Replik til anmeldelse af "Det første fængsel"
Af Johan Heinsen
Det ærgrer mig, at Bjørn Westerbeek Dahl har følt sig så krænket af min bog om Danmarks første fængsel, at han ligefrem finder den “uspiselig”. Men mon ikke det er med ham, som det ofte er med de kræsne: Når de ser en ret, der ser underlig ud, erklærer de, før de virkelig har smagt, at den kan de ikke lide.
I stedet præsenterer Dahl i sin anmeldelse læseren for en udlægning, som jeg føler mig nødsaget til kommentere. Det gør jeg ikke mindst, fordi Dahl mere end antyder, at jeg pludselig har besluttet mig for at arbejde med fængsler og efter en eftermiddag på Rigsarkivet har skrevet en bog, der ikke er grund til at skrive, fordi der ikke er kilder til at fortælle den, og fordi bogen ikke bidrager med noget nyt. I stedet for kilder bygger den ifølge Dahl ikke på andet end “velment sympati” for de straffede.
Dahl ved imidlertid godt, at jeg i ganske lang tid har arbejdet med fængsler. Dahl og jeg talte faktisk om emnet allerede i efteråret 2013. Vi har udvekslet flere mails om det siden, og vi drøftede i 2016 placeringen af rettersteder i 1600-tallets København.
Allerede første gang, vi talte sammen, var manus til min bog om mytteriet på Havmanden undervejs. Den bog har et langt kapitel om Trunken, som jeg på daværende tidspunkt var ved at færdiggøre. Det talte vi også om. Dahl foreslog mig endda på et tidspunkt at skrive en artikel til tidsskriftet Historiske Meddelelser om København, som han redigerer, hvilket jeg dog aldrig fik gjort. Den invitation er nok udløbet. I mellemtiden har jeg dog skrevet flere andre artikler om straffefanger – både i Trunken og andre steder (det er nemlig svært at skrive om fanger i kolonierne uden at diskutere, hvor de kommer fra). Det arbejde mener Dahl altså ikke, at man kan se på min publikationsliste. Læsere kan kaste et blik på 100danmarkshistorier.dk og blive overbeviste om min tilgang og min anvendte litteratur.
Anden del af Dahls påstand er endnu mere ubegrundet. Dahl mener ikke, at der er kilder nok til at skrive om Trunkens historie. Det kunne ikke være mere forkert. Fængslet er blandt periodens bedst dokumenterede europæiske straffeanstalter, hvis man ved, hvor man skal lede, og hvis man i øvrigt synes, fangerne selv er interessante. Måske er det der, problemet virkelig ligger? Trunken har ikke sit eget arkiv, men i Søetatens store og desværre noget kaotiske arkiv er der et righoldigt materiale.
Straffefangerne optræder i en lang række retssager, hvori man også skimter mange træk af fængslets dagligdag – f.eks. når fanger lister væk fra arbejdspladser, begår selvmord, tæsker en stikker eller sælger medfangers mad. En betydelig mængde af retssagerne er diskuteret i bogen, men Dahl anser de kapitler, der behandler dem, for ligegyldige. De handler nemlig især om flugt. Dahl mener ikke, at flugt er et vedkommende emne for en bog om fængsler. Heller ikke selv om hver femte fange i Trunken lykkedes med at flygte, og mange flere forsøgte.
Det ved vi, fordi der i tillæg til retsmaterialet findes særdeles detaljerede fangeprotokoller, der er knyttet til de ligeledes bevarede domsakter, der ankom med hver eneste fange fra den domstol, hvor vedkommende var dømt. Materialet gør os i stand til at rekonstruere fangebefolkningen i en detaljegrad, der selv i et europæisk perspektiv er endog meget sjælden. Fra 1690 ved vi, hvad alle fanger hed, hvad de var dømt for, hvor de var dømt, og hvordan fængselsopholdet endte. I 1700-tallet knyttes et væld af biografiske oplysninger desuden på. Det materiale bygger bogens kvantitative opgørelser på. Det synes Dahl heller ikke at have bemærket, måske fordi han allerede på forhånd mener at vide, hvad der er af kildemateriale, og finder det utilstrækkeligt. Der findes desuden tilsvarende materialer for Slaveriet i Stokhuset og fra 1770 for Børne- og Rasphuset på Christianshavn. Med dem har jeg skabt en database med informationer på omkring 10.000 straffearbejdere, det oplevede Københavns fængsler i perioden fra 1690 til 1820. Det har taget mig mere end en eftermiddag. Ofte vides det ligefrem, hvordan fangen så ud, for deres signalementer cirkulerede, når de flygtede. Og der er mange flere fanger end dem, jeg har haft mulighed for at arbejde med. Realistisk set repræsenterer de 10.000 en tredjedel af statens straffearbejdere i perioden. Det er ikke et negligerbart antal mennesker. Og det er ikke et tyndt kildegrundlag.
