkring år 985 drog fra Island og slog sig ned i Østerbygden, Vesterbygden og Mellembygden i Sydvestgrønland. Historien om Erik den Røde og hans landnam er kendt. Nordboernes identitet i Grønland var formet af deres sprog, religiøsitet og familierelationer. Deres identitet var både nordatlantisk (Norge/Island) og regional: norrøne grønlændere. Det anslås, at der boede omkring 1400 nordboere på Grønland. I Østerbygden har der været cirka 500 gårde, og i Vesterbygden cirka 95 gårde. Gårdenes størrelser har varieret meget. Kun få gårde er udgravet og kun få efter moderne arkæologiske metoder, herunder stratigrafisk. Der er fremsat mange teorier om årsagerne til, at nordboerne forlod Grønland. Forfatteren skriver ”et sammenfald af begivenheder, hvor klimaændringer spillede en afgørende rolle”. Der tænkes formentlig på ”Den lille Istid”, som varede fra 1300-tallet til 1850´erne.

Det var landbrugssamfund, som levede af traditionelt landbrug med planteavl og husdyrbrug. Hertil kom fiskeri og jagt på landets og havets pelsdyr. Området gav dog ikke mulighed for selvforsyning med træ og jern, som var nødvendige forudsætninger for datidens landbrugssamfund. Nordboerne havde to ting at handle med: uld som råmateriale, garn eller vævet klæde og hvalrostænder, som var eftertragtede i Europa som elfenben, indtil man begyndte at importere elfenben fra afrikanske elefanter. Nordboerne skaffede sig hvalrostænder fra landets indfødte beboere længere nordpå. I perioder har der været fast sejlads til Grønland med dels vareudveksling dels persontransport til og fra Island og Norge. Sejladsen har været meget afhængig af vejrforholdene, og med den begrænsede vareudveksling har der sikkert været længe mellem skibsanløb. Det afsides område blev kun besejlet, når man havde et direkte formål med det.

Transport mellem de tre bygdeområder må antages at være sket med skib eller båd. Der er omkring 500 kilometer mellem Østerbygden og Vesterbygden, som trods sit navn lå nærmest stik mod nord. Mellembygden lå omkring 150 kilometer vest for Østerbygden. Den isfrie del af landet ud mod kysten var gennemskåret af fjorde, så transport over land har næppe været en mulighed.

Nordboernes samfund har været præget af dyb religiøsitet som andre mere eller mindre isolerede landbrugssamfund med ringe forbindelse til andre lande eller samfund. Der har været flere kirker, som var privatejede, og som lå ved de store gårde. Præsterne har været omkringrejsende mellem kirker og gårde, og forfatteren antager, at de ud over religion og kirkelige handlinger også kan have bragt læse- og skrivefærdighed med sig. Der er fundet runeindskrifter ved selv mindre gårde og indholdet har i vid udstrækning været religiøst. I handelsbyer som for eksempel Bergen i Norge er der fundet mange runeindskrifter, som relaterer sig til handel, men det er ikke tilfældet i Grønland.

Der er fundet omkring 160 artefakter/genstande med runeindskrifter, enkelttegn eller ejermærker. Omkring 55 af dem er fundet i Vesterbygden og de øvrige i Østerbygden. De fleste er fundet ved arkæologiske udgravninger, men der er også fundet en del løsfund. Da kun få gårde og kirker er udgravede, må der stadig ligge mange genstande med runer i jorden i Grønland. På grund af udgravningsmetoderne er de fleste genstande ikke arkæologisk datérbare, men runologer kan alligevel give et bud på deres alder via genstandstyper , inskriptionstype og runologisk typologi. Opbevaringsforholdene for organiske materialer er bedre i Grønland end i resten af Skandinavien. Halvdelen af de fundne genstande med runer er af træ, medens resten er af sten eller ben/knogler. De fundne genstande er amuletter, gravsten, trækors, værktøj, genstande til tekstilproduktion og træpinde eller små træstave. Nogle genstande er kun artefakter, fordi der er runer på dem. I modsat fald ville de bare være for eksempel træpinde. På nogle genstande kan indskriften have været der, medens genstanden var i brug, medens den i andre tilfælde kan være ristet, efter at genstanden er blevet kasseret. 

Mange af indskrifterne er uden egentlig mening. Det anføres, at der kan være tale om øvelser i runeristning. Det almindelige runealfabet, som er anvendt, er 16-tegns futharken med de ændringer, som er sket i perioden på 500 år. En indskrift, som skal nævnes her er ”Gudveigs stav”. Den blev fundet i en kiste i Herjolfsnes. Kisten var tom, men i bunden var skåret et kors, hvor brystet på en person ville have været. Teksten på den knapt 20 cm. lange, firkantede stav lyder ”Denne kvinde, som hed Gudveig, blev lagt (smidt) over bord i det grønlandske hav”. Deduktionen er, at Gudveig døde ombord på et skib under en rejse. Af én eller anden grund blev hun ”begravet” i havet, hvilket dengang var forkert, idet man for at komme i himlen skulle begraves i jorden efter forskrifterne. Som erstatning herfor begravede man en stav med inskriptionen i håbet om Gudveigs frelse. Staven antages at være fra omkring år 1300.

