Politikere og prædikanter - Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden (1850-2013) Baggrund. Historie. Vurdering

Af Thomas Petersen

Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år. Det ved vi alle, for sådan står der i Grundlovens paragraf 36, stk. 1. Derimod står der ikke noget om, at der forud for åbningen skal afholdes åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Ikke desto mindre afholdes en sådan hvert år. Og det har det gjort, lige siden den allerførste rigsdag efter juni-grundloven af 1849 åbnede den første tirsdag i oktober 1850.

For første gang er Rigsdagen/Folketingets åbningsgudstjeneste blevet gjort til genstand for et stykke gedigen grundforskning. Bedre sent end aldrig. Forfatteren er den altid og stadig lige vel oplagte og myreflittige, 76-årige kirkehistoriker og professor emeritus Martin Schwarz Lausten. Fornylig har han desuden fået en pris for god faglitterær formidling. Det er skønt med forskere, der også er i stand til at formidle deres eget forskningsgebet til den oplyste offentlighed.

Laustens forskning har koncentreret sig om reformationstiden og forholdet mellem kristne og jøder i Danmark. Det er blevet til adskillige bindstærke værker. Senest var han aktuel i 2013 med biografien ”Niels Hemmingsen – storhed og fald”. Om teologen og humanisten Niels Hemmingsen (1513-1600)), der var Københavns Universitets rektor og gennem en menneskealder dets teologiske førstemand. Læst og kendt i hele Europa for sine næsten 100 bøger og afhandlinger om alt mellem himmel og jord, udgivet på latin eller kendt gennem oversættelser til mange europæiske sprog. Ved siden af Søren Kierkegaard er Hemmingsen internationalt set den bedst kendte danske teolog.

Kongen afskedigede pludselig Hemmingsen - efter 40 års ansættelse. Angiveligt, fordi hans nadveropfattelse afveg fra landets officielle lutherske. Reelt, fordi han kom i klemme i personlige og politiske opgør om, hvad man i kongeriget Danmark-Norge skulle forstå ved den rette kristendom.

Lausten kommer i sin nye bog ind i alle kroge af sit emne. I et indledende kapitel gør han rede for åbningsgudstjenestens baggrund i stænderforsamlingerme – det vil sige på et tidspunkt, hvor kirken stadig var underlagt kongen, som det var bestemt i enevældens konstitutionelle grundlag – Kongeloven af 1665. Derefter følger et kapitel, hvor de skiftende praktiske forhold omkring åbningsgudstjenestens afholdelse i hele perioden 1850-1913 undersøges. Det vil sige spørgsmål som, hvem der tager initiativet til den eller, hvem der tilrettelægger den. Om, hvem der deltager, hvem der vælger prædikanter eller, som afgør liturgi og salmer, hvad er økonomien omkring gudstjenesten, og hvordan har pressens forhold over tid været til den. Besynderligt er det, at ingen præst gennem årene har fået alvorlige problemer på grund af sin prædiken.

Det store kapitel IV er helliget en meget interessant gennemgang af prædikernes indhold, mens åbningsgudstjenestens kritikere og forsvarere behandles i kapitel V. I underpunkter gennemgås her bl.a. socialdemokratiets holdning til gudstjenesten fra rabiat modstand i partiets ungdom, over skepsis og til fuld accept i dag. Den kulturradikale avis, Dagbladet Politiken, og dens moderparti, Det radikale Venstre, undersøges i et selvstændigt underpunkt. Ligeledes undersøges Politikens gadedreng, Ekstrabladets forhold til gudstjenesten separat. Venstremanden Jens Rhodes afvisning af at deltage i 2005 på grund af valget af en indremissionsk prædikant undersøges detaljeret. I kapitel VI afsluttes bogen med, at forfatteren bringer et perspektiverende og nyttigt udblik til forholdene i de andre nordiske lande og Nordtyskland. 

