Ribe Bys Historie 1 - 710-1520

Af Poul Ulrich Jensen

Ribe er ubestridt Danmarks ældste by, selv om det ikke er muligt at sætte et nøjagtigt årstal på anlæggelsen. En beskeden træbrønd, der er det første spor af byen, kan imidlertid tidsfæstes til mellem 704 og 710, og sidstnævnte årstal er valgt som udgangspunkt for, at Ribe i år kan fejre sit 1300års jubilæum. Det markeres bl.a. med udgivelsen af et trebindsværk om byens historie. Første bind omhandler tiden fra 710 til 1520, og de to følgende, der udkommer til november, fører historien op til i dag.

Der er tale om en tematisk inddeling frem for en kronologisk gennemgang af historien, og værkets redaktør, Søren Bitsch Christensen, trækker i bogens indledende kapitel, Ribe i verden, hovedlinierne i de første 800 års byudvikling op og placerer Ribe i den større historiske sammenhæng. Der har ikke mindst i de senere år været gravet flittigt, og de arkæologiske fund giver et ganske detaljeret billede af byens vækst og forbindelsen med omverdenen frem til anden halvdel af 800-tallet. Herefter er sporene besynderligt få, så man for 900-tallets vedkommende næsten kan være i tvivl om Ribes eksistens som en egentlig by. Dog har udgravninger ved domkirkens sydside afdækket Danmarks formodentlig første kristne kirkegård med begravelser fra 800- og 900-tallet, et fund der bekræfter skriftlige kilders oplysninger om, at kong Haarik i 850’erne skænkede en kirkegrund til biskop Ansgar. Ribes udvikling var foruden det stærke kirkelige islæt præget af beliggenheden som ”grænseby” mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig og af rollen som handelsby. I midten af 1200-tallet var Ribe en af landets rigeste byer, og efter en nedgangsperiode genindtog den sidst i 1400-tallet sin position øverst i byhierarkiet.

Kapitlet Landskabet og byrummet, skrevet af Claus Feveile, Morten Søvsø, Ebbe Nyborg og Vivian Etting,  behandler samspillet mellem byens fysiske udvikling og det omgivende landskab, præget af vadehav og fed marskjord. Den første bebyggelse omkring Ribe Å opstod ved knudepunktet, hvor land- og vandtrafik mødtes – en handelsplads, der ved slutningen af 700-tallet også rummede huse til helårsbeboelse. Fra o. 1050 indledte byen den middelalderlige vækstperiode som Danmarks port mod vest og centrum for skibstrafikken på Nordsøen. I 1200-tallets første halvdel blev den imponerende domkirke opført, og efterhånden dukkede klostre op side om side med sognekirkerne. Gråbrødreklosteret, grundlagt 1232, var denne tiggermunkeordens første i Danmark. Også fæstningsanlæg var en fast bestanddel af byer af en vis betydning, og for Ribes vedkommende blev det store borganlæg Riberhus kronens officielle støttepunkt, formodentlig opført i Erik Menveds regeringstid, men først omtalt i kilderne med Christoffer 2.s håndfæstning 1320.

Langt størsteparten af bebyggelsen var dog træhuse, der kun har afsat sig sparsomme arkæologiske spor, men allerede fra 1200-tallet var antallet af stenhuse usædvanligt stort i forhold til andre danske byer - velstanden satte sine spor i borgernes boligforhold. I afsnittet om Folk i Ribe beskriver Ingrid Nielsen fattig og rig, håndværkere og handelsfolk, boligforhold og levevilkår. For Ribes vedkommende kan de arkæologiske fund suppleres med et forholdsvis righoldigt skriftligt kildemateriale, især fra slutningen af Middelalderen. Det der først og fremmest bragte velstand til byen var handelen, der til dels var i hænderne på udenbys eller udenlandske folk, der som gæster også tilførte en vis kosmopolitisk atmosfære. Størsteparten af indbyggerne var dog fastboende ripensere, deriblandt en del håndværkere – skræddere, smede, skomagere og ikke mindst bygningshåndværkere. Ribe var religiøst centrum for et stort område, og den gejstlige øvrighed var særdeles synlig gennem biskoppen og domkapitlet. Kirkens indflydelse rakte helt ind i det hinsides, hvad man kan se af de mange indstiftede sjælemesser, der er optegnet i Ribe Domkirkes Dødebog.

