Romantisk kærlighed, bd. 1-5

Af Erik Ingemann Sørensen

Gyset fra gymnasietiden huskes stadig. Fra den tid hvor der var plads til at fordybe sig i teksterne. Gruen da den unge Werther i sorg over aldrig at kunne få sin elskede Lotte skyder sig. For siden at blive en kultfigur. Og engelsklæreren, der under læsningen af Wordsworth konstant og med rullende øjne udbrød: ”Isn’t it romantic?” Hvortil vi naturligvis alle svarede ”yes”- uden egentlig at kunne perspektivere ret meget.

Erindringerne dukker op efter læsningen af Jens Hougaards 5 binds værk ”Romantisk kærlighed”, der netop er udkommet. Det er en gigantisk opgave, Jens Hougaard har givet sig i kast med: ”at ufolde den romantiske kærlighed i hele dens historiske fylde i tiden fra slutningen af 1700-tallet til dens opløsning som kønskultur i 1900-tallets begyndelse. At fremstille den romantiske kærlighed i hele dens fylde betyder, at den må forstås som mere end en kærlighedsopfattelse. Den omfatter ægteskabet og dets funktion, prostitution, børneopdragelse, forelskelse, seksualitet, kønsforholdet, kærligheden som åndsform generelt og i forhold til dannelse og det hellige…”

Forfatteren baserer sin fremstilling på dansk litteratur fra perioden 1775-1915 – dog med fine udblik – før og frem i tid samt til andre landes litteratur. Baggrunden er blandt andet ”små” 200.000 sider dansk litteratur. Ikke så underligt, at værket består af 4 fyldige bind samt et registerbind. I alt små 1600 sider.

Bindene dækker følgende temaer:

1: ”Samfund og ægteskab”

2: ”Sjæl og forelskelse”

3: ”Legeme og kønslighed”

4: ”Ånd og kærlighed”

5: Indeksbindet

Der er en glimrende logik i denne opbygning, der vel kan karakteriseres med ordene ”fra favn til havn”. En cyklisk opbygning, der, som det udtrykkes, går fra den såkaldte ketchup-effekt (først får man intet – så får man for meget) til tube-effekten, hvor forelskelse kan slå over i kærlighed eller ulykke. Ganske finurlig sammenligning, der viser, at forfatteren virkelig kan lege med sproget. Og det er da også et gennemgående træk ved de 4 bind, at det er den gode fortæller, der bærer fremstillingen. Men. Desværre smutter det fra tid til anden, så det ”indforståede” universitetssprogs strukturer næsten spærrer for læsningen. Et lille eksempel: ”Jeg forstår ved sublimering de bevidsthedsmæssige konsekvenser af – på grund af en hæmning – at måtte gå en omvej for at nærme sig et lystmål. Ved et sublimat forstår jeg den kulturelt bestemte, faste form, som sublimeringerne får i en given kultur”. Hard writing makes easy reading”, fristes man til at bringe i erindring. Det er lidt synd, for det skæmmer et i øvrigt særdeles veloplagt sprog.

Måske burde denne anmeldelse udformes som en redegørelse for det samlede værk – de 4 bind under et. Men da det enkelte bind står så stærkt i sit tema, har jeg valgt at tage bindene hver for sig.

1. bog: ”Samfund og ægteskab”.

Jens Hougaard tager udgangspunkt i de europæiske højkulturers kontraktægteskab, hvor patriarkatet indgik indbyrdes ægteskabskontrakter – tvangsægteskaber hedder det i dagens debat! Men overgangen fra feudalsamfund til kapitalisme kommer normerne i røremaskinen. Aristokratiet fastholder fortsat kontraktægteskabet. Men det nye borgerskab medvirker til, at man nu oplever et skred fra kontraktægteskabet over allianceægteskabet – de unges lyst skal dog kunne forenes med de sociale hensyn – til kærlighedsægteskabet, der bygger på de unges lyst. Kontraktægteskabet karakteriseres herligt med formuleringen: ”Hellere en kold kedel på et varmt komfur, end en varm kedel på et koldt komfur, men det gør jo ikke noget, at begge er varme.”

