Piet Hein. En biografi bind 2
Andel del af den store biografi om Piet Hein er nu lanceret. Et monument over en stor dansker. Ligeså nemt han kunne betage verden med sine opfindelser, sine Gruk og en mængde mere, ligeså svært kunne privatlivet til tider være for Piet Hein.
Af Michael Koch
I 1957 boede Piet Hein i Rungsted sammen med skuespillerinden Gerd. Under krigen havde han boet i Argentina med Nena, med hvem han havde to drenge. Efter kort tid i Danmark gik det galt med ægteskabet, og hun flyttede tilbage til Argentina - med drengene. Nu er vi i bind 2 af biografien - Piet var nu 51 år, og han var på jagt efter “lige det”, der skulle gøre ham til et verdensnavn. Han vidste selv, at han havde et udtalt behov for kontrol. Det skabte fjender - imens var han et udtalt legebarn. På dette tidspunkt var han i øvrigt stadig ansat på Politiken. Han udviklede sine spil og lå i konstant åben krig med de håndværkere, der havde restaureret huset i Rungsted.
Imens Hein udviklede flere spil som eksempelvis Soma, var der en hård korrespondance med advokat Jon Buhl, der repræsenterede Heins eks-hustru Nena. Nena kæmpede for at få mange måneders børnebidrag betalt. Midt i det hele ringede en gammel ven, David Helldén fra Stockholm. Det indre af byen skulle moderniseres, og det kaldte på en løsning, der skulle rumme alt fra busser og biler til butiksarkader og fem højhuse. Løsningen var den firkantede cirkel - superellipsen var tegnet.
Gerd Hein blev kun 36 år. Hendes sind kunne ikke mere
I 1957 havde Gerd oftere problemer med sindet, og det blev dulmet med alkohol og morfin. Hein holdt meget af hende, men han kunne blive korporlig og overfuse hende, hvorefter han trak sig og behandlede hende med kølig, tavs distance. Den del af privatlivet blev holdt skjult for omverdenen. I 1961 fik Gerd det bedre, der kom fashionable gæster i huset, og Piet Hein havde opbyggelige dialoger med mennesker, der sagde ham noget. Det holdt til september 1961, da Politiken meddelte, at Piets enekontor var inddraget til en medarbejder, der rent faktisk brugte det hver dag. Piets Gruk kom meget sporadisk for helt at stoppe. Politiken skrev, at Piet stort set kun lod høre fra sig, når de havde et eller andet emne, som de ønskede at få fremhævet”. I 1962 opsagde Politiken så Hein, hvilket gjorde at han blev ramt på sin stolthed.
Hein kastede sig ud i projekter med voldsom energi, som eksempelvis animering af Gruk og nye bøger. Med dagblade var det sværere. Ingen ville ansætte ham til høj månedshyre, men betale stykvis for Gruk. Det passede ham ikke. Et nyt venskab med Thor Heyerdahl fyldte dog meget i 1962, og det var på tale, at Gerd og Piet flyttede til Italien, hvor Heyerdahl boede. Det tog på ham, at både Niels Bohr og onklen Erik Scavenius døde. Den nye chef for Politiken, Bo Bramsen, rakte ud med forslag til en ny aftale, men Hein sendte den gamle korrespondance ind til Bramsen og fastslog, at bladhuset skulle undskylde al gammel tvist. De fik ingen aftale.
Superellipsebordet kom for dagen i 1963, og sammen med Bruno Mathsson blev det lanceret og sat i handel. I det hele taget var super ellipsen blevet uhyre populær, og mange medier ville have Piet til interview, hvilket han blev meget opstemt over. Da Gyldendal færdiggjorde en bog om Gruk, blev Hein fornærmet og stod uden forlag. “Linjerne i de tynde bogstaver var tykkere end i bind 1”, skrev han til forlaget, og dermed kom han til at stå uden forlag.
Nogle gange fik Jotun og Hugo en saks og lidt papir, så de kunne lege, mens han arbejdede, men ethvert tilløb til forstyrrelse affødte i reglen voldsomme reaktioner fra Piet. En dag havde Jotun fået en marcipanstang i gave. Drengen tog en bid af den uden at byde sin far først. Piet råbte: “Han bliver morder, han bliver morder”. Piet så det som et sikkert tegn, da han ikke bød sin far først. Ved en anden lejlighed gik Piet ind på Jotuns værelse med en stok. Drengen skulle have afstraffelse med stok.
Forsiden af Life i oktober 1966. Interviewet var med til at gøre Hein verdenskendt
I 1967 var superægget en stor succes. Der blev solgt mange, og der blev solgt superellipseborde i hobetal. Gruk kom nu også på engelsk, og verden tog godt imod den danske digter. Det var det samme i 1968, hvor hele verden ville have en del af Piet Hein. Han kom i mange medier, han rejste rigtig meget, hans ting blev produceret, og også familien kom til at fremstå harmonisk. Desværre var det en halv sandhed, for Gerd var indlagt på Rigshospitalet med et svært sind. Hun havde det stadig værre, og i november tog hun sit eget liv i husets køkken. Hun blev kun 36 år.