I stedet for at gå ind i selve bogens argument om fængslet som kampplads hæfter Dahls opmærksomhed sig intenst ved min beskrivelse af en gåtur i København, der fylder et par sider af bogens indledning. Afsnittets funktion var at situere historien i København, som vi kender det. Især er Dahl sur på alt, der står på side 7. Her argumenterer jeg blandt andet for, at historien om det tidlige fængselsvæsen er glemt. At der ikke er mange spor efter fanger og fængsler hverken i selve København eller i litteraturen. Det er Dahl uenig i – omend han må medgive, at den nok er det for menigmand. Jeg kan tilføje, at der i forskningslitteraturen om perioden er ganske mange misforståelser. Det er ikke engang almen viden, at fængslet hed Trunken. Dahl fremhæver en artikel af Helge Gamrath fra 1980’erne, hvor Gamrath skrev en håndfuld sider om Bremerholmen – en artikel, der i ret høj grad gentog det på daværende tidspunkt allerede kendte. Dahl fremhæver også en artikel i Historiske Meddelelser skrevet af Ole Mortensøn. Den mener han skråsikkert, at jeg ikke har læst. Det har jeg. Mortensøns artikel er fin, men den bygger som Gamrath i meget vid udstrækning på Stuckenbergs 125 år gamle værk, der er den nyeste monografi om emnet. De tre bidrag, hvoraf de to bygger på det tredje, udgør vel strengt taget ikke basis for at sige, at det er et emne, der diskuteres livligt.
Hvorfor nævner jeg så ikke Mortensøns artikel? Jo, når Mortensøn ikke eksplicit bygger på Stuckenberg, er hans artikel i stedet baseret på de samme kilder som Stuckenberg og drager næsten identiske konklusioner. Derfor henviser jeg til Stuckenberg selv. Det ovennævnte materiale, som hoveddelen af min egen bog bygger på, nævner Mortensøn imidlertid ikke. Mortensøns væsentligste originale bidrag består til gengæld i en tese om, at arbejdet på galejerne var drivkræften bag Trunkens opførelse. Imidlertid er omtalerne af galejroning meget få i kilderne, og kilder, der burde nævne det, hvis galejerne havde været pointen med fængslet, gør det heller ikke. Arbejdet ved værftet og på fæstningsværkerne optræder derimod hyppigt. Tesen er interessant, men kan aldrig blive mere end det – en formodning. Samtidig udfordres den ved, at andre sømagter, der bruger fanger til galejroning, IKKE byggede egentlige fængsler, før de opgav galejerne – netop fordi galejerne selv fungerede som afsoningssted i stedet.
Min gåtur angribes desuden for en hel perlerække af faktuelle fejl, der får Dahl til at sætte spørgsmålstegn ved, om bogen nu også er ordentligt fagfællebedømt. Den mest grundlæggende “fejl” grunder i, at Dahl ikke mener, at fangernes bidrag til opbygningen af København bør diskuteres. Det er så småt, at det er ligegyldigt, lyder argumentet. Der var jo ganske få af dem, slår han fast. Til det kan svares, at fangerne i Trunken leverede omkring 1,4 millioner arbejdsdage alene i perioden 1690 til 1741. Og det er vel og mærke kun slaverne i Trunken – og kun i 50 af dens 121 leveår. Dertil må lægges slaverne i Stokhusets Slaveri og fangerne i tugthuset på Christianshavn, hvis arbejde var tiltænkt at tjene staten på anden vis – men viste sig urentabelt i længden.
Dahl insinuerer dog, at jeg påstår, at fangerne ALENE opbyggede København. Det siger jeg ikke i bogen. På side 3 siger jeg faktisk det modsatte. De var en lille del af en stor og kompleks arbejdsstyrke, der talte håndværkere, bønder, daglejere, matroser og soldater. Hvis jeg havde påstået, at de alene stod for opførelsen af det militære København, ville mit argument om, at fangerne lettede omkostningerne for statens militære oprustning, i øvrigt ikke give mening. Pointen er netop, at de bruges til arbejde, man ellers var nødt til at betale for.