Utallige eksempler hentes rundt om i litteraturen – ofte i lange passager og tak for det – til belysning af indfaldsvinklerne: Heiberg, Ingemann, Blicher, Drachmann, Aarestrup – og naturligvis som gennemgående: Kierkegaard. De sammenstilles ofte på kryds og tværs – med ganske overraskende perspektiveringer. Og så er kapitlet om ”de generationsforskudte par” – gamlingen (senex amans) der gifter sig med den purunge pige ganske enkelt fremragende.

2. bog: ”Sjæl og forelskelse”

”Og barndom såvel som kærlighed må optages skjult for verden, fordi ingen ville kunne forstå, at så små årsager som en barndom eller en kæreste kan være ens liv”, skriver Jens Hougaard i 2. bog, der ser nærmere på det sjælelige og forelskelsen. Også her sendes læseren på en kalejdoskopisk himmelflugt til den side af romantikken, hvor det er tilnærmelsen mellem kønnene – med stor, stor forsigtighed – der er i centrum. Som i stort set alle samfund og i alle tidsaldre er overgangen fra barn til voksen farefuld og derfor omgærdet med talrige overgangsriter, hvoraf konfirmationen er en af de centrale.

Der ligger latente farer overalt. Dydens sti er mere end smal. ”En velbevaret jomfrudom er så ufravigeligt og selvfølgeligt et krav ved indgåelse af første ægteskab, at det kun sjældent omtales”, konstaterer forfatteren. Og giver indblik i, hvordan uskylden (udelukkende pigernes!) vogtes nidkært. Anstandsdamer og indespærring er midler. Norm og blufærdighed hører sammen. ”Det skete flere gange, at enten jævne mænd eller, oftere, fint klædte herrer talte til dem på gaderne. Dette satte dem begge i stor skræk, og de passede på at slå deres slør for ansigtet” (Blixen). Eller hos Hertz i ”Gjenboen” – ikke at forveksle med Hostrups sangspil ”Genboerne” – hvor det klart og præcist hedder: ”Dorthea! Dorthea!/see ei over til vor gjenbo!/hold dit øje til dit syetøj;/ det er bedst for ham og dig!”.

Romantikkens kvindeopdragelse sigter på den kulturelle og personlige forfinelse – men prisen er høj: undertrykkelse, konstateres det. Set i et borgerligt perspektiv skulle pigerne formes til nyttige dydsmønstre, der kunne danse, synge, spille klaver, tegne, brodere osv. Hvorimod aristokratiet ønskede ”avledygtige luksusvæsener”. Igen spiller forføreren en stor rolle – og igen er det Søren Kierkegaard, der en slags bærende skribent. Endnu engang atomiseres litteraturen og kombineres i nye og spændende sammenhænge. Det myldrer med uddrag af sanselige tekster – erotisk sværmeri – elskovssange og digte. Men midt i ”rusen” bringes man hurtigt tilbage, når forfatteren præsenterer læseren for et uddrag af Herman Bang med ofrene, der bliver til ”Stille eksistenser”, der visner bort. Som Katinka Bay i ”Ved vejen”. Det væsentligste var, at det hele gerne skulle ende godt i et solidt borgerligt ægteskab. Hvorefter Jens Hougaard slynger Stuckenberg i hovedet på læseren: ”Jeg synes kun, at der bliver det tilbage, at jeg nu engang er blevet din hustru, din slavinde, din livegne, om du vil, med dit stempel på panden, og at jeg aldrig kan blive nogen anden mands eller vinde nogen anden mand, fordi han vil forstå det.” Tak og lov får Jens Hougaard Ibsens Nora med. Men hvad var hun? Én ud af en million? Romantikkens tidsalder var det borgerlige jerngreb om individet og dets udfoldelse.