Det omfattende kapitel om indholdet i prædikerne er naturligvis bogens helt centrale. Af de afholdte 163 gudstjenester til og med 2013 er de 90 bevaret in extenso. Resten har forfatteren delvist kunnet rekonstruere ved hjælp af uddrag, omtaler, avisreferater mv. Over tid er der naturligvis stor spredning i, hvad prædikanten har fundet relevant, opportunt eller passende til, hvad der var oppe i tiden. Nationale kernepunkter som Den anden slesvigske krig 1864, Genforeningen i 1920 eller Besættelsen i 1940 gav sig naturligvis i særlig grad udtryk i gudstjenesten. 

Samlet om en række temaer viser forfatteren, hvordan prædikanterne enten kunne holde rent neutrale prædikener eller give udtryk for egne holdninger til så forskellige emner som kirkepolitik, udenrigspolitik, sociale forhold, teologiske emner – særligt debatskabende prædikener er behandlet i et særligt afsnit.

Lausten opererer generelt med to holdninger blandt prædikanterne til forholdet mellem kristendom og politik. For det første en holdning, der går på, at de to områder ikke må blandes sammen. Prædikanten skal ikke give politikerne moralske formaninger, men evangeliet må på den anden side gerne efterlade sig aftryk i landets sociale og politiske liv. Den anden gruppe teologer omfatter dem, der demonstrerer, at man også i åbnings-prædikenen kan og skal mere eller mindre direkte udtrykke politiske og kirkepolitiske meninger og herunder give politikerne anvisninger på, hvordan de skal forholde sig til bestemte love.

I midten af 1800-tallet var Tyskland naturligvis den store fjende, og flere prædikanter fremhævede i den forbindelse det lille kristne Danmark overfor den store nabo mod syd (som altså ikke var kristen!). De trøstede sig med, at Gud i århundreder i særlig grad havde beskyttet fædrelandet. Under den store offentlige debat om Danmarks forsvar i begyndelsen af 1900-tallet var nogle af prædikanterne stærke fortalere for oprustning, hvilket de høstede såvel ros som ris for i pressen. Til andre tider var det kirkepolitiske eller socialpolitiske emner, der optog prædikanterne. I det hele taget er de behandlede temaer legio.

Lausten påpeger, at der i årenes forløb, ikke mindst i krigssituationer, blev holdt prædikener, der betonede samlingen om nationale værdier, eller som fremhævede Guds særlige opmærksomhed på Danmark og opfordrede til fællesskabsfølelse og politisk arbejde for den nationale helhed. Men lige fra begyndelsen har det store flertal af prædikanterne efter forfatterens undersøgelser og mening set det som deres opgave at holde en ganske almindelig evangelisk-luthersk hverdagsgudstjeneste med salmer, bønner, velsignelse og prædiken, hvor den oplæste bibeltekst blev fortolket ind i samtiden.

Selv om kirke og stat blev adskilt i 1849 og religionsfriheden indført, understreger forfatteren med rette, at der stadig eksisterer mange forbindelseslinjer mellem kirke og stat, og at åbningsgudstjenesten også er en brik i dette mønster. I nyere tid synes tilslutningen til den fra politikernes side at have været stigende, uanset partifarve, og det er der både åbne og skjulte motiver til.

I Danmark er stadig det princip gældende, som statsminister Thorvald Stauning gennemførte 1924, nemlig at beslutningen om afholdelse af gudstjenesten ikke skal være et regeringsanliggende, men afgøres af Folketinget hvert år. Gennem sit præsidium anmoder tinget kirkeministeren om at lade Københavns biskop rent praktisk arrangere gudstjenesten.

Som tillæg bringer bogen i skemaform og år for år en fuldstændig liste over samtlige 163 gudstjenester, der er blevet afholdt. Med angivelse af prædikant, prædikantens kirke, valgte bibeltekster, hvor prædikenen in extenso, i uddrag eller som omtale er blevet bragt samt samtidens biskop og minister. Desuden bringes in extenso den prædiken, som Grundtvig den 1. oktober 1857 samt et meget nyttigt personregister.

Alt i alt en både interessant og nyttig bog om et hidtil overset og forsømt område i den historiske forskning og litteratur. Vi ser frem til nye spændende projekter fra forfatterens hånd.

...

Siden er oprettet 04-11-2014