I tiden efter fortsatte rejseriet, og han besøgte blandt andre Charles Chaplin, og imens gik drengene på skoler, hvilket blev til et problem, da Piet hørte, at Jotun ikke havde takket Chaplin for en fødselsdagshilsen. Han meldte ham omgående ud af skolen, og drengen blev sendt over til familien Skjøde i Skjern. Piet havde mødt en gift kvinde, som han var meget forelsket i. Det var dog ikke nemt, og forholdet havde svære vilkår. Han brød sig ikke længere om huset i Rungsted, og i 1969 bosatte han sig i England.
Efter at have set mere end 30 huse valgte han et i Heatherfield 40 km vest for London. Her kunne han bo, uden nogen spurgte til privatlivet, som pinte ham utrolig meget. Forholdet til Jotun var svært.
Han blev æresmedlem af Studenterforeningen, men havde det generelt svært ovenpå tabet af Gerd og veninden Danielle, der ikke ville rive tilværelsen og ægteskab op for at flytte sammen med ham. Det skulle blive endnu sværere. Hans gamle veninde Tove Ditlevsen udgav bogen Gift, hvor Piet blev udleveret. Han havde endda brugt samme ord til hende i kærestebreve som til en anden veninde. Det ramte Piet hårdt.
Pengene strømmede ud i start 70´erne, og en retssag mod Bruno Mathsson blev tabt. Hans italienske eventyr betød også, at han stadig hang på den store grund med to romerske tårne. Grunden var købt sammen med Gerd, da de overveje at flytte derned. Piet havde postet rigtig mange penge i det projekt, uden det nogensinde blev til noget. Det var opløftende for ham, da han blev udnævnt til æresdoktor i 1972 på Yale i New Haven. Hjemme igen blev han ramt af en grim virussygdom, som gjorde ham meget forskrækket, men det blev heldigvis kun ved det. Det var det ikke i 1974, hvor han fik et hjerteanfald. Han kom sig over det og flirtede med et par kvinder. Det blev dog kun til lidt flirteri.
Piet ønskede at komme hjem til Danmark igen og lejede godset Damsbo på Sydfyn for en tiårig periode. Livet fortsatte, det lykkedes at samle alle fem sønner i Danmark på samme tid - pressen skulle forevige og skrive om det. Kort efter var en rejse på tre uger til Japan ved at være for meget af det gode for Hein, som blev meget udkørt og træt.
Piet om bord på Fulton. Et skib han satte stor pris på
Senere fik han nye problemer med Hugo, som Hein ville have ud at sejle med Fulton på et langt togt. Hugo havde kortvarigt prøvet kræfter med skibet - men hans skole i Assens satte sig imod ideen. Der blev endda fremsendt rekommanderet brev fra socialforvaltningen i Assens, der forbød turen. Piet skrev et “19 sider langt notat hvor han hamrede sin galde ud”.
På Damsbo var den meget yngre Hanne flyttet ind hos 71-årige Piet. Heins selskab PHI stod desværre ikke til at redde efter samarbejdspartneren Skjødes kollaps. Det var et tydeligt slag. 1977 var et skidt år, endda også året, hvor vennen Chaplin døde. Senere, i 1980/81, hvor Piet rundede 75, var forholdet til Hugo meget anstrengt. Hugo bebrejdede sin far, at Hugos mor tog sig af dage. Det gik nemmere med interview og venner. Da veninden Hanne var færdig med sin uddannelse som lærer, og dermed “selvforsynende” - og hun år tidligere mod Piets vilje, havde inviteret Hugo på besøg, var hun “uønsket på Damsbo”.
Hein blev ramt af en blodprop i hjernen i 1982, da han var 77 år. Efter et alvorligt sygdomsforløb overkom han mindre, men hans i forvejen heftige temperament blev værre. Når han fandt fejlciteringer af hans vers i aviser, blev han rasende - og havde altid en rettepen i hånden, når han læste avis eller en bog. Piet mente ikke, at blodproppen var hans skyld alene, det var ikke mindst de bekymringer, Hanne og Hugo havde givet ham. Hein bleven indædt modstander af at bygge broen over Storebælt. Hans argumenter gav ikke genlyd andre steder end blandt de mest svorne bromodstandere. Da han fyldte 80 år skrev Politiken: At Hein havde en evne til at rode sig ud i sager, der umiddelbart fremstod som de rene kuriositeter.
I en sen alder var konfliken mellem Hugo og Piet bilagt, og Hugo assisterede sin far. I Heins senere år tog Hugo mere over og fik styr på alt i arkiverne over det, hans far havde kreeret siden 1920´erne. Hugo overtog firmaet, mens Piet til sidst rykkede ind på et ældrecenter. Hans kognitive evner svandt ind. Piet blev 90 år, han døde på Middelfart Sygehus omgivet af Lars, Anni, (Hugos hustru) og Hugo.
Bind 2 af de to store, tykke bøger om Piet Heins liv, er nemmere læst end bind 1. Måske er ca. 1.100 sider i alt om Piet Hein overvældende meget. Det er krævende for læseren at holde ved, men Peter Borberg har skabt den store biografi, som Hein aldrig selv fik skrevet. Spændende at sætte sig så grundigt ind i en dansk digter, kunstner og opfinder.
[Historie-online.dk, den 29. oktober 2024]
