Pigen fra Auschwitz
Af Palle Andersen, Historisk samling fra Besættelsestiden
Arlette Andersen, født Levy, blev født ind i en fransk-jødisk familie. Som følge af den tyske jødeforfølgelse blev hun i november 1943 som 18-årig arresteret af tysk politi. Via transitlejren Drancy blev hun i januar 1944 deporteret til den kombinerede koncentrations- og dødslejr Auschwitz-Birkenau. Arlette Andersen overlevede mirakuløst. I maj 1945 vendte hun tilbage til hjembyen Paris. Efter krigen blev Arlette dansk gift og bosatte sig i Danmark, hvor hun arbejdede som gymnasielærer. Det er hendes historie om sit ophold i Auschwitz, der formidles af nærværende bog ved forfatteren Morten Vestergaard. Bogen bygger på interviews og samtaler med hovedpersonen.
Indledningsvis redegør bogen for Arlettes opvækst i Paris. Sideløbende hermed gennemgås konteksten, dvs. Holocaust, Auschwitz, den eskalerende jødeforfølgelse i det tyskbesatte Frankrig m.v. Her forekommer det, at der i bogens første fjerdedel er et vægtfordelingsproblem. Den generelle baggrundsorientering, der jo er kendt stof, fylder for meget på bekostning af Arlettes historie. Samtidig er baggrundsorienteringen præget af en vis mangel på præcision og af en række fejl. Således skriver forfatteren i forbindelse med en diskussion af de faktorer, der udløste beslutningen om Holocaust, ”at rigsfører Himmler allerede i 1940 af egen drift skrev et memorandum til Hitler, hvor han foreslog, at løsningen på ”jødeproblemet” skulle være udryddelse.” (s. 36). Heinrich Himmler skrev ganske rigtigt et hemmeligt memorandum til Adolf Hitler dateret den 25. maj 1940. I memorandummet forkastede Himmler at anvende den ”fysiske destruktion af et folk” som en løsning. Den fysiske destruktion anså Himmler, på dette tidspunkt, for at være den ”bolsjevistiske metode” og for at være en metode, som var ”ikke-germansk og umulig.” (:Y. Arad m.fl. (eds.): Documents on the Holocaust, Yad Vashem, 1981, s. 198 f.). På s. 42 kan man læse, at drabene i Auschwitz i ”de første måneder af 1942 var en del af den såkaldte Aktion Reinhard.” Selvom der også blev dræbt polske jøder i Auschwitz frem til og med 1944, var Auschwitz ikke desto mindre ikke en del af Aktion Reinhard. Aktion Reinhard-dødslejrene bestod ”kun” af Belzec, Sobibor og Treblinka. På s. 56 hedder det i forbindelse med Kursk-panserslaget i sommeren 1943: ”For første gang var det lykkedes de russiske styrker at bremse de tyske troppers fremmarch, og derfor anses slaget ved Kursk i dag for at være et vendepunkt i Anden Verdenskrig.” Slaget ved Kursk var vigtigt, men forfatteren overser tidligere tyske tilbageslag ved Moskva i december 1941 og det tabte slag ved Stalingrad.
Fra kapitlet ”Deportation” højnes bogens kvalitet. Arlettes historie står tydeligere frem, og der kombineres bedre mellem hendes historie og baggrundsstoffet. Og hvor Arlettes hukommelse svigter, eller hvor hun ikke har været i en iagttagerposition til at kunne bidrage, fylder forfatteren klogt ind med vidnesbyrd fra andre Holocaust-overlevende eller med sekundærlitteraturen, så et mere fyldigt billede genskabes. Der redegøres for Arlettes deportation, selektionen på rampen, indslusningen i lejren og den nedværdigende og livstruende dagligdag i Auschwitz, præget af sult, tørst, vold, elendige sanitære forhold, timelange appeller i kulden, sygdomme og hårdt fysisk udendørsarbejde. En Auschwitz-fange overlevede i gennemsnit i tre måneder. Arlette ville givetvis være gået til grunde, hvis ikke det havde været for en frelsende engel i skikkelse af den ingeniøruddannede Jacques Stroumsa, der selv var Auschwitz-fange. Stroumsa arbejdede på en våbenfabrik lidt uden for lejren, og han skaffede Arlette og et par veninder arbejde på fabrikken. Det hårde udendørsslid blev nu for Arlettes vedkommende skiftet ud med et indendørsarbejde, der ikke var fysisk belastende. Maden var imidlertid lige knap og elendig. I efteråret 1944 følte Arlette sig udmattet. Hun frygtede nu i voksende grad de udvælgelser som SS jævnligt foretog, hvor syge og udmattede fanger sendtes i gaskammeret.
I januar 1945 nærmede den Røde Hær sig Auschwitz, og tyskerne besluttede sig for at evakuere lejren. Den 18. januar begav Arlette sig sammen med tusinder af andre kvinder ud på en såkaldt dødsmarch. Endestationen var kvindelejren Ravensbrück. Efter et ophold her førtes Arlette til en lejr i byen Malchow. En yderligere march herfra blev indhentet af sovjetiske soldater. Igen havde skæbnen vist sig nådig over for Arlette. Mange dødsmarcher endte med, at fangerne blev skudt ned.
Endelig, den 22. maj steg Arlette af toget i Paris, hvor hun genså sine forældre. Ved ankomsten til Paris vejede Arlette 30 kilo. I efteråret vejede hun 70.
Formidlingen af Arlettes historie gøres på en nøgtern og lettere distanceret måde. Dette beror givetvis på et valg hos hovedpersonen. Til forfatteren har Arlette fortalt, at ”hun har i dag en dør til oplevelserne, som hun kan åbne og lukke. Kun sådan kan hun leve normalt, forklarer hun.” Og: Formidlingen ”har efterhånden fundet en fast form, forklarer hun. Sådan bliver det nødt til at være, hvis hun skal være i stand til at fortælle i et offentligt rum.” (s. 8/10). Med andre ord forstår man og man respekterer, at Arlette Andersen hverken kan eller vil fortælle alt. Døren til Auschwitz skal kunne lukkes igen.
I årtier efter krigen tav Arlette om sit ophold i Auschwitz. End ikke hendes nærmeste vidste fuld besked. I 1990 påbegyndte Arlette Andersen imidlertid en foredragsvirksomhed. Siden da har hun holdt omkring 300 foredrag om sine oplevelser, især på gymnasier. I alt har knap 65.000 mennesker indtil nu overværet et foredrag af Arlette. Dermed har Arlette Andersen givet et kæmpe bidrag til at udbrede kendskabet til Auschwitz og Holocaust hos de unge. Et yderligere skridt i formidlingen af Holocaust er nu taget med udgivelsen af Pigen fra Auschwitz. Bogen skal hilses velkommen.