Ideen om, at fanger er med til at bygge og vedligeholde statens infrastruktur er i øvrigt igen hverken noget kontroversielt eller originalt ved min bog. Allerede Stuckenberg kom i 1893 til samme konklusion, da han om perioden omkring 1600 skrev: “På samme tid forøgedes flåden betydeligt, og omfangsrige bygninger til flådens og hærens behov opførtes, ligesom også fæstninger anlagdes. Til udførelsen af disse foretagender behøvedes en betydelig arbejdskraft og dertil den billigst mulige. Begge dele opnåede man ved at anvende fanger til arbejdet.” Stuckenberg pointerede desuden, at fanger beviseligt bidrog til arbejde i København uden for Bremerholmen så tidligt som 1599, hvor otte fanger var medhjælpere ved opførelsen af Tøjhuset, ligesom han konkret viste, at de var med til at bygge Christianshavns ny vold i slutningen af 1600-tallet. Uden for København finder Stuckenberg dem i færd med bygningsarbejder på Frederiksborg allerede i 1620’erne (Fr. Stuckenberg, Fængselsvæsnet i Danmark (København: G.E.C. Gad, 1893), 1:23 og 1:31-3.). Brolægningsarbejde dukker igen og igen op i retsmaterialet. Det er derfor mere end almindeligt usandsynligt, at de – som Dahl synes at mene – har været friholdt fra bygningsarbejde i selve København.
Dahl undrer sig også over, at fangerne ikke optræder i forbindelse af opførelsen af civile bygningsværker som f.eks. Børsen. Det har jeg imidlertid ikke sagt, at de var med til. De var statens trælle, så hvorfor skulle de det? Jeg omtaler alene, at man i 1760’erne begyndte at leje dem ud. Det ved vi blandt andet, fordi vi finder gentagne ordrer, der forklarer, hvornår en fange måtte lejes til private, og hvad straffearbejderen skulle koste. Og så kan vi i øvrigt også se det ud af retsmaterialet.
Dahl henviser til gengæld til en række regnskaber som belæg for, at fanger ikke bidrog til opførelsen af det militære København. Regnskaberne har været vigtige kilder for Dahls eget arbejde. Men hvis fanger skulle have optrådt i regnskaber, ville det have betydet, at der var en faktisk udgift, der knyttede sig til deres brug i byggeriet. Det var der efter alt at dømme ikke. Vi ved fra retssagerne, at fangerne havde madpakker med ud på byggepladserne. Og arbejdet var oftest ulønnet. Og det var endda de almindelige fangefogeder fra Trunken eller slavegevaldigerne fra Slaveriet i Stokhuset, der stod for opsynet, også når fangerne var på arbejde. Derfor er det ganske naturligt, at de ikke optræder i et bygningsregnskab. Deres fravær fortæller os med andre ord ikke ret meget. Vi ved jo med sikkerhed, at de arbejder på Bremerholmen, men jeg har aldrig set dem optræde i tilsvarende materiale fra værftet. Det er i øvrigt meget sigende, at Dahl leder langt efter “slavefogeder” i regnskaberne for 1600-tallet. Det begreb brugte man ikke før begyndelsen af 1700-tallet.
Til gengæld optræder arbejdet netop i retsmaterialet fra flåden og hæren. Fra det ved vi, at store sjak blev brugt i etableringen af Holmen. Man finder dem eksempelvis i 1720’erne i færd med at slæbe tømmer og bemande mudderpramme ved Motzmanns plads igen og igen. Det arbejde blev ved i 1700-tallet. Det var farligt og slidsomt, og fanger undskyldte sig igen og igen med, at de frygtede jobbet (der for nogle få medførte druknedøden), når de skulle forklare, hvorfor de var flygtet. Det var f.eks. tilfældet med fangen Rasmus Brynildsen, der omtales på s. 68 i bogen.
Men det var ikke kun i 1700-tallet, at de arbejdede med at konstruere militær infrastruktur. Vi ved også, at de blev brugt til arbejde på land længe før det. I straffearbejdets første årtier sendes fanger netop til fæstningerne rundt omkring på Sjælland og i Skåne. Det er i den slags arbejde, at de første spæde skridt til fængselsarbejdet findes. Det er der end ikke noget kontroversielt i. Det skrev Stuckenberg sådan set også.
