Rige børn leger bedst

Af Preben Etwil

Der er blevet flere rige i Danmark i løbet af de seneste 30 år. Overklassen og den højere middelklasse, som tjener langt over gennemsnittet, er stukket af indkomstmæssigt og kulturelt, mens arbejderklassen er skrumpet i antal og tabt indkomstkapløbet. Dertil skal lægges, at arbejderklassen er blevet fortrængt fra de store byer, som de ikke længere har råd til at bo i.

Det er nogle af de konklusioner, som bogen Rige børn leger bedst fremdrager.

Bogen bygger på et omfattende tal- og statistikmateriale, der formidlingsmæssigt bliver behandlet på en fremragende – og ikke mindst forståelig – måde. Bogen er et godt bevis på, at statistiske registerdata er et unikt og meget detaljeret kildegrundlag til samfundsanalyser – især når det bliver formidlet som i denne bog.

Uden at kende bogens konkrete arbejdsmetode kunne jeg forestille mig, at den er frembragt ved, at bogens forskellige samfundsvidenskabelige bidragsydere er kommet med forskellige bidrag og analyser til bogen, der så er blevet diskuteret i fællesskab, og med sikker hånd holdt sammen af Lars Olsens bundsolide journalistiske hånd.

Bogens kildegrundlag er fem socialklassers udvikling fra 1987 til 2019 inden for næsten 2.200 sogne, der er Danmarks mindste administrative enheder. Det kan lyde jævnt kedeligt, men det er lykkedes forfatterne at tage læserne med ind i de mange sociale miljøer. Der er fremragende beskrivelser af, hvordan livet reelt leves forskellige steder i Danmark. Vi besøger ghettobebyggelserne, rigmandsområderne, er på fabriksgulvet og i værkstederne, i skolen eller på chauffør-rastepladser og deres usle bosteder. Vi er på landet og i byerne. Vi er blandt ejere og lejere, selvstændige og lønarbejdere, og blandt mennesker, der er skubbet helt ud over kanten.

Bogen tager læseren ved hånden og beskriver forhold og steder, som de færreste danskere kender noget til, og som i stort omfang er dukket under den politiske radar, eller storbyens kommentatorer og meningsdannere.

Arbejderklassen, der i denne undersøgelse består af faglærte eller ufaglærte, udgjorde i 2019 den største andel af Danmark erhvervsaktive befolkning (18 – 59 år). Ikke mindre end 39,5 pct. af Danmarks erhvervsaktive befolkning kan betegnes som arbejderklasse, mens kun 1,7 pct. hører til overklassen med indkomster, der er mere end det tredobbelte af den typiske indkomst på arbejdsmarkedet. Bag denne status ligger der en udvikling, som de færreste politikere og kommentatorer har observeret. For der er i virkeligheden sket et betydeligt skred mellem befolkningsgrupperne, hvilket også har været med til at fremdrive en større ulighed i samfundet. Det gælder især inden for indkomster, formuer, bosætning, boligforhold, sundhed, generelle leveforhold og levealder. I 1987 så tallene sådan ud: Arbejderklassen udgjorde 59,0 pct., mens overklassen kun udgjorde 0,7 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.

Bogen beskriver gennem benhårde data meget tydeligt den tiltagende danske polarisering mellem de forskellige socioøkonomiske klasser – det både økonomisk, kulturelt, politisk og ikke mindst geografisk.

Bogen er hudløs, når den beskriver det forhold, at flere årtiers sociale omfordeling på mange måder er blevet rullet tilbage, hvilket også har skabt stor utryghed i brede lag af befolkningen.

Mange politiske tiltag i de seneste mange år har været til fordel for overklassen og den højere middelklase i form af en række skattelettelser for denne gruppe, mens udsatte grupper med ingen eller løs tilknytning til arbejdsmarkedet er blevet ramt af omfattende ændringer/forringelser af dagpenge, efterløn, førtidspension og andre sociale ydelser.

Dertil skal lægges, at overklassen og den højere middelklasse har lukket sig om sig selv. De lever i de samme områder, gifter sig med hinanden og har råd til at sende deres børn i gode skoler. Overklassen og den højere middelklasse er flyttet for sig selv ind i de store byer, mens det produktionsarbejdende Danmark er flyttet til provinsen. Det har medført at de gamle arbejderkvarterer i storbyerne er under afvikling. En udvikling som boligprisernes himmelflugt i bykernerne har bidraget væsentlig til.

Forfatterne af bogen advarer kraftigt i mod, at Danmark udelukkende betragter sig selv som et videnssamfund. Danmark skal gå på to ben: Fremtiden ligger i, at Danmark både udvikler kloge hænder og kloge hoveder. Det er og bliver grundlaget for vores velfærdssamfund.

Denne bog er en øjenåbner for de fleste danskere. Danmark ser nødvendigvis ikke ud, som man ser det fra sin egen lille sociale enklave. Vi bor adskilt hver for sig i vores egen lille socioøkonomiske boligboble. Det er grundlæggende farlig for sammenhængskraften, der i sidste ende er betingelsen for, at vi kan udvikle et universel velfærdssamfund. Det kræver tillid mellem de forskellige befolkningsgrupper, og det kræver ud over at man kender hinanden, at uligheden i indkomst og formue og forskellene i kulturel kapital ikke er for stor.

Bogen burde være obligatorisk læsning for alle, der går med en lille politiker eller samfundsdebattør i maven. For historisk interesserede skal særligt fremhæves, at der er tale om en nutidshistorie byggende på et omfattende statistisk grundmateriale.

PS. Nu er bogen også kommet som lydbog, og kan anbefales som supplement.

[Historie-online.dk, den 19. maj 2021]