Mange af de øvrige læselige tekster eller ord er af religiøs natur. Især Ave Maria´er er meget udbredte. Enkeltruner kan fortolkes som ejermærker på samme måde som egentlige ejermærker. Det har været diskuteret om disse skulle med i runologien, men forfatteren mener, at for at forstå hele omfanget af et samfunds læse- og skrivefærdigheder skal de med. De er en del af det samlede billede. På bogens forside er der et fotografi af et træstykke – kaldet Sandnes 2 – med inskriptionen ”Ave Maria, fuld af nåde.”

I kapitel 3 diskuterer forfatteren, hvordan læse- og især skrivefærdighed læres. Der gennemgås forskellige teorier, men summen er, at det kommer med øvelsen. Der fokuseres på, hvordan børn lærer og har lært det. Man begynder med efterligninger, man skriver sit eget navn, man skriver andres navne og så fremdeles med andre ord og sætninger. Og man laver fejl: vender bogstaverne forkert, bytter rundt på bogstaverne og så videre. Skrivefærdigheden opdeles i 5 trin med flydende overgange. Afgørende for skrivefærdigheden er udbredelsen af den. Er den for alle eller kun for få? Hvor ofte bruger man den? Hvad skal man bruge den til? Hver generation skal lære den forfra. Som nævnt kan omrejsende præster eller munke have været læremestre i skrivning. Dette støder dog lidt imod, at de religiøse bøger formentlig har været skrevet med latinske bogstaver. Der er fundet nogle få inskriptioner skrevet med latinske bogstaver og med religiøst indhold. Men hvem lærte nordboerne at riste runer? Ældre nordboere? Eller var præsterne ”tosprogede?” I kapitlet gennemgås forskellige inskriptionstyper og forfatteren konkluderer blandt andet, at de mange inskriptioner med religiøst indhold næppe skyldes, at nordboerne var mere religiøse end andre befolkningsgrupper, men at de fleste genstande er fundet i beboelsesbygninger eller på kirkegårde. I middelalderbyer andetsteds er der fundet mange handelsrelaterede inskriptioner. I den sidste del af kapitlet gennemgås inskriptioner fra 6 skandinaviske byer. I Bergen blev der efter branden i 1955 foretaget store arkæologiske udgravninger, hvor der blev fundet mere end 650 inskriptioner. Disse er som nævnt ofte med handelsmæssigt indhold, men der er også eksempler på meddelelser. Et par af de morsommere er ”Gyda siger, at du skal komme hjem” og ”Jeg ville gerne besøge mjød-huset noget oftere”. Begge har været udstillet på en udstilling om runer på det gamle Moesgård Museum for nogle år siden.

I kapitel 4 ”Konklusioner og perspektiver” opsummerer forfatteren de forudgående teorier og fakta. Det antages blandt andet, at de religiøse tekster kan være skrevet af kirkens folk, medens ikke-læselige tegn, enkeltruner og ejermærker blev skrevet af lægfolk, som sjældent skrev. Runer, ortografi og sprog viser, at der har været kontakt med resten af det nordatlantiske område, men dog også efterhånden et grønlandsk særpræg. Over den 500 år lange periode er det klart, at der har været mange forskellige runeristere. Kun i et enkelt tilfælde er der belæg for at mene, at der på to støbeforme til tenvægte er tale om den samme runerister. Forfatteren finder det sandsynligt, at ejernavne eller navne på fremstillere af genstande er skrevet af dem selv. Runerne var en vigtig del af den grønlandske kultur og en del af dagliglivet. Mange kunne formentlig læse dem, og nogle færre riste dem. Færre meddelelser mellem mennesker afspejler formentlig forskellen mellem et landbrugssamfund med spredte gårde og en middelalderbys samfund med stor handel.

Litteraturlisten fylder 7 sider og efterfølges af et engelsk, et grønlandsk og et dansk resumé.

Bogens sidste og største del er et katalog over de indtil nu fundne artefakter med runer eller runelignende tegn. Denne del af bogen fylder 200 sider og har en indledning, hvor forfatteren redegør for undersøgelsen af artefakterne. Det diskuteres om dokumentation som tegning eller fotografi er bedst, og om hele artefakten eller kun selve runerne er at fortrække. Endelig beskrives opbygningen af kataloget og de anvendte forkortelser.

Forfatteren har valgt at tegne de enkelte artefakter med de ristede runer, og det påpeges, at forfatteren selv har haft næsten alle de enkelte genstande i mellem hænderne og undersøgt dem. Til hver artefakt er der et skema med oplysninger om fundsted, fundtidspunkt, diverse museums- og arkæologiske registreringsnumre, datering, translitteration, transskription og translation. Endelig er der kommentarer, andre mulige læsninger og translationer og litteraturhenvisninger. Alt i alt en meget grundig og fyldestgørende dokumentation.

Lige så spændende det er at læse om nordboernes samfund gennem 500 år i Sydvestgrønland, lige så spændende er det at se de enkelte tegninger af artefakter med runer. Inskriptionerne er oplistede alfabetisk efter fundstederne, som beskrives kort som indledning til hvert fundsted. Tegningerne er meget tydelige og har den fordel, at de medtager dét, som er karakteristisk for den enkelte artefakt – runer, tegn, gennemboringer osv.

Bogen er trykt på godt papir og med et meget tydeligt tryk i tegningerne. Boghåndværket er lydefrit.

Bogen om Danmarks Runesten var udgivet med et bredere publikum for øje. Denne bog om de grønlandske runer er et trin højere på den videnskabelige rangstige. Men ikke mere end at den interesserede ”runeforsker” kan læse og forstå den.

Historie-online.dk, den 11. juni 2017