Saxo - hans værk - hans verden

Af Peter Mouritsen, cand. mag. i historie og russisk

Det er en dejlig og let bog Helle Stangerup har udgivet. Den er velskrevet, spændende og let at læse. Den indeholder Saxo-highlights med mange af de historier som i forskellige udgaver bliver fortalt fra Danmarks historie om vikingerne og de nordiske guder og alt det der.

Udefra betragtet er Helle Stangerups Saxo-bog både flot og eksklusiv. Papiret er faktisk så tykt, at man uvægerligt må se efter, om man har fået flere sider med, når man bladre. Hvert kapitel har et billede af museumseffekter som på en eller anden måde relaterer til Saxos værk. Billederne er ledsaget af en lille tekst.

Saxos værk
I bogens første del får vi historien om, hvordan Saxos Danmarkshistorie blev til, og hvordan den er blevet overleveret til os. Absalon var værkets store initiativtager og har øvet en del indflydelse på det. Absalon så nytten i en Danmarkshistorie, og han valgte Saxo til at skrive en. På latin så alle verdens folk kunne forvisse sig om danskernes bedrifter. Saxos Danmarkshistorie blev resultatet.

Der er dog det problem, at Saxos originale manuskript og alle håndsskriftskopier er forsvundet. Derfor er der ingen, der med sikkerhed ved, hvad det er for en Saxo, vi læser nu. Er det en kreativ gendigtning, eller er det en nøje kopi, som Christiern Pedersen fik fremstillet i 1500-tallet. Det er et af de vigtigste spørgsmål i første del af Helle Stangerups bog.

Omkring ægtheden
Den omtalte Pedersen udgav på tryk en håndskriftsversion fra Lund. Men videnskaben har siden været i tvivl om, hvordan det foregik. Stangerup præsenterer nogle forskellige synspunkter på Saxos værk.

Stangerup beskriver for eksempel, at Michael Linton  mener, at værket er meget præget af inputs fra Christiern Pedersens samtid. Det svækker naturligvis forestillingen om, at det værk vi kalder Saxos Danmarkshistorie foreligger nogenlunde, som Saxo nedskrev det. Men Stangerup inddrager også Karsten Friis-Jensen, som på baggrund af andre studier ikke er i tvivl om, at Saxo i alt væsentligt er ægte. Det er meget tydeligt, at den konklusion er Stangerup mest enig i, og Saxos værk ville da også dale betragteligt i anseelse, hvis ikke det stammede fra Saxos hånd. Det er måske en af grundene til at hun ikke borer mere i diskussionen om ægthed.

Afsnittet om værkets tilblivelse og dets ægthed er litterært godt lavet. Det er spændende fortalt, fordi Stangerup tillader sig at gætte på de enkelte aktørers tanker og oplevelser. Også selv om hun ikke har meget at have det i. Det gør det sjovt og nærværende at læse, hvilket tydeligvis er denne bogs primære mål.

Udeladt konkurrent?
En ting som på forunderlig vis mangler er en omtale af Peter Zeebergs store Saxo-udgivelse fra 2000. Alle andre væsentlige Saxo-projekter bliver omtalt i bogens første del, men Zeebergs to-binds nyoversættelse fra 2000 omtales hverken i teksten eller i litteraturlisten. Jeg ved ikke om det betragtes som en konkurrent, eller Stangerup blot har glemt det. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt.

Saxos historier
Stangerup har valgt 14 historier ud, som hun genfortæller og derefter kommenterer.

Selve historierne er gode, spændende historier, de fleste kendt fra utallige andre sammenhænge. De er velskrevne og lette at læse. Jeg synes dog at sproget her og der har lidt svært ved at holde stillejet, det svinger mellem en gammeldags ordstilling og ordvalg, over 'neutral' til moderne. For eksempel synes jeg, at det lyder mærkeligt, når guderne holdt "årsmøde i Byzans", der er lidt for meget brugsforening over det.

Hver historie er fulgt op af et afsnit med kommentarer. Her sætter Stangerup konkrete skildringer ind i en kulturel eller historisk sammenhæng og prøver at afklare, i hvilket omfang der er tale om autentiske begivenheder. Der er mange interessante og gode pointer blandt dem, men det er noget overfladisk. Stangerup bruger også meget plads på at fortælle om historier som på forskellig vis har inspireret verdenslitteraturen, her er Hamlet naturligvis den mest kendte, men også Wilhelm Tell er udsprunget af Saxos værk. Det er Stangerup meget optaget af, og man fornemmer en vis national stolthed.

Jeg savner lidt, at Stangerup i disse bemærkninger til de enkelte historier havde peget på nogle af de detaljer, som fik folk til at tvivle på historiernes ægthed. Men det berøres ikke.

Saftige helte
De fleste historier handler om rigtige helte, der er krig på kniven hele tiden, og der er stor forståelse for mord og vold. Konger vælges og væltes. Svenskere, nordmænd og danskere kriges i en stor forvirring, men frem på banen træder hele tiden bundsolide danske helte, som ordner de andre. Vi får et indblik i hvilket syn, man på Saxos tid havde på krig og kamp. Et syn som afspejles tydeligt i de danske aktiviteter rundt om Østersøen, som Absalon med flere stod bag.

Stangerups udvalg giver også et interessant indblik i kønsroller og forholdet til sex, der er ikke lagt fingre imellem i det til tider saftige sprog.

Guderne og Gud
De nordiske guder og deres interaktion med menneskene er et andet emne, som vi ofte støder på i Stangerups Saxo-bog. Det er her særligt interessant at læse, hvor forskellig tilgangen er til dem. Saxo gør meget ud af, at de nordiske guder blot var mennesker, der blev dyrket som guder, dog havde de ofte magiske kræfter og enkelte steder er de faktisk guder. Det sker samtidig med, at Saxo gang på gang understreger, at der kun er en sand gud - nemlig Gud. Den splittelse mellem at acceptere gudernes rolle i historierne og Saxos identitet som kristen prædikant er meget sjov og interessant.

God indføring
Generelt synes jeg det er en god bog. Det er ikke videnskab, men god at få appetit af. Den passer fint til at ligge på natbordet, fordi den er let at gå til og let at fordøje. Jeg ville dog gerne have haft et par ord om udvælgelsen af de enkelte historier. Hvilke overvejelser ligger bag, og hvad gør den enkelte historie repræsentativ eller bemærkelsesværdig. Som læser får vi en udmærket indføring og får et kort oprids af  Saxos Danmarks Histories tilblivelse. Det er en klassiker i en læse-let udgave, et fad med godbidder og high-lights.

Dette er også en af bogens svagheder. Lidt mere kritik af Saxo og analyse af teksterne ville være godt. Det ville give andre muligheder og bredere anvendelse. Men det er ikke ærindet, og hvis man tager hensyn til det, synes jeg, det er en god bog.