Religionskritikken Danmark

Af Christen Bonde

Religionskritikken har trange kår i Danmark, hvis man skal tro forfatterne til den her anmeldte bog, angiveligt den første af sin slags herhjemme. Det skyldes ikke censur, næppe heller selvcensur, men snarere intellektuel, demokratisk og nivellerende konsensuskultur, hvor man ikke blander sig i andres tro.

Bogen er vel en samtidsdiagnose, men bogen har ikke desto mindre et længere historisk rids af problemfeltet. I grunden er det kun Georg Brandes, der er værd at nævne, når alt kommer til alt. Han var heller ikke fejlfri endsige radikal nok, lader forfatterne forstå.

Man fornemmer, at tingenes tilstand ikke huer forfatterne, der til tider kommer med beske, men ofte veloplagte stikpiller til den hjemlige version af kristendommen. Især den vatbløde, senmoderne variant får et par hårde drag over nakken.

Måske ville det være mest præcist, hvis bogen havde båret titlen ”Kristendomskritikken i Danmark”, for det er dén, der står for skud.  Islam undgår kritiske øjne, selv om det ellers ville være relevant i sammenhængen at underkaste denne religion et tilsvarende kritisk blik; om ikke andet så fordi der efterhånden er mange muslimer i Danmark. Religionen fylder i ude samfundet.

Forfatternes udgangspunkt er, at religion udøves og tolkes af mennesker, den består ikke i første omgang af oldgamle tekster, der ofte modsiger sig selv. Det interessante er menneskenes tolkninger af religion, hvilket skifter afgørende over tid. Historikere vil genkende det analytiske afsæt.

Bogen bruger mange kræfter på at analysere og kritisere den kristne, islamkritiske højrefløj. Forfatterne byder på en god analyse af påstanden om dikotomien kristendom vs. islam og den selektive essentialisme vi genfinder hos f.eks. politikerne som Marie Krarup og Morten Messerschmidt og åbenbart også filosoffen Kai Sørlander.

Bortset fra et enkelt nyere eksempel kommer forfatterne desværre ikke ind på den religionsinterne udvikling, selvom de ellers redeligt – men i forbifarten – gør opmærksom på, at denne et godt stykke hen ad vejen kan forklare, hvorfor folk ser på den pågældende religion, som de gør.

Denne pointe kunne de med fordel have udfoldet i højere grad. Således har litteraturprofessor Thomas Bredsdorff i bogen Den brogede oplysning (2003) argumenteret for et bredt oplysningsbegreb, hvor der er plads til 1700-tallets pietister, der gjorde op med den stive statskirke og ville et personligt gudsforhold.

Thorkild Kjærgaard har taget sagen et skridt videre i en antologiartikel (i: Ulrik Langen (red.): 1700-tallet på vrangen (2010)), hvor han viser, at tro, naturvidenskab og fremskridt engang hang sammen som ærtehalm.

Dermed handler det ikke blot om konfliktsky konsensuskultur, når kristendommen ikke falder danskerne for brystet. Den danske version af kristendommen har i høj grad også høvlet knasterne af sig selv – en pointe som Uffe Østergård gerne fremfører.

Omvendt er man ikke et øjeblik i tvivl om forfatternes enorme viden om emnet. De forstår at med kirurgisk præcision at skære, hvor bylden er allermest bullen.

Mange steder er Religionskritikken i Danmark, hvad vi kan kalde en kulturradikal debatbog, selv om den videnskabelige indpakning er solid. Men kan man leve med det, venter mange præcise, oplyste og oplysende tolkninger.

[Historie-online.dk, den 4. december 2024]