Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom
BogFeature
Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom
Lyntoget fra Ærø
Det er nærmest lidt naturstridigt, at der fra det sindige Ærø kom en krudtugle som Peter Knutzen. Med udgangspunkt i et meget stille gårdmandsmiljø i Søby Mark susede den unge, energiske og eminent begavede Knutzen gennem uddannelsessystemet og en flot karriere i postvæsenet, hvor han tilmed samtidig tog en juridisk embedseksamen, til han i 1931 blev headhunted til Statsbanerne, hvis generaldirektør var blevet fyret ( den øvelse kunne man også dengang ). Knutzen fik til opgave at rette skuden op med effektiviseringer, moderniseringer og bedre tal på bundlinien. Med vanlig iver og energi gik han i lag med opgaven på en måde, der medførte en del rystelser i den gamle etat, men som også skabte respekt om indsatsen og manden bag. Og resultaterne begyndte at vise sig op gennem 1930’erne: urentable baner blev nedlagt og erstattet af nye røde Statsbanerutebiler, der blev bygget broer ( hvoraf nogle dog var planlagt i forgængerens tid ), og ikke mindst: forbindelsen mellem landsdelene blev voldsomt forbedret af Knutzens koncept med de røde lyntog. Det er helt naturligt, at Knutzen selv anvendte Aage Rasmussens flotte lyntogsplakat til forside på erindringsbogen, der udkom i 1948. Og det er lige så velanbragt, at professor, dr. phil. Hans Aage i en kronik i Politiken den 12. maj 1995 kaldte Knutzen for ’Lyntoget fra Ærø.’
På mange punkter var Knutzen som erhvervsleder langt forud for sin tid. Han var således meget mediebevidst og gjorde en stor indsats for at udviske billedet af Statsbanerne som en støvet og træg etat. På den måde blev han en kendt og populær person i 30’ernes samfund samtidig med, at langt størstedelen af personalet var med på hans vogn.
Den 9. april 1940 blev Knutzens skæbnedag, thi den dag fik Statsbanerne nogle uventede kunder i form af den tyske besættelsesmagt. Da landevejstrafikken hurtigt visnede bort, stod jernbanen tilbage som det eneste transportmiddel, der kunne sørge for de livsnødvendige forsyninger til den danske befolkning i form af f.eks. fødevarer og brændsel. Samtidig var Statsbanerne helt afhængig af tysk velvilje med hensyn til leverancer af kul til de danske damplokomotiver. Alt dette gjorde, at generaldirektøren ikke bare kunne læne sig fornærmet tilbage i stolen. Han var nødt til at have en kontakt med besættelsesmagten, hvilket også var i overensstemmelse med den samarbejdspolitik, som konge og regering førte dels af hensyn til befolkningens ve og vel, dels for at undgå en dansk nazi-regering ledet af Fritz Clausen.
I den forbindelse blev der den 24. juli 1940 oprettet en Dansk – Tysk Forening, der skulle være et udstillingsvindue over for tyskerne af det Danmark, der ikke ville have lod og del i de danske nazisters ageren. Peter Knutzen blev nærmest presset til at overtage formandsposten i foreningen, hvor han så vanen tro udførte et energisk virke helt frem til foreningen blev opløst i forbindelse med samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943. Arbejdet i foreningen medførte en del sammenkomster med mere eller mindre prominente tyskere, også i selskabeligt lag, og ved disse lejligheder blev der fotograferet billeder af en smilende Knutzen i samtale med tyskere hen over et veldækket bord, hvilket vanskeligt kunne undgås, da Knutzen i modsætning til den altid tilknappede Erik Scavenius var velsignet med et venligt gemyt. Men den slags fotografier ramte generaldirektøren som en boomerang efter 4. maj 1945, da alle de ’rigtige’ danskere ledte efter syndebukke fra den forkerte side af nationalitetsgrænsen. Statsbanernes generaldirektør blev dels udsat for overgreb fra mere eller mindre selvbestaltede modstandsgrupper, dels blev han kørt gennem det retssystem, som højesteretssagfører J. B. Henriques betegnede som et ’juridisk galehus.’ Resultatet blev i første omgang lidt overraskende, stemningen i landet taget i betragtning, at statsadvokaten måtte erkende, at der ikke var belæg for en straffesag mod Knutzen, men så stablede man en tjenestemandsdomstol på benene, som på grundlag af et meget specielt og spinkelt anklageskrift kendte Knutzen skyldig i et ’nationalt uværdigt forhold.’ Han var færdig som generaldirektør, men beholdt sin pension. I 1949 døde Knutzen i sikker forvisning om, at han ikke behøvede at frygte ’Historiens Dom.’
