Sadam. Fyrsten fra Tikrit.
Af Winnie Maria Bak, akademisk medarbejder, Golden Days in Copenhagen
Helle Lykke Nielsen indleder selv sin bog med at skrive: ” Saddam er en bog om magt. Den handler grundlæggende om, hvordan personer opnår magt, bevarer den og mister den igen. Magt kan ganske vist ikke ses uafhængigt af tid og rum, og Saddam handler da også om en bestemt persons forsøg på at få og forvalte magten i en bestemt del af verden på et bestemt tidspunkt. Alligevel er det magtens væsen, der i sidste ende er denne bogs fokus. For den måde, magt opnås og forvaltes på, ændrer sig nok over tid, men ser alligevel ud til at indeholde nogle grundlæggende træk, der kan genfindes på tværs af historien.”
Hun henviser i den forbindelse til italieneren Niccoló Machiavellis bog Fyrsten, der udkom i 1532 og siden er blevet kaldt ”Magtens håndbog” En lang række af hans magtanalyser for hvordan magt opnås og fastholdes har nemlig, siger Helle Lykke Nielsen, stadig i dag forklaringskraft for f.eks. vore dages mellemøstlige regimer.
Indledningsvis får man et godt kronologisk indblik i Saddams opvækst og de påvirkninger fra denne periode, der har haft betydning for ham senere. Saddams far forsvandt, før han var født, og Saddam voksede stort set op ved morbroderen Khairallah, der var ultra nationalist og i høj grad var med til at forme Saddams politiske syn på omverdenen. Desuden giver bogen et godt indblik i den irakiske stammekultur, som også har haft stor indflydelse på Saddams liv, og senere været med til at holde ham ved magten.
Man følger, hvordan han langsomt fik styrket sin position og havde held til at fjerne nogle af de vigtigste militær- og partifolk således at vejen var banet for hans egen videre vej mod magten. Alle der kunne tænkes at modarbejde styret – eller Saddam – blev fjernet og han begyndte at placere sine personlige støtter indenfor både militær og parti. ”Morsomt” nok – skriver Helle Lykke Nielsen – blev det i samme periode forbudt ved lov, at bruge stammenavne som en del af ens officielle navn, hvilket næsten kun kan ses som et led i tilsløringen af den tilstrømning af Tikrit-folk (Saddams hjemegn) der skete til militæret og partiet lige op til Saddams magtovertagelse. I 1978 var det lykkedes ham at placere nære venner og familiemedlemmer på helt centrale poster, og d. 16. juli 1979 overtog han magten. Helt ublodigt og – officielt - efter den afgående præsidents eget ønske.
Saddam fik magten over et land der siden 1936 havde været udsat for 5 vellykkede militærkup, der alle havde medført udskiftning i toppen. Alligevel formåede han at fastholde magten i 24 år. Ifølge Helle Lykke Nielsen kunne det lade sig gøre gennem kombinationen af et effektivt greb om militær og efterretningstjenester, et stærkt netværk af familie-, klan- og partifolk, samt en total hensynsløshed der tilsammen betød, at alle forsøg på at vælte ham blev opdaget.
Også befolkningen blev holdt i et jerngreb. Ville man have job og uddannelse, måtte man være loyal. Dette indebar konkrete tilkendegivelse såsom information om eventuelle modstandere af styret, udtalelser om venner og familie, rapporter om over- og underordnede osv. Folk var tvunget til at udspionere hinanden, hvilket naturligvis skabte enorm frygt for at blive anmeldt og tortureret.
Lykke Nielsen bruger ordet ”kupsikring” om hans måde at fastholde magten på. Nemlig ved at sikre at alt der ikke opstod i magtens centrum blev fjernet. Hun mener ikke, der er tale om en bevidst strategi, men snarere at de voldsomme overgreb skal ses som en uhyggelig konsekvens af kupsikring, end som et middel i sig selv.
Således fik Saddam på 24 år skabt et totalitært styre, der i det store og hele var baseret på familierelationer og overgreb på den irakiske befolkning. Han havde et fast greb om den indenrigspolitiske situation, og vidste præcis, hvad han skulle gøre hvis der opstod problemer.
Ifølge Helle Lykke Nielsen, var det der i sidste ende førte til hans fald, hans manglende forståelse for, i vor høj grad hans magtoverlevelse afhang af ”fremmede” magter, når han bevægede sig udenfor sit lands grænser for at løse egne problemer. Han forstod at tilpasse sig de skiftende betingelser, han stod overfor i Irak, men forstod ikke at verden omkring ham havde ændret sig; at det nu var USA alene, der satte dagsordnen, at FN’s rolle havde ændret sig og at den nye mere globaliserede verden havde helt nye betingelser for, hvad man kan tillade sig på den internationale scene.
Alle disse ændringer gjorde det nødvendigt for Saddam at justere sin udenrigspolitiske strategi, men det tillod de interne magtforhold ikke.
Bogen er bestemt værd at læse. Den beskriver usentimentalt magtens væsen, når det er allermest grusomt og er et godt supplement til forståelsen af de internationale forhold, der optager scenen i dag.