3.bog: ”Legeme og kønslighed”

I det indledende antropologiske anslag sættes der fokus på følelsernes psykologi set gennem filosoffen Sibberns briller. Det understreges, at der lurer farer - overalt. Det forfinede og elegante erotiske spil går over i dyriske drifter og seksualitet. ”Ubluheden og skamløshedens høieste frækhed giver sin lysts tilfredsstillelse en ny pirring”. Drifter og forplantning beskrives biologisk grundlæggende med et rids af menneskehedens evolution fra abe til homo erectus. Et herligt rids af dette spændende tema. Men her burde nyere litteratur have været anvendt. Der er sket meget siden 1997! Alligevel er det et godt indblik i, hvad denne udvikling har betydet for kønsakten. Fra hunnen, der stod revers til hannen, til ansigt mod ansigt posituren – med alt hvad deraf følger! Lærerigt og underfundigt som baggrundsforståelse.

Dette bind er – jævnfør titlen – seriens mest ”kødelige”. Af forfatteren udtrykt med ordene: ”Vi starter med at give hånd og ender i samleje.” Men. Det er absolut ikke ”husarlæsning”, der præsenteres. Igen en vrimmel af ynde og følsomhed hentet rundt om i litteraturen, men også irritationen: ”Aa jeg er træt af matte flammer/af vellyst tomme ild/af kvindens flove skød”. (Helge Rode) Det tætteste, Jens Hougaard kommer på ”pornografien”, er Adam Oehlenschlägers særdeles kødelige digt: ”Oh du, som med din lilievånd” – en poetisk fremstilling af den fysiske kærlighed i al dens udfoldelse.

Kønsdriften er imidlertid ikke en ensidig størrelse. Den er sammensat af adskillige drifter med hver deres facet. Citeret og skildret i talrige forfatterskaber. Målet ud over forførerens erotiske bølgebrus er kravet om ægteskab. Skæbnetungt kommenteret af bl.a. Søren Kierkegaard: ”Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde de; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.” Jo – kønsligheden har sin pris.

4.bog: Ånd og kærlighed

Dette bind, der er seriens mest omfangsrige (509 sider), er nok også det tungeste – sværest tilgængelige. Men absolut spændende. Her er der i den grad hjerte og smerte. ”Kvinder græder mest og med større virkning”, konstaterer forfatteren og sender endnu engang læseren på en sfærisk vandring med myriader af citater. Stillet over for det borgerlige, kapitalistiske samfunds krav og normer – der var vidt kønsforskellige – sker forandringen: ”Kvinden bliver menneske ved sit køn og borger ved sit ægteskab. Manden bliver borger ved sit arbejde, og menneske ved sit ægteskab”. Skæbner og livsfaser præsenteres med både humor og forstemthed. Katinka Bays skæbne (H. Bang: ”Ved Vejen”) holder aldrig op med at gøre ondt.

Så er det lidt befriende med følgende citat: ”Hun hidtil aar for aar var bleven federe/ som følge af den stærke appetit” (Adam Homo). Præsentationer og analyser danner temaer, der blandt andet omhandler: lidelsen, den første nat, ulykkelige kvinder, jomfruer, frøkner, tanter og enker. Med meget mere. Blandt andet et pragtfuldt kapitel om Jomfru Maria!

Der er ikke plads nok til at yde bindet fuld retfærdighed. Men med den boblende fremstilling lægger det sig tæt op ad de tre foregående. Dog spiller psykoanalytiske redegørelser her en noget mere fremtrædende rolle (hvilket af og til bliver for meget af det gode). Afsluttende skal det nævnes, at tugtelsen af kvindekønnet ikke blot betød delvis udelukkelse før ægteskabet og afsondrethed i huslige sysler og roller efter ægteskabet. ”Kvinder og hunde skal man slå sig til”. Her kunne lektorens underfundige lune godt lige have henvist til det finske nationalepos ”Kalevala”, hvor der i 23. og 24. sang er herlige eksempler på, hvad der sker ved et ægteskab. Og en glimrende redegørelse for, hvordan man skal banke konen, så hun ikke får ”blåbær over øjet”. (Siden 1921 har man ikke revselsesret over sin hustru!)