Fangerne opførte ikke København. Men det skriver jeg heller ikke. Deres arbejde bidrog til at bygge og vedligeholde byens militære maskineri. Det var et lille bidrag, men det er vigtigt, for netop dette bidrag forklarer, hvorfor fængslerne får den form, de gør. Vi ved også, at man ligefrem efterspurgte fangernes arbejdskraft på fæstninger rundt om i landet, f.eks. på Kronborg, hvor der også var et slaveri. Fangerne var nyttige. Desuden kunne man sætte dem til de arbejder, andre ikke ville tage.
En anden faktuel fejl, Dahl anklager mig for, er ideen om, at Krudttårnet er det eneste af de tidlige fængsler, der stadig står. Her henviser han til den straffeinstitution, der stadig i dag findes på Kastellet. Det var her, man placerede nogle af de mest højprofilerede fanger. Kaperkaptajnen Norcross var blandt de første. Senere skrev Dampe om sit ophold i fængslet. De var blandt en meget lille gruppe af fanger, der dog ofte kendes, fordi de var prominente. Det er dog også ganske klart, at denne institution var noget helt andet end både slaverierne og tugthusene. Når almindelige fanger kom her, var det primært som arrestanter. Hvis hver en arrest i landet skulle være nævnt, var jeg ikke færdig med bogen endnu. Men det var ikke en integreret del af fængselsvæsenet som sådan. Iblandt de 10.000 fanger, hvis møde med dette system jeg har kortlagt, er der ikke en eneste, der overføres imellem faciliteten i Kastellet og de almindelige fængsler. I en bog på 100 sider har jeg ganske enkelt valgt at sige, at denne institutions historie ikke kan få plads. Den er ikke en del af det spor, jeg forsøget at følge. Der er flere sådanne spor, jeg ikke forfølger. F.eks. brugte man også Trankebar på tilsvarende måde, når højprofilsfanger skulle straffes. Men det er en anden historie til en anden lejlighed. Og som Dahl pointerer, fortælles historien om Kastellet i øvrigt allerede af andre.
Dahl berører også illustrationer, hvis antal han finder ”beskedent.” Der er 23 i en bog på 100 sider, heraf en del helsides. Den illustrationsgrad kan man naturligvis sagtens kalde beskeden. Billedteksterne får også en tur. Et fotografi af kvindefængslet fra Christianshavns Torv bliver til et billede af en helt anden bygning end det gamle tugthus, der i mellemtiden var blevet delvist ombygget. Ganske vist husede fængslet stadig på det tidspunkt en tugthusafdeling, men det lader vi ligge. Hvordan den billedtekst er med til at “‘udviske og fortrænge’ de mange triste skæbner,” har jeg i øvrigt mere end almindeligt svært ved at forstå.
Dahl undrer sig også højlydt over, at jeg ikke benytter mig af Geddes eleverede kort fra 1761, hvor Trunken vises. Når jeg ikke gør det, er det, fordi bygningen enten var blevet modificeret siden lukningen i 1741 eller også portrætteres den forkert af Gedde. Af retsmaterialet er det tydeligt, at fængslet havde en stor aflang hovedbygning med tre sovesale, og at fangefogederne boede i tilbygninger, der skød frem i hver ende (lidt som længer på en gård). Imellem tilbygningerne var der et udendørs areal, der i kilderne omtales “Trunkegården.” Den var indkredset af en palisade, der gik fra enderne af hver længe. Her var fængslets port, der var bevogtet. Geddes tegning svarer ikke til dette. Han viser to separate bygninger, hvilket ikke stemmer overens med, hvad vi ved fra retssagerne, hvor bygningernes layout bliver klart, fordi fangerne tester hver en krog. Der er faktisk andre kort, der viser Trunken på en måde, jeg finder mere korrekt, men hvis jeg skulle have haft en diskussion af disse teknikaliteter, ville bogens sider igen være formøblet, før jeg var nået til det, den faktisk handler om (og som Dahl ikke synes er vigtigt). Og så var det blevet en historie, der grundlæggende ikke har særlig meget relevans for vores forståelse af, hvad det tidlige fængselsvæsen var, og hvordan det oplevedes.
