Pirater i æteren
Af Poul Porskær Poulsen, lic. phil, arkivar ved Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
Der var en gang i tresserne, hvor man kunne finde undertegnede med hovedet helt inde i radioen hver aften. Radio Luxemburg sendte rockmusik, en genre, der ganske vist var kommet ind i Danmarks Radio, men dog stadig i et forholdsvis begrænset omfang. Radio Luxemburg var stadig den væsentligste kilde for den nye musik i midten af 60’erne. Det havde stationen været længe, og i et tidsrum blev den engelsksprogede station suppleret af en dansk pirat i Øresund: Radio Mercur, der sendte uforfalsket reklameradio med masser af den underlødige musik, som Danmarks Radio på det tidspunkt ikke var meget for at røre ved. Perioden er 1958-1962, og det er en ganske enestående historie, som i den foreliggende bog er fremstillet for første gang. For os jyder, der aldrig havde lejlighed til at høre Radio Mercur, er det desuden også en historie, som vi ikke kender ret meget til i forvejen.
Det er først og fremmest historien om, hvordan reklamen kom endnu mere ind i (øst)danskernes hverdag, end den allerede i forvejen var. Meget af myteskabelsen omkring Radio Mercur går på stationens pionérgerning inden for radiomediet, hvor unge mennesker, der ønskede at ændre måden at sende radio på, gjorde en stor indsats. Det er uden tvivl også sandt nok, men man skal også huske den anden del: At der skulle tjenes penge – det var kommercielt, det her! Der var en del eksempler på, hvordan annoncørerne ville bestemme indholdet i udsendelserne – ja, Per Wiking blev endog fyret, fordi han ikke ville finde sig i det! Så det er sådan en sær blanding af ægte revolutionær pionérånd og benhårde markedskræfter.
Radio Mercur var uden tvivl med til at forny radiomediet. Alene det at spille en masse ung musik var nyt, og det medførte da også, at DR efter Mercurs afslutning oprettede Musikradioen P3. Studieværternes ofte friskfyrsagtige og unge måde at tale til lytterne på var ligeledes et forvarsel om, hvordan senere tiders radioværter ville opføre sig. På reklameområdet blev der øjensynligt gjort nogle erfaringer med et område, som ingen kendte i forvejen, og hvor der derfor også blev gjort nogle fejltagelser og pinlige oplæsninger.
Selve oprettelsen af radiopiraten bød på et utal af røgslør og rene løgnhistorier for at forhindre myndighederne i at gribe ind over for Mercur. Der blev fundet de rigtige huller i lovgivningen, der gjorde piraten på Øresund mulig, og så havde man en cykelsmed, der med lidt teknisk snilde fik strikket sendeudstyr sammen, som kunne bruges. Radio Mercur gik så i luften – lidt vaklende i begyndelsen – i sommeren 1958 og fik relativt hurtigt mange lyttere i østdanmark. Så mange, at Statsradiofonien følte sig truet, og det officielle Danmark, repræsenteret af både regering og P&T gjorde alle mulige krumspring for at få senderen forbudt. Det lykkedes dog først i 1962 med en speciel ”Lex Mercur”-lov. I mellemtiden havde Radio Mercur været med til at sætte populærkulturen på dagsordenen og dermed også medvirkende til at ændre radiomediet.
Det er en ganske spændende fortælling at læse her 40 år senere. Og man bekræftes igen i sin formodning om, hvor stor mediernes indflydelse er, når man læser om de mange anstrengelser for at få piraten forbudt, og hvor meget spørgsmålet fyldte i datidens mediebillede. Kampen mod den kommercielle kultur var dog på langt sigt dømt til at mislykkes, tænk blot på hvor mange reklamer, vi i dag er omgivet af – for slet ikke at tale om popmusik!