Men også de verdslige myndigheder havde stor betydning for byen op gennem Middelalderen. Kapitlet Magt og styre, af Jeppe Büchert Netterstrøm og Carsten Selch Jensen behandler magtforholdene, forskellige institutioner og relationerne til regionale og nationale myndigheder. I 1200-tallet var der hård kamp om Ribe mellem kongen og det selvstændige sønderjyske hertugdømme syd for Kongeåen, men byen forblev en kongerigsk enklave. Dens betydning blev understreget med spektakulære ceremonier og to kongebegravelser i domkirken. Derimod har den berømte folkevise om dronning Dagmars sygdom og død i Ribe ikke hold i virkeligheden. I dagligdagen blev byens styre varetaget af kongens foged og en rådsforsamling af Ribeborgere – fra midten af 1300-tallet suppleret med to borgmestre. Gejstligheden havde dog ikke i sinde at afgive sin indflydelse, og den voldsomme magtkamp mellem konge og kirke satte også sine tydelige spor i stiftstaden Ribe. Trods den megen turbulens erhvervede byen op gennem 1200-tallet alle de privilegier og rettigheder, der hører til den klassiske danske købstad, og Ribe Stadsret udstak fra 1269 rammerne for lov og orden i bysamfundet. Det kendte ordsprog: ”Tak Gud, min søn, at du ej kom for Riberret, sagde kællingen – sønnen dinglede i Varde galge”, indeholdt en vis sandhed – straffebestemmelserne var skrappere end i nogen anden dansk stadsret. En enkelt persongruppe, de gejstlige, slap imidlertid for denne retspraksis, de kunne kun dømmes ved biskoppens egen domstol. Ifølge kanonisk ret hørte også al undervisning i Middelalderen ind under kirken, der oprettede dom- og katedralskoler - for Ribes vedkommende omtales domskolen første gang i 1145. Lærdommen var dog forbeholdt det beskedne udsnit af byens befolkning, der var indstillet på et liv i kirkens tjeneste.

De fleste ripensere måtte finde andre udveje til livets opretholdelse. Som det fremgår af Bjørn Poulsens afsnit Økonomi og erhverv, var det handelen, der gav mange det daglige brød og samtidig gjorde Ribe til Middelalderens danske center for klæde-, vin-, heste- og oksehandel. Aktiviteterne, der var tæt knyttet til de store årlige markeder, udgjorde selve eksistensgrundlaget for byen, der nød godt af den økonomiske vækst i Nordsøregionen og Østersøområdet. De udenlandske markeder havde stor betydning, men det var også en betragtelig fordel for Ribeborgerne, at de i 1214 fik tilladelse af Valdemar Sejr til fri handel overalt i riget uden betaling af told og torveafgifter. Byens købmænd trivedes gennem flere århundreder, adskillige samlede sig betragtelige formuer, og selv en nedgangstid i første halvdel af 1400-tallet blev vendt til ny fremgang – redningen var oksehandelen, hvor Ribe fik en central rolle som leverandør af kødkvæg til store dele af Nordeuropa. Håndværkere spillede til gengæld en mere beskeden rolle i den travle handelsby end i de fleste andre danske købstæder.

Lars Bisgaards afsluttende kapitel handler om Bykultur og byliv. Gejstlighedens og købmændenes internationale kontakter bragte impulser udefra, og byen var desuden ofte det foretrukne mødested for landets politiske elite. Vigtige dokumenter blev udstedt i Ribe, og ikke mindst Christoffer af Bayerns kroning i domkirken i 1443 var en spektakulær begivenhed, der understregede byens status. Det var dog ikke en position, der varede ved - få årtier senere forsvandt Ribe i nogen grad fra den politiske scene. For det store flertal af ripensere havde det ikke den store betydning - købmænd, skippere og håndværkere var mere optaget af at sikre sig en nogenlunde tryg tilværelse, og her gav sammenslutningen i gilder en vis social og økonomisk stabilitet under skiftende konjunkturer. Gildets forpligtelser rakte faktisk ofte endnu videre – det sikrede også medlemmerne en anstændig begravelse. Og døden var en nærliggende risiko i Middelalderen. Voldsraten var høj og sygdomme – især pestepidemien Den sorte Død, der ramte Ribe i 1350, krævede talrige ofre. Det kan aflæses i domkirkens dødebog, der dog kun registrerede de få velstillede, der nåede at få indstiftet sjælemesser. Den religiøse dimension var altid en vigtig del af tilværelsen, ikke mindst for ripenserne, der levede i en by, domineret af domkirke, sognekirker og klostre. Ribes vækst og velstand gennem Middelalderen byggede i høj grad på en frugtbar forståelse mellem kirke og borgere, et samarbejde, der nødvendigvis måtte finde nye veje efter Reformationen.

Men denne udvikling må vi have til gode til fortsættelsen udkommer til november. Foreløbig er Ribes Historie kommet godt fra start med dette første bind om perioden fra 710 til 1520. Gennem de første 800 år af byens eksistens forvandlede den beskedne markedsplads i marsken sig til en driftige handels- og domkirkeby, og de væsentlige temaer i denne udvikling er indgående behandlet. Den tematiske opbygning frem for en kronologisk medfører uundgåeligt nogle gentagelser i teksten, men giver samtidig plads til de enkelte forfatteres specialviden. Et stort antal illustrationer, ikke mindst af de mange arkæologiske fund, understøtter teksten på bedste vis. Udgivelsen af Ribes historie er således en flot markering af Danmarks ældste bys 1300års jubilæum, og hvis man holder samme kvalitet, er der god grund til at se frem til de to øvrige bind.