At jeg har valgt en illustration fra Stokhusets nedrivning, får også hug. Jeg synes, at billedet er med til at fortælle en historie om, hvordan bygningerne er forsvundet, men det synes Dahl ikke. Han ville hellere have haft nogle tegninger. Men når jeg ikke gengiver f.eks. Kollerøds tegninger af Stokhuset – der må være blandt dem, Dahl efterlyser, det er lidt uklart – er det fordi, Kollerød faktisk ikke tegnede Slavehuset, men forbygningen til det store Stokhuskompleks. Det er med andre ord ikke fængslet, men arresten. Og det er altså ikke den, jeg skriver om.
Jeg kan heller ikke lade det passere, at Dahl skulle kende den internationale litteratur bedre end undertegnede. Jeg opererer i et moderne historiefag, hvor jeg må vide mere end blot, hvad der sker i København. Dahl laver da også selv et par fejl, når han skal sætte mig på plads. Eksempelvis fremhæver han, hvordan der fandtes tugthuse allerede i 1500-tallet. Huse i flertal er godt nok at stramme den. Det første åbnede i Amsterdam så sent som i 1596. Jeg kender historien om institutionen udmærket, og der er sågar et foto fra Amsterdam i bogen på side 20. Imidlertid regner Pieter Spierenburg, hvis værk The Prison Experience er standardværket om de hollandske tugthuse (der er væsensforskellige fra de engelske Bridewels), ikke tugthuset for et egentligt fængsel før midten af 1600-tallet, hvor de dømte kriminelle skilles fra andre grupper af indsatte. Det fængsel stadfæster han som verdens første. Hvis Dahl ved mere om, hvad der foregår i Amsterdams straffeanstalter end feltets absolutte autoritet, synes jeg, at han skulle skrive en artikel om det.
Den omtalte skelnen imellem fængsler, der huser dømte kriminelle kontra mere komplekse skarer af indsatte, er vigtig, for vi kender både tvangsarbejde og arrestfaciliteter fra tidligere (og alt det her nævnes også i bogen). Trunken fødes imidlertid som en institution, det skal huse egentligt dømte. Det er derfor, at jeg regner institutionen for det første fængsel – og altså ikke den første straffeinstitution. Jeg siger ikke, at det er det første i verden, men at det er blandt en række vigtige nordeuropæiske nybrud på området. Og det er det! Hvis vi brugte en bredere diskussion, måtte det tvangsarbejde, der gik forud for fængslets opførelse, regnes for startdato. Denne tvetydighed anerkender jeg i øvrigt også i bogen.
Dahl fortørnes også over selve bogens form, der anklages for at være “friskfyrsagtig” og anakronistisk. Jeg beklager, hvis den er fortalt i en tone, der ikke passer Dahl. Jeg er nu nok ganske sikker på, at den faktisk passer så mange andre ganske godt. Den er skrevet ganske bevidst i en stil, der skal tiltale lægfolk – også de yngre af slagsen.
Enkelte steder ser Dahl sig imidlertid så sur på formen, at han fejllæser. Eksempelvis morer han sig over, at jeg i forbindelse med omtalen af en række konflikter om fangernes kost skriver, at “ærterne var for tynde”. Det er sigende nok et citat, Dahl opfinder til lejligheden – det står ikke i bogen, hvor passagen lyder: "Der var også tilbagevendende klager over, at både ærter og grød blev kogt for tynde. Ved flere lejligheder medgav fangekokke, at maden var i for dårlig stand. Ærterne var simpelthen så dårlige, at de kogte helt ud, undskyldte de sig. Og kødet var umådeligt salt.”
I de førnævnte retssager er maden igen og igen en kilde til konflikt, og fangerne beskriver den selv. Tynd mad resulterede på et tidspunkt ligefrem i død. F.eks. var den årsag til, at en fange stak en anden fange på Christiansø i 1728.
To faktuelle fejl må jeg vedkende mig: Jeg har fejlplaceret henrettelsen af fangen Hans Georg Furchthammer til Kongens Nytorv (7). Han blev som Dahl skriver formentlig henrettet på Nytorv. Det beklager jeg. Det kan måske skære i øjnene på en mand, der kender Københavns geografi bedre end nogen anden her til lands. Men det er jo altså ikke en del af bogens argument. Det er også korrekt, at fangerne ikke gravede volde ved Amalienborg. Dem er der ikke nogen af. Men fangerne gravede ved Amalienborg. Det står der nemlig i kilderne fra forhøret efter flugten fra arbejdspladsen. Og det var næppe bare havearbejder, for de var mange til arbejdet – nogle gange så mange som 50 ad gangen – og det stod på over en årrække.