Jens Hougaard slutter værket med en form for summary/konklusion. Men hvordan skriver man sig ud af så stort et arbejde? Jo – det gør forfatteren elegant med sætningen: ”Den romantiske kærlighed er guddommelig og stiller os over for, at det skjulte skælver stærkest. Romantikken elsker lidt af hinanden meget, vi elsker meget af hinanden lidt”. Fornemt.

Det er et aldeles imponerende værk, Jens Hougaard har begået om romantikken. I stort set alle dens afskygninger – set fra utallige vinkler – tekster modstillet og samstillet i kalejdoskopisk mangfoldighed. Den enkelte må efter endt læsning falde for fristelsen til at hente romantikkens værker frem fra reolen. Og genlæse dem med nye briller. Dette er ganske enkelt en imponerende konsekvens – takket være forfatterens gigantiske indsats.

Men. Inden træerne vokser ind i himlen, må ”Mester Erik” hentes. Uden dog at antyde, at forfatteren er en ”Fæhund” (Holberg). Om det er dette eller hint litteraturuddrag, der burde medtages, kan dårligt diskuteres på baggrund af Jens Hougaards afgrundsdybe kendskab til litteraturen. Men alligevel: der er for få kvindelige forfattere. Hvor er fx Edith Rode? Og hvorfor dukker Joseph Freiherr von Eichendorff ikke op? Han er da ikke til at komme uden om i denne sammenhæng. Men lad gå med det. For få kvindelige forfattere? Ja. Men helt galt går det, når man ser på illustrationerne. Der er alt i alt 64 illustrationer. De 61 udført af mænd. Spindesiden repræsenteres af 3 – alle af Anna Ancher. Det må da kaldes en skævvridning, der vil noget.

Illustrationerne relaterer til det enkelte binds tema – men er i sig selv en leg med en supplerende kunstart. Glimrende set. Dog undrer det såre meget, at forfatteren, der er lektor ved Nordisk Institut på Århus Universitet, ikke har ladet sig inspirere mere af samtidens nordiske malere. Hvor er Richard Bergs vidunderlige billede ”Nordisk sommarkväll”, hvor det nye spil mellem mand og kvinde kommer så ypperligt til udtryk? Hvor er en Zorn, en Helene Schjerfbeck eller en Ellen Thesleff? Og så virker det direkte pinligt at bringe F. Jürgensens Gyssebilleder af en pige ved pianoet, når nu Wilhelm Marstrand har en ypperlig tegning af samme scene. Fint set at tage maleren Johannes Larsens billede ”Regnfulde augustdage” (1892-93) med. Her er der virkelig symbolik. Men hvorfor så ikke bringe Fritz Sybergs ”En kunstnerfamilie, Båxhult”, 1899? Med en herlig bytten om på kønsrollerne.

Det er ikke anmelderens mening at hoppe op på en piedestal for at pege fingre med en Besserwissen. Mere et vink til læserne om, at de bør gå på egen billedjagt. Værkets billedarbejde kunne – desværre – have været gennemført meget, meget bedre!

Men lad nu ikke krabasken overskygge henrykkelsen – glæden over det sublime værk. Det er en ganske pæn opgave at læse sig gennem de mange sider. Men man sidder vitterligen tilbage med lysten til at genlæse romantikken ”in originalis”. Derfor må Jens Hougaards ”Den romantiske kærlighed” ganske enkelt placeres som et hovedværk af anseelige dimensioner.