Menu
Forrige artikel

Roskildes Guldalder

Kategori: Bøger
Visninger: 5951

 

En bog om 1800-tallets Roskilde set gennem kendte forfattere og andre kunstnere. Roskilde var/er kongegravenes og kildernes by. Her byggede kong Roar sin Kongsgård. Her anlagdes Danmarks første jernbanestrækning, og her fandt Stænderforsamlingerne sted.

H.C. Andersen beskrev flere gange togrejsens lyksaligheder i sine dagbøger. Gennem hans notater får man et godt indblik i togtrafikken på Sjælland på den tid. Han giver os også en meget poetisk beskrivelse af ”Roars Kilde”, som han ofte besøgte med toget. Danmarks ældste stationsbygning var i Roskilde.

Jakob Kornerup, som i sidste halvdel af 1800-tallet var Roskildes lokalhistoriker, har beskrevet ”det gamle Roskilde” og H. C. Andersens mange ophold i byen. Han befandt sig godt i domprovstegården, hvor han nød den gode forplejning.

Vi hører også om komponisten J.P.E. Hartmann, maleren Wilhelm Marstrand (som fandt sig en kone i Roskilde) og Hans Mattison-Hansen, komponist og maler, som blev domorganist i byen, på anbefaling af C.E.F. Weyse, som komponerede sine sange i Roskilde, hvor han også skrev sørgekantaterne ved kong Frederik 6.’s død.

I øvrigt fremstår Weyse som lidt af en hypokonder – en lidt ynkelig person i sine efterladte breve. Han gjorde sig mange bekymringer og tanker om mangt og meget, f. eks. om, hvor meget stof, der går til en kjole og konkluderede. at ”Verden snart må uddø”. Efter eget ønske er Weyse begravet i Roskilde.

Holger Drachmann boede med familie en tid på ”Palæet” i Roskilde. Hans kone Emmy fandt det nødvendigt at sende en klage til byrådet over støj fra et værtshus overfor. Hendes henvendelse er citeret. Emmy var i øvrigt opvokset i Roskilde. Hun beskriver livet i byen i sine erindringer og omtaler ”en festlig aften”.

Agnes Henningsen flyttede hertil i 1899 efter sin skilsmisse. Hendes omtale af tiden her antyder, at hun ikke befandt sig godt. Men hun holdt da et fornemt og festligt aftenselskab, som næsten gjorde hende pengeløs. Hendes otte erindringsbind, især tre af dem, giver et godt billede af livet i Roskilde.

I 1901 besøgte Jeppe Aakjær Roskilde. Her skrev han ”Livet på Hegnsgård”, og inspireret af byens mange kildevæld skrev han digtene ”Kilden” samt ”Forår i Roskilde”. Anledningen var et besøg hos Agnes Henningsen.

Gustav Wied boede nogle år i byen. Han lod opføre et stort hus, hvis indretning og møblering og udsmykning beskrives som ”meget speciel”. Her indrettede han også en mindelund med 28 mindestøtter med kendte navne. Hans gravsted kan nu besøges på byens kirkegård.

Maleren L.A. Ring er også begravet her. Hans maleri ”I høst” pryder en væg i Folketinget.

Roskildes udvikling beskrives på en lidt indforstået måde, som næsten kræver, at man har et godt kendskab til byen. For læsere, der kender til Roskilde, må det være interessant læsning. Alt i alt har vi et interessant værk, vel især for læsere med kendskab til byen og egnen. Vi får en god beskrivelse af, hvordan livet blev levet i ”kendis-kredsene” på den tid.

Et værk i stort format på 208 sider rigt på fotos fra tiden.

[Historie-online.dk, den 28. januar 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mogens Høirup
Nørre Vosborg en vestjysk herregård.
Lemvig - en vestjysk verden