Peter Sabroe

Af Preben Etwil

Peter Sabroe er nok den politiker i Danmark, der har placeret sig tydeligst i folks hukommelse, når det drejer sig om mange børns kummerlige vilkår i fortiden. Her var en stridsmand, der hele sit korte liv kæmpede mod social uretfærdighed. Det være sig børnene, de enlige mødre, alkoholikerne, de kriminelle, ja sågar dyrene.

Stort set alle har fået fortalt historien om politikeren, der i Rigsdagen havde taget ildestinkende fedtegrever med ind i det Høje ting, for ved eksemplets magt at beskrive hvordan mange børnehjemsbørn blev sultet, vanrøgtet, ydmyget og misbrugt i begyndelsen af 1900-tallet. En skæbne der også tilfaldt fattige børn i almindelighed.

Peter Sabroe (1867-1913) bliver født i Gødvad ved Silkeborg som søn af forpagter og handelsmand Anders Sabroe (1820-1896) og Mette Rasmussen (1841-1921). Som barn flytter han med sine forældre fra Silkeborg til Aarhus, hvor hans farfar tidligere havde siddet i byens borgerrepræsentation. Trods forældrenes fine titler, vokser han op under ret fattige levevilkår, hvor han bl.a. skal samle kul på havnen til hjemmets komfur.

Peter Sabroe bliver i 1892 gift med Thyra Møller (1868-1940), og parret får i alt fire børn, hvoraf de to går i farens fodspor som journalister, og skaber deres egne karrierer. Povl (1897-1984) der senere bliver kendt under navnet Den Gyldenblonde, og Svend (1906-1996) der kalder sig Bro Brille.

Denne del af Peter Sabroes liv er i bogen kun stedmoderligt behandlet. For denne biografi er herligt renset for underlødig familiefims, som ellers er så populær inden for denne genre.

Bogens fokus er helt klart på Peter Sabroes liv som politiker og agitator.

Bogens væsentligste kildemateriale er samtidens avisartikler og notitser – mange skrevet af Sabroe selv. Dette giver et godt indblik i tidens politiske debat, der absolut ikke står tilbage fra nutidens politiske mediebillede – om end hovedvægten er lagt på én af de partipolitiske aviser – Socialdemokraten forstås, der fandtes som selvstændige aviser rundt om i det danske land.

Lige fra barnsben var Peter Sabroe en fremragende taler, og han brugte gerne sit talent, når han løb ind i noget, som han følte var uretfærdigt. Senere lagde han journalistikken til. Han var nok ikke en mesterskriver i dette ords bedste forstand, men han skrev, som han talte – storslået og socialt indigneret. Der var ikke tale om lange teoretiske og spekulative udredninger. Det var hårdt og lige på. Han talte lige til hjertet. Han brugte typisk eksemplets magt til at vise en bredere samfundsmæssig sammenhæng. Han var kampagnejournalist lang tid før ordet reelt var opfundet.

De temaer som Sabroe satte til debat, var ofte de fattige og de gamle. De små og de nedslidte, og ikke mindst børnene. Men også de kriminelle og dyrene var inden for Sabroes vidtrækkende beskyttelsestrang.

Han løb sig ofte staver i livet - både hos politiske kammerater og modstandere. Han var kompromisløs i sin kamp for de svage i samfundet. Til gengæld blev han betingelsesløst bakket op af en titusinder skare af mennesker fra samfundets nederste klasser – og det selvom han ofte fremstod som en laps fra overklassen. Men hans bidende samfundskritik havde bid i de udstødtes rækker. Her genkendte man de fattige forhold i by og på land, og her var Sabroe den, der satte ord på uretfærdigheden og indgød til klassekamp mod undertrykkerne.

Som socialdemokratisk politiker kæmpede Sabroes mod Albertis forhadte pryglelov, og var med til at få nedsat en Tyendekommission, der dog først fik afskaffet Tyendeloven mange år efter Sabroes død.

Bogen har et utal af konkrete eksempler på hans indædte kamp mod uhumske og inhumane opdragelsesmetoder på landet mange børnehjem og opdragelsesanstalter. Her skyede han ingen midler. Navnlig pigehjemmet Hebron og dets missionske forstanderinde, bliver fremhævet i bogen. Det våben Sabroe anvendte i sin kamp, var et utal af avisartikler og lange taler i Rigsdagen.

Fordrukne forældres vanrøgt af deres børn havde også Sabroes fulde opmærksomhed. Forhold der af Sabroe især skyldtes den fattige befolknings kummerlige levevilkår.

Hans fortørnede kamp for børnesagen indbragte ham et utal af injuriesager og bødeforlæg. Omgivelserne havde det med at fornægte fakta, eller påstå, at han overdrev de faktiske forhold, hvilket heller ikke kan afvises. Det holdt ham imidlertid ikke tilbage. Dette kunne også kun lade sig gøre, fordi at rigtig mange mennesker, der støttede Sabroes sag, stod bag forskellige pengeindsamlinger.

Bogen fokuserer også på det forhold, som den officielle socialdemokratiske historieskrivning har forsøgt at fortrænge eller afdæmpe. Nemlig det at han i årene før sin død var ved at blive hældt ud af Socialdemokratiet, da partiledelsen begyndte at opfatte ham som utilpasset i partihierarkiet.

Men medlemmerne ville det anderledes. Han blev stadig valgt ind i partiets ledende organer og kongresser. Topledelsen turde nok heller ikke gribe til eksklusion, da han uomtvistelig hørte til en af de mest populære socialdemokrater blandt medlemmerne fra den underste klasse.

Bogen giver et godt og nuanceret billede af mange af de taler, som Sabroe holdt i Rigsdagen – absolut ikke fri for både humor og bidende ironi. Der er også en del citater fra hans utallige avisartikler. Både dem han har sat navn til, men også dem, der med stor sandsynlighed er skrevet af ham - uden tydelig markering.

Det er vel nærmest overflødigt at nævne, at Peter Sabroe som journalist, parlamentariker og ikke mindst agitator altid var på farten. I juli 1913 var han endnu engang på turné på Fyn og i Jylland. Han sad i eksprestoget til Esbjerg, som forulykkede ved en afsporing i Bramming, og han var desværre blandt de 15 der omkom ved ulykken.

Hvis man vil stifte nærmere bekendtskab med ”De fattiges værner og de riges ris”, så er denne bog et godt sted at begynde.

[Historie-online.dk, den 7. december 2022]