Det første udspil fra ’Historien’ er nærmest tavshed. I 1947 udkom et digert jubilæumsværk om DSB’s første 100 år, og her lykkedes det på ganske foruroligende vis stort set at undgå at omtale en af de dygtigste generaldirektører i etatens historie. Den pinlige mangel rådes der bod på i 1997, da arkivchef Steen Ousager i bind II af 150 års jubilæumsværket ikke lider af samme berøringsangst som kollegerne i 1947. Han giver en sober og nøgtern gennemgang af sagen mod Knutzen og konkluderer, at generaldirektøren var faldet som symbol på forhandlingspolitikken, ” men på en måde var han nok også blevet sit eget offer.”, nemlig for den effektive måde, hvorpå Knutzen havde gjort Dansk – Tysk Forening synlig.
I 1999 udgav Peter Knutzens yngste søn, Ole Knutzen, et glødende og velunderbygget forsvar for faderens handlinger under krigen. Mange af anmelderne var enige med forfatteren i, at generaldirektøren fik utak for ”en betydelig indsats til fordel for sit fædreland,….der var mere afgørende, end vi hidtil har vidst.” – som Steffen Heiberg konstaterede i Politiken. I Jyllands Posten mener Bent Jensen, at det lykkes for Ole Lauritzen at rehabilitere faderen, der blev ofret som syndebuk for de politikere ( med enkelte hæderlige undtagelser ), der efter Besættelsen hurtigt smøg samarbejdspolitikkens ansvar af sig.
En person med så begivenhedsrigt et liv råber på en solid biografi, og den er kommet her i 2011 med mag. art. Lars Bjarke Christensens imponerende værk om mennesket og embedsmanden Peter Knutzen. Baseret på kendt og nyt kildemateriale føres vi gennem Knutzens liv i et tempo, der svarede til manden. Selv om man kender slutningen, er bogen så godt skrevet, at man næsten sluger den som en kriminalroman. Der er ingen tvivl om, at Knutzen er ’helten’, og at f.eks. den kommunistiske trafikminister i Frihedsregeringen, Alfred Jensen, var en af skurkene i denne sammenhæng. Alligevel sidder læseren ikke med fornemmelsen af, at forfatteren er blevet så meget eet med hovedpersonen, at han ikke har blik for Knutzens svage sider. Selv om Bjarke Christensen klart slår fast, at dommen over Knutzen i høj grad blev et symbol på samtidens dom over samarbejdspolitikken, - den blev via Knutzen dømt som national uværdig – har forfatteren også set, at Knutzen på en måde druknede i egen succes, idet det var hans bedrifter i 1930’erne, der fik regeringen til at gøre ham til formand i Dansk – Tysk Forening. Som Bjarke Christensen konstaterer ” måske var Peter Knutzen smigret af tilbuddet og følte, at han ikke kunne sige nej. I alt fald blev hans accept af formandshvervet starten til enden på hans succes.”
Man kan sige, at Knutzen med sit bredt favnende væsen måske lige manglede 20 procent tilknappethed, som kunne have været taget i brug, når det havde været passende, som f.eks. ved den tyske militærkoncert i Generaldirektoratets gård den 21. maj 1940, hvor generaldirektøren efter sigende havde været en mere hjertelig tilhører, end det havde været nødvendigt.
Lars Bjarke Christensens dom ligger meget på linie med f.eks. Steen Ousagers opfattelse, mens det blev sagt mest direkte af Hans Aage i 1995: ” Dommen var hverken rigtig eller forkert. Den var forrykt.”
Med mindre der dukker nye hidtil ukendte kilder op, må Lars Bjarke Christensens vægtige og grundige værk om Peter Knutzen nok siges at være BOGEN om en af dansk trafikhistories mest farverige personer.
FAKTA
Lars Bjarke Christensen:
Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom.
Udg. af Syddansk Universitetsforlag
518 sider, ill. 348 kr.