Andre steder er Dahl lidt for skråsikker – sin rolle som københavnsk bygningsekspert til trods. Det er selvfølgelig ganske korrekt, at selve Esplanaden ikke blev brugt til militære henrettelser, men det gjorde området, der grænsede op dertil – det er imidlertid noget svært at placere i hovedet på en læser, der ikke kan forudsættes at kende hver en krog af København, så der skyder jeg altså et stenkasts genvej for forståelsens skyld. Vi ved dog med nogen sikkerhed, at det i bestemte tilfælde foregik ud til vandet. Det er i øvrigt Dahl selv, der i en mail-korrespondance fra februar 2016 har foreslået mig, at henrettelsen af mytteristerne på Havmanden kan være foregået på dette område, der i samtiden kaldtes Grønland. I den korrespondance var han i øvrigt selv meget mere i tvivl, end han er nu, hvor han uden tøven placerer den uden for Østerport. Så når Dahl autoritativt klandrer mig for at fejlplacere henrettelsen af mytteristerne, er det delvist ham selv, den falder tilbage på.
Bag Dahls mange ord og bombastiske udmeldinger fornemmer jeg en fundamental uenighed om, hvilke historier der er værd at skrive. Når Dahl morer sig over min “velmente sympati”, er det formentlig, fordi han ikke mener, at man skal skrive historie om steder som Trunken og nok slet ikke om dets indsatte. Dahls egne arbejder, der behandler København i samme periode, repræsenterer i mine øjne en version af historien, der netop er berøvet for mennesker. En by uden handlemønstre og kamppladser. Det er derimod det, min bog er tænkt som – en bog om historiske processer fortalt i et perspektiv, der tilstræber at bevæge sig i øjenhøjde med dem, der oplevede og udfordrede processerne. Det er også derfor, at bogens indhold er noget helt andet end den historie, Stuckenberg præsenterede i 1890’erne, og som siden er blevet gentaget her og der. Det er groft sagt det, der er det nye.
At skrive om denne historie på en anden måde eller fra et andet perspektiv synes jeg – hvis jeg må tillade mig at være “friskfyrsagtig” – er både usympatisk og gammeldags.
Den principielle diskussion om historieskrivningen, dens mål og dens eksistensberettigelse ville jeg meget gerne have taget med Dahl. Måske kan vi nå det endnu. Han har min mail-adresse fra dengang i 2016, og der kommer sikkert flere værker om fanger, han kan anmelde.
Og anmelderens svar på forfatterens replik
Af Bjørn Westerbeek Dahl
At Johan Heinsen ikke kan lide den anmeldelse, som jeg har skrevet, er fuldt forståeligt. Jeg har kritiseret, at han har koncentreret sin fremstilling om vidtløftige flugthistorier, hvorimod fangernes dagligdag m.v. er forsømt. Det er et valg, han som forfatter må finde sig i at blive anmeldt efter. At Heinsen hævder at have korresponderet med mig, kan for så vidt være rigtigt nok. Det er der en del, der gør. Jeg erindrer det ikke, og har han fået oplysninger fra mig, har det ikke resulteret i noget, der kan genkendes i bogen. At jeg på et spørgsmål om mulige henrettelsessteder i 1683 har foreslået ”Grønland”, der jo ikke er ”Esplanaden”, ophæver jo ikke Heinsens pligt til selv at kende forholdene for henrettelsen af ”Havmandens” folk, der efter det flyveblad, der udkom i anledning af begivenheden, foregik ”uden for Byen”. Det har jeg tolket, som at det henrettelsessted, der lå uden for Østerport, er blevet brugt. På Esplanaden var det ikke!
At fanger ikke optræder ved voldarbejderne i København fra 1600 til 1728 har jeg dokumenteret i bind 3 af ”Til Rigets forsvar og Byens gavn”, 2017, hvor det 74 sider lange kapitel ”Fæstningens folk” omhandler de mange, der arbejdede ved fæstningen lige fra kommandanter og ingeniører til de menige daglejere m/k.
Heinsens indvendinger i øvrigt må tale for sig selv. Jeg fastholder mine konkrete kritikpunkter, inkl. kritikken af ”ærterne var for tynde (s. 48), selvom det i bogen – indrømmet - omtales, at ”ærterne var stadig alt for tynde” – ligesom Heinsens bog.
Se anmeldelse af "Det første fængsel" her
Historie-online.dk, den 5. april